Ny oplevelse af Kalø Slotsruin

DCIM\100GOPRO

Visualisering: MAP Architects.

KILDE: Realdania

Kalø Slot blev opført omkring år 1313, men har siden slutningen af 1600-tallet stået som ruin. I dag er det historiske anlæg et yndet udflugtsmål. Den storslåede natur omkring Kalø Vig og anlæggets 700-årige kulturarv gør Kalø Slotsruin til et helt særligt sted i Danmark.

Naturen og bygningsarven er nogle af yderområdernes stærkeste potentialer. Realdania har sammen med Naturstyrelsen udvalgt 10 særlige steder i det danske landskab, hvor mødet mellem menneske og natur styrkes gennem ydmyg arkitektur af højeste kvalitet. Kalø Slotsruin er ét af de ti steder.

Konkret skal der placeres en trappe op igennem slotstårnet, så der bliver mulighed for at nyde landskabet og naturen fra nye højder. Trappen leder den besøgende gennem tårnet fra åbning til åbning, og fremhæver tre karakteristiske træk i det danske landskab – havet, stranden og strandengen. Trappen udføres, så den kan tages ned igen, uden at der efterlades varige spor. Desuden forbedres ankomsten til området med bedre parkeringsmuligheder, der samtidig er tilpasset stedets natur og identitet. Endelig skal der skabes en mere synlig adgang til stedet via den lange dæmning, som leder hen til Kalø Slotsruin.

MAP Architects har udviklet projektet sammen med Realdania og Naturstyrelsen.

Christian Andersen, programchef i Realdania siger: ”Projektet ved Kalø Slotsruin er et godt eksempel på, hvordan man kan udnytte et stedsspecifikt potentiale og med et raffineret arkitektonisk greb skabe et besøgssted af høj kvalitet – som samtidig bidrager til at styrke turisme og lokal udvikling på Djursland.”

Kalø Slotsruin-projektet forventes at blive realiseret i løbet af efteråret 2015.

Gå til Realdania