Ny bog om Københavns smukkeste træhuse

København er andet end beton, brosten og asfalt. Faktisk vrimler det med huse og bygninger i godt gammeldags træ. Det handler bare om at kikke efter – og når du har fundet det første, så dukker resten hurtigt op i dit synsfelt. Peter Olesens Træhuse i København guider til 40 af storbyens flotteste træhuse.

 

Træhuse er noget særligt. Man trækker vejret bedre i et træhus end i et betonhus. Træhuse virker oftest meget indbydende, og de skiller sig ud, ikke mindst fordi vi her til lands har flere huse bygget af sten. Peter Olesen fortæller om sin fascination af træhuse:

Træhuse ånder, der er mere naturlig ventilation end i stenhuse, og de virker mere levende, som om de også selv trækker vejret. De har også andre lyde. Flere steder knirker de, ikke mindst når vinden blæser, og når det stormer. Når man går igennem dem, giver gulve og vægge sig. Træhuse indbyder til hygge.

I Træhuse i København viser Olesen vej til så forskellige bygningsværker som kolonnaden på Amalienborg, Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro, Det Japanske Tårn i Tivoli, Ballonparken på Amager, Dansepavillionen i Sydhavnen, Norske Hytte i Søndermarken, Tennishallen på Rygårds Allé og mange flere. Nok er København hverken Oslo, Bergen, Trondheim eller Røros, men den danske hovestad har altså også sine træhuse. Flere af dem er tegnet af ganske berømte arkitekter, f.eks. Martin Nyrop og Bjarke Ingels.

Træhuse i København er en inspirerende guidebog til alle, der vil opleve andet end storbyens beton og mursten. Bogens smukke fotos er taget af Henrik Bjerregrav. Peter Olesen er forfatter og journalist. Han har i over 30 år skrevet en lang række bøger om arkitektur. Træhuse i København er hans bog nr. 28 om København og hovedstaden.

FAKTA
184 sider
Indbundet
Illustreret i farver
149 kr. (vejl.)

UDKOMMER
19. maj 2020

Køb bogen hos Forlaget Frydenlund