Lapidarium åbner i Kongens Bryghus

3. jun 2014 – Slotte og Kulturejendomme

De rustikke hvælvinger og det stemningsfulde pakhusloft indbyder til en æstetisk vandring gennem bryghusets 8000 kvadratmeter, der også danner rammen om en unik oplevelse, hvor 300 skulpturer, indsamlet fra kongelige haver, pladser og bygninger tager imod. Her ses for eksempel Christian 5. til hest på Danmarks ældste rytterstatue fra 1688, græske gudinder og en hær af sælsomme bondefolk fra Norden.

Den karakteristiske bygning ved Frederiksholms Kanal i København har tidligere fungeret som bastion, bryghus og magasin, og der har været mange bud på, hvad den fredede, ikke isolerede bygning kunne bruges til. Nu åbner bygningen i en kombination, der forener det kulturelle med det praktiske:

”Vi er utroligt glade for nu at byde indenfor i det hidtil lukkede bryghus, og samtidig få mulighed for at vise en samling af så mange fine skulpturer og gipsafstøbninger fra hele landets slotte og haver frem fra offentligheden. Det er lykkedes os at finde en unik anvendelse af den store bygning ved at få samlet de mange skulpturer samtidig med, at vi giver publikum mulighed for at et enestående kig ind i en ellers lukket del af vores kulturarv”, siger direktør i Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme Anders V. Møller.

Bygningen har gennemgået et større restaureringsarbejde de seneste år, herunder brandsikring og restaurering af stenlofter. Hele projektet er gennemført af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Trygfonden.

Kongernes Lapidarium er åbent for offentligheden fra den 4. juni.

Åbningstider dagligt kl. 10-17 (oktober til april lukket mandag).

Se mere på www.kongerneslapidarium.dk