Af Allan Tønnesen, historiker, cand.mag.
Den 28. marts er det rytterskolernes 300-årsfødselsdag. På denne dato i 1721 underskrev kong Frederik IV fire instrukser vedrørende de 240 skoler, som han agtede at lade opføre for landbefolkningens børn på krongodset rundtom i landet. Krongodset var inddelt i rytterdistrikter, som skulle levere ryttere til landets forsvar. Skolerne havde intet med ryttere eller ridning at gøre. Rytterskoler er en betegnelse, som senere tider har fundet på, og som er egnet til at blive misforstået. Men navnet har gammel hævd og bruges derfor også her.
Den gode idé blev efter alt at dømme plantet hos kong Frederik af slotspræsten på Frederiksborg, Peder Hersleb, i 1718, men også kongens søster, prinsesse Sophie Hedvig, og hans bror, prins Carl, var begyndt at oprette skoler på deres godser. Prins Carls lille beskedne skole af bindingsværk og med stråtag står endnu i landsbyen Store Torøje tæt ved herregården Vemmetofte.
Et tigerspring fremad
Men i 1720 begyndte de første ansatser til et meget større skoleprojekt at vise sig hos kongen og hans omgivelser. Først var det kun de tre nordsjællandske distrikter, det handlede om, men snart kom projektet til at omfatte alle 12 rytterdistrikter. Sjællands biskop Christen Worm, der allerede havde demonstreret interesse for skoler, blev involveret, og i løbet af nogle få måneder fik han og nogle få andre embedsmænd tømret fundamentet til det kongelige skoleprojekt sammen. I begyndelsen var det planen, at man skulle benytte eksisterende bygninger i landsbyerne, men ved en personlig indgriben fra kongens side blev det besluttet, at skolehusene skulle være nye, af grundmur og med tag af teglsten. Lidt senere bestemte kongen også, at der skulle sættes en sandstenstavle over indgangen med et vers, der gav baggrunden for skolernes opførelse, og hvem der stod bag. Der var god grund til markeringen, for Frederik IV’s skoler er et tigerspring fremad.
Der var undervejs i forløbet blevet fremstillet en tegning af en muret skolebygning, og det ser ud, som om det er den, der har fået Frederik til at bestemme sig for, at sådan skulle det være. Der er bevaret en tegning fra denne tidlige periode, og måske er det den, der blev lagt for kongen. En sådan tegning til brug for de bygmestre, som fik skolerne i entreprise, var blevet udført af den kongelige murermester Lars Eriksen, der altså må opfattes som arkitekten. Lars Eriksen kom selv til at opføre over halvdelen af de 240 skoler, heraf alle dem på Sjælland.
Tyngde og symmetri uden pral
Skolerne var ikke store eller prangende, men med få midler er det lykkedes Lars Eriksen at forlene dem med barokkens tyngde og arkitektoniske holdning, først og fremmest ved den enkle symmetri, som behersker facaden. Midteraksen markeres af indgangsdøren, der flankeres af to vinduer, af skorstenen og af de to helvalmede tagflader i gavlene. Et karakteristisk træk var den gesims med konveks kvartstafprofil, som løb rundt om bygningen under tagfoden. Selve det, at husene var murede og havde tegltag, var nok til at gøre dem til noget meget forskelligt fra de omgivende stråtækte bondehuse af bindingsværk.
Til højre for døren var skolestuen og en stald til lærerens husdyr. Til venstre var lærerens bolig, der bestod af en stue, et kammer og et spisekammer samt køkkenet i midterfaget under skorstenen, hvorfra der var indfyring i de to bilæggerovne, der varmede huset op. For opførelse og materialer fik bygmestrene 550-600 rigsdaler pr. skole. De første skoler blev opført i 1722, og de sidste kunne afleveres i 1727.
Lærerne – mislykkede studenter, aftakkede soldater og tidligere håndværkere
Det største problem var at skaffe de lærere, der var en nødvendig forudsætning for, at det store projekt kunne lykkes. Der var jo endnu ingen seminarier, og det varede endnu mange år, inden det første blev søsat. Biskop Worm skrev i februar 1721 et langt notat, hvori han udmaler den mistrøstige situation:
”Studenter til dette værk at bruge vil være såre vanskeligt. Thi de er ofte dertil de mindst bekvemme. Af dem som er skikkelige, skulle få antage den tunge lejlighed at sidde i et bondehus, selv hugge deres brænde, selv holde hus. Husholderske at holde ville ej sømme sig, tjenere at holde forbyder sig selv. Over alt udfordres til dette værk ingen latin, ingen stor lærdom, men at personen skal være en god kristen, forstå sin katekismus, være tålmodig og vant til at handle med grove bønderbørn, at skikke sig i fattigdom, at lade sig sige, ja undervise og af præsten håndlede til at lære børn at katekisere (…).”
Resultatet blev, at de nye skoler fik lærere, som var mislykkede studenter, aftakkede soldater, tidligere håndværkere og lignende. Klagerne var mange, men hvor fik man andre? Worm prøvede at råde bod på lærermaterialets mangler ved at udfærdige en alenlang instruks, der i mindste detaljer redegjorde for undervisningen, og hvordan læreren skulle omgås børnene. Nogle få punkter må være nok: Om morgenen begyndtes med salmesang og bøn, så læstes et kapitel af Bibelen. Piger og drenge skulle sidde adskilt. De skulle lære Luthers lille katekismus udenad. De skulle også lære at læse indenad, men ikke skrivning og regning, medmindre forældrene ville betale for det. Dagen sluttede med salmesang og bøn samt et kapitel af Bibelen. Læreren måtte ikke slå børnene, men skulle rette deres fejl ”på lemfældigste måde”. Var et barn uflittigt, skulle han lade det sidde over. Men han skulle afpasse kravene efter det enkelte barns nemme. Hjalp eftersidning ikke, kunne han give barnet ris, mens forældrene overværede det, eller forældrene kunne selv eksekvere risningen. Disse regler var i kraft lige til skoleloven af 1814, men er sikkert ikke blevet efterlevet til punkt og prikke.
Stigende børnetal pressede skolerne
Gennem resten af 1700-tallet stod de kongelige skoler stort set uændrede, men så begyndte samfundet at ændre sig. Først og fremmest kom der flere børn. Befolkningen som helhed steg fra 710.000 i 1721 til en million i 1814, og børnetallet fulgte med. En tid klarede man sig med at inddrage stalden til en udvidelse af skolestuen, men lærerboligen blev hurtigt ret lille, hvis læreren fik mange børn. Skolelovene fra 1814 og 1856 stillede krav om, at både lærerboligen og skolestuen fik en bestemt størrelse i forhold til børnetallet.
Det er grunden til, at kun en håndfuld af Frederiks bygninger har bevaret de ydre mål. De øvrige er i vidt omfang blevet forlænget i den ene eller begge ender, gavlene er blevet rettet op, så der kunne anbringes gavlvinduer til værelser på loftet, der er kommet en eller to ekstra skorstene, og taget er omlagt med strå, som var et langt billigere materiale end tegl. En nærliggende løsning på udvidelsesbehovet var at overlade hele den gamle bygning til læreren og så i stedet tilbygge en helt ny skolestue, der levede op til de nye krav. Men en anden løsning var helt at opgive den gamle bygning, som så enten blev nedrevet eller solgt, mens en ny moderne skole blev opført på stedet eller i nærheden. Stentavlen havde man næsten overalt stor veneration for, så den blev overført til den nye skole, og sådan blev det ved, hver gang en ny og større skole afløste den gamle. Til sidst stod man med et stort antal centralskoler opført ved midten af 1900-tallet, mange med en eller to rytterskoletavler som vidnesbyrd om deres kongelige fortid.
135 skoler står i dag
Men børnetallet sank dramatisk. Mange centralskoler blev overflødige omkring år 2000. De blev solgt til ny anvendelse. Tavlerne blev for det meste siddende på bygningen, ofte ret malplaceret, som når den nye anvendelse for eksempel var bed and breakfast . Men i mange tilfælde har man i de senere år set, at tavlerne er blevet overladt til ejerne af de gamle kongelige skoler, som de mange år tidligere var blevet fjernet fra. Foreløbig er 31 tavler ”vendt hjem”. Tidens tand er faret hårdt frem mod kong Frederiks skolehuse. Af de oprindelig 240 skoler er der nu kun cirka 135 tilbage, og af dem er en del ombygget til ukendelighed. De fleste af de tilbageværende bliver dog passet med pietet af deres ejere.