Fugt og bygninger
En bygning skal kunne håndtere at den udsættes for fugt fra alle sider. Ikke alene kommer vand ned fra oven ved nedbør, der kan også komme vand op nedef ra gennem fundamenter og terrændæk. Og endelig kommer der fugt indefra, som stammer fra beboerne. Madlavning og tørring af tøj afsætter meget vanddamp i indeluften, og hvert voksent menneske afdamper omkring 2 liter vand i døgnet.
Byggematerialer i de gamle huse er i hovedreglen gode til at opgive og aftage fugt, og problemer opstår normalt først ved manglende vedligeholdelse eller forkert renovering.
Fugt og isolering
De forskellige typer af isoleringsmaterialer kan groft opdeles i 3 typer, i forhold til hvordan de kan optage og afgive fugt. Første type er de vandtætte, som danner barriere. Her hører f.eks. isoleringsskum, som bruges under de fleste kældergulve i moderne byggeri, til. Næste type er de fiberholdige materialer, som er i stand til at afgive fugten igen. Det gælder særligt en række isoleringsmaterialer, som er udvundet af fibre fra naturmaterialer. Og endelig er der fiberholdige typer som har vanskeligt ved at afgive fugten igen. Dette gælder de meget udbredte typer der går under fællesbetegnelsen mineraluld.
Dampspærre
Ved udligningen af temperatur mellem udvendigt og indvendigt, sker der også en vandring af fugt.
Varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft, og når fugtig 20 grader varm indeluft vandrer udefter mod det koldere, vil der ved en given temperatur ske en kondensering af vand, hvor det går fra dampform til væske. Hvis det sker i et fiberholdigt isoleringsmateriale, vil det blive opfugtet. Og det er uheldigt med det meget anvendte mineraluld, som holder på fugten. I større mængder kan det give anledning til angreb af skimmelsvamp, eller bygningssvamp. For at undgå dette monterer man en tæt membran mod den indvendige side, så fugten holdes indenfor. Særligt i gamle bygninger har det vist sig problematisk at lave en helt tæt dampspærre, men de mange overskrifter i medierne om byggeskandaler vidner om at det også er vanskeligt at lave i de nye bygninger.
Isoleringstyper
Jeg inddeler her mellem de traditionelle, de højteknologiske og de biogene, og medtager kun de mest gængse hovedtyper. De traditionelle er mineraluld, som kan være stenuld eller glasuld, og trykfast isolering til under terrændæk. Det er produkter som har været på markedet i mange år, og som har veldokumenterede egenskaber. Stenuld (Rockwool) har de bedste brandegenskaber. Brandegenskaber for glasuld er også gode. Ulempen med mineraluld er at det vanskeligt afgiver fugt.
De biogene er papiruld, træfiber, hempcrete og kork. Isoleringsevnen er en anelse dårligere og prisen er noget højere end for mineraluld. Til gengæld er de gode til at optage og afgive fugt. Der er dårligere dokumentation for brandegenskaber, og de er generelt ikke godkendt til bygninger med over 12 meters højde. Papiruld er granulat til indblæsning, træfiber fås som faste plader eller løsfyld. Hempcrete fås som blokke til opmuring og oppudsning på indvendig side af ydervægge, eller som granulat.
De højteknologiske er blandt andet høj- tydende skumisolering i faste plader som Kingspan, og måtter med Aerogel. Kingspan plader isolerer omkring dobbelt så godt, så man kan nøjes med den halve tykkelse. Prisen er til gengæld dobbelt så høj som for mineraluld, og det er faste plader som kan være vanskelige at tildanne præcist mellem f. eks. gamle spær. Aerogel er et fast fibermateriale, som kommer fra rumfartsindustrien. Det fås i tynde måtter, og har en meget høj isoleringsevne, omkring det firedobbelte af mineraluld. Prisen er tilsvarende højere. Det er et ret nyt materiale til bygninger, så der er begrænset erfaring. Det har været brugt på arkitekten PH ́s eget hus, som er købt og omfattende istandsat af fonden RealDania.
Isoleringsmetoder
I et eksisterende hus er det begrænset hvad man kan lave af isoleringstiltag, uden omfattende indgreb. De forskellige isoleringsmaterialer fås i mange former, og det bør tænkes med i valget af tiltag. Indblæsning af granulat i hulrum kan gøres med begrænsede indgreb, og det er let om end ikke billigt at skifte utætte forsatsvinduer.
Hvor og hvor meget
Går man med tanker om at forbedre iso- leringen på sit f redede eller bevaringsvær- dige hus, lønner det sig at lave en grundig indledende vurdering af hvor man får mest ud af indsatsen. Her kan man have god hjælp af en rådgiver, eller støtte sig til SBi vejledning 239 – ”Efterisolering af småhuse – energibesparelser og planlægning”. Det helt grundlæggende er at man kan opdele varmetabet i tre nogenlunde lige store dele, mellem hhv. vinduer, øvrige bygningsdele og ventilationstab. Videre at isoleringsevnen aftager med tykkelsen, de første 10 cm isolering gavner meget mere end de næste 10, og at tæthed rundt i kanterne af isolering er meget vigtig. I nogle tilfælde er varmetabet meget større her end på fladen. Oplagte steder at sætte ind er på vinduer hvis de er utætte, og på lofter og etagedæk hvis der kan indblæses granulat. Ved en tagrenovering bør man have opmærksomhed på området bag skunkvæggene, hvor der ofte er utæt så det blæser ind under gulvbrædderne.
Vinduer
Vinduer er et emne for sig, men skal kort omtales her af hensyn til helheden. Varmetab i vinduer er mere komplekst end i andre bygningsdele, da det også omfatter en væsentlig komponent af varmestråling. Man regner i dag ikke bare med at der tabes varme gennem stråling, men også med at sollys ind gennem glas giver et positivt bidrag. Det der kaldes energiglas er glas med en metalpartikelbelægning, som mindsker varmetab ud gennem glasset, men også i nogen grad mindsker solindstråling og varme ind. Energiglas har en svag blåtoning i forhold til almindeligt glas.
Det fås både som enkeltlagsglas til forsatsvinduer, og som del af en to (eller tre) lags termorude. Det er værd at vide at gamle trævinduer med sprosser ofte har mindre varmetab end tilsvarende ny termovinduer, forudsat at der er tætte forsatsruder. Det skyldes at termoruder har større varmetab i de yderste 10 cm. af glasset, hvor varmen går gennem kantprofilet. Jo mere der er opsprosset, jo mere gør denne kant-effekt sig gældende.
Termografering
Med et termisk kamera kan man når det er koldt udenfor tage fotos, der viser hvor der stråler mest varme ud af huset. Det kan være nyttigt i en planlægning, men det bør laves af fagfolk der har den nødvendige erfaring og ekspertise til at vurdere billederne.
Hvad man ikke skal gøre
Det er vigtigt at undgå at fugt kan hobe sig op i konstruktionerne. Har man et bindingsværkshus med indvendige forsatsvægge og med luftmellemrum skal man ikke fylde op med isolering. Man skal ikke fylde ud med granulat på lofter så det spærrer for luftgennemgang ved tagfoden, og man skal ikke fylde helt op til underside at et undertag med isolering ved en tagrenovering. Indvendigt på kælderydervægge skal man undgå isolerende forsatsvægge med gips og dampspærre. Undlad altid at lade håndværkeren virke som rådgiver, han har ingen rådgiverforsikring.
Sammenfatning
Det er nok ikke forkert at påstå, at der er sket mere inden for feltet bygningsisolering i de sidste 5 år, end i de foregående 50. Det er i høj grad drevet af skærpede krav i bygningsreglementerne, men også af en øget opmærksomhed på problemer med fugt og damp- spærrer i byggeriet som helhed. Et fredet eller bevaringsværdigt hus kan ofte forbedres væsentligt i forhold til at mindske varmetab, men det er komplekst, og god rådgivning og eller erfaringer fra andre tilsvarende projekter er værd at tage med.
For både de fredede og de bevaringsværdige huse skal man undersøge hvad man må, og i givet fald ansøge om det hos henholdsvis Slots- og Kulturstyrelsen eller kommunen.
Af arkitekt MAA Ulrik Schwanenflügel