Med finansloven for 2026 blev der afsat 150 mio. kr. årligt i 2027–2029 til klimasikring af ejendomme og bevaringsværdige bygninger. Midlerne skulle blandt andet hjælpe med at beskytte mod oversvømmelser, skybrud og højtstående grundvand med respekt for bygningernes historiske værdi.
Nu foreslår regeringen at omprioritere midlerne, før de er kommet ejerne til gavn. Ifølge DR skal pengene i stedet bruges til elektrificeringen af Danmark.
Dialog med Konservative om at fastholde støtten
Historiske Huse har været i kontakt med Det Konservative Folkepartis presserådgivning om konsekvenserne af forslaget. Vi deler partiets bekymring for, at en målrettet indsats for bygningskulturen forsvinder.
Partiets politiske ordfører, Frederik Bloch Münster, siger til DR:
»Vi havde en fokuseret indsats på det her med vores kulturarv. Det er jo derfor, vi er enormt ærgerlige over, at den målrettede indsats, der skulle være i forhold til vores kulturarv, den løber regeringen nu fra.«
Historiske Huse ønsker at fastholde politisk opmærksomhed på ejernes behov og opfordrer både regeringen og Folketingets øvrige partier til at bevare støtten.
Kystpuljen kan ikke erstatte den brede indsats
Miljøminister Maria Reumert Gjerding henviser i DR’s artikel til, at kulturarv fra 2027 bliver et selvstændigt prioriteringskriterium i statens kystpulje.
Det er positivt, at beskyttelsen af kulturarv får større vægt i kystbeskyttelsen. Men kystpuljen dækker ikke det samme behov som den oprindelige reserve, der også skulle kunne hjælpe ejere med at beskytte deres bygninger mod skybrud og højtstående grundvand.
Sven Koefoed-Hansen, formand for Foreningen Bevaringsværdige Bygninger, har fremført kritikken i DR P4 og siger til DR:
»De penge kunne bruges meget bredt på de bevaringsværdige bygninger, på fredede bygninger og for den sags skyld også på den verdensarv, vi har.«
Når støtten foreslås fjernet, efterlader det derfor et behov, som prioriteringen af kulturarv i kystpuljen ikke i sig selv løser.
Ejerne har brug for et fælles ansvar
Ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger passer på en kulturarv, der har værdi for hele samfundet. De står for den løbende vedligeholdelse, men udfordringer med oversvømmelser og højtstående grundvand kræver ofte løsninger, der rækker ud over den enkelte ejendom.
Historiske Huse mener derfor, at staten bør tage medansvar for at sikre bygningernes fremtid. Der er brug for konkret hjælp til løsninger, som både beskytter husene og bevarer deres særlige kvaliteter.
Finanslovforslaget for 2027 er endnu ikke vedtaget. Historiske Huse opfordrer til, at de 150 mio. kr. årligt fastholdes i den endelige aftale.
Læs DR’s artikel om forslaget og reaktionerne.
Den oprindelige bevilling fremgår af finansloven for 2026, § 35.11.75.52, side 21. Underkontoen er ikke med under § 35.11.75 i finanslovforslaget for 2027, side 24.