Fra frihed til tvang
Helt tilbage i den tidlige middelalder fik vandkraften stor økonomisk betydning. I Jyske Lov fra 1241 bliver mølle-erhvervet lovfæstet som frit og enhver kan opføre en mølle – bare man ikke skader allerede eksisterende vandmøller med bagvand, der bremser vandhjulets rotation opstrøms. I 1300-tallet proklamerede Valdemar Atterdag ligefrem, at ingen åer måtte løbe i havet uden at have gjort landegavn.
I takt med, at møllerne blev større og mere avancerede, blev det i stigende grad konger, klostre og adel, der havde råd til at opføre dem. Med de større møller blev området reguleret og der indførtes møllepligt. Det betød at herremænd havde eneret på udnyttelse af vandkraften, og at bønderne var forpligtet til at få malet deres korn på udvalgte møller.
Det betød også, at de såkaldte “skvatmøller” – små decentrale møller – blev nedlagt og i 1639 helt forbudt. Disse møller havde ofte – men ikke altid – et horisontalt møllehjul med skråtstillede vinger og en lodret aksel.
Møllerne forbedres
Vandmøllen er igennem 3000 år udviklet kollosalt og de første vandhjul var konstrueret efter romersk forbillede, som opretstående hjul, der hvilede på en vandret aksel. I starten var der tale om såkaldte underfaldshjul, der blot er nedsænket i strømmen (kaldes også for en strømmølle), hvor vandet altså rammer undersiden af hjulet.
Denne type blev afløst af brystfaldshjulet i 1400-tallet. Denne type møllehjul krævede opstemning af vandet, men var til gengæld langt mere effektiv, da man både udnytter strømmens skubben og vandets vægt på skovlene i faldet.
Det mest effektive vandhjul, overfaldshjulet, udviklede man i anden halvdel af 1600-tallet, hvor man opnåede en udnyttelsesgrad på helt op imod 80%. Ved overfaldshjulet ledes vandet i en rende hen mod hjulets højeste punkt og falder ned på hjulets skovle.
De forskellige hjultyper eksisterede side om side i 1700 opg 1800-tallet, fordi det i høj grad også handlede om det enkelte vandløbs beskaffenhed (fald, vandmængde og mulighed for opstemning), når man skulle vælge en møllehjulskonstruktion. Bredden af selve møllehjulet bestemmes af vandet. Hvis man har et lille fald, men en stor vandmængde, kan man således konstruere en bred tilløbs-rende og et tilsvarende bredt møllehjul – et såkaldt “tromlehjul”.
Meget mere end kornmøller
De fleste tænker på korn og mel, når vi taler om møller. Men selv om langt de fleste møller er blevet anvendt til at male mel, er det langt fra hele fortællingen. Allerede fra 1100-tallet har man haft møller som kunne valke – vaske og filte – uldent stof. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at vandkraften var afgørende for Danmarks tidlige industrialisering – længe inden dampmaskinerne kom i 1800-tallet. Allerede i 1600-tallet brugte man således vandkraft til hammermøller, der forvandlede møllehjulets kraft til vertikale hammerslag, der kunne udhamre geværløb, ligesom man brugte vandkraft til krudtproduktion, ved at lade to møllesten blande salpeter, svovl og trækul.
1800-tallets vandmøller blev brugt i tekstilproduktionen til at drive væve- og spindemaskiner, ligesom man brugte trækkraften til at blande papirmassen til produktionen af papir og pap. Derudover er vandmøllekraften blevet udnyttet i savværker og fra omkring år 1900 også til produktion af el.
Kilder: