Besøg i Grevinde Danners lejlighed

4. juni, 2021 · 11:00 - 13:00

Indlæser Begivenheder
  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

The Danish Club har fået en unik mulighed for at inviterer til særrundvisning i ”Huset med de buede vinduer” i Ny Vestergade 13, v/ rundviser Paul Lerche. Huset bærer på en meget spændende historie, fantastiske udsmykninger og detaljer, og ikke mindst har det været ejet og beboet af selveste Grevinde Danner.

Ny Vestergade 13 blev opført i årene 1792-1793 som privat en bolig. Arkitekten er desværre ukendt, men kunne være en elev af C. F. Harsdorff (1735-1799) grundet de velkendte klassicistiske kendetegn.

I forbindelse med en omfattende ombygning i 1855-1857 fik huset tilføjet en ekstra etage efter tegninger af M. G. Bindesbøll og flere af guldalderens fremmeste kunstnere dekorere gemakkerne på første sal. Det blev Georg Hilker (1807-1875), P. C. Skovgaard (1817-1875) og Constantin Hansen (1804-1880) der fik disse opgaver. Læs evt. mere i Hanne Raabyemagles bog om Ny Vestergade 13.

I 1859 blev porten moderniseret under ledelse af arkitekten Johan Daniel Herholdt (1818-1902), der på skønneste vis har træpanelleret gennemkørslen til gården. Endelig i årene 1975-1978 undergik huset en restaurering i samarbejde med Nationalmuseet for ejeren Dansk Arbejdsgiverforening, et arbejde som blev præmieret af Københavns Kommune i 1980

Ud over at nyde de smukke rum handler rundvisningen selvfølgelig også om grevinde Danner og Københavns bedre borgerskab i omkring 1850 til 1860. Da Frederik 7. døde i 1863 blev Grevinde Danner nemlig straks sat ud af de kongelige gemakker på Amalienborg. Hun købte derfor ejendommen Ny Vestergade 13 i året 1864 og benyttede sin lejlighed på første sal som vinterdomicil. Om sommeren boede Grevinde Danner på Skodsborg Slot og Jægerspris Slot. Grevinde Danner ejede ejendommen Ny Vestergade 13 indtil sin død i 1874.

Som medlem af Historiske Huse får du 50% rabat på medlemskab af The Danish Club – kontakt os for rabatkode på sekretariat@historiskehuse.dk

« All Begivenheder