DFs kulturordfører Alex Ahrendtsen vil være med til at finde midler over finansloven og siger bl.a. til Politiken:
Betonen smuldrer, og kommer der en ny tilsvarende storm, er skibene reelt truet. Der er problemer med opvarmningen, der er problemer med sollyset. Og så er den nuværende bygning, for at sige det pænt, en rædsel fra sidst i 60’erne, som ikke fortæller visuelt, at dette er en helt enestående vikingeattraktion. Så i stedet for at renovere noget, som ikke er særlig attraktivt at renovere på, fordi det både bygningsmæssigt og æstetisk er lavet forkert, er det bedre at fjerne bygningen og opføre en ny.
Den nuværende fredning står i vejen for dette og kræver derfor at Kulturstyrelsen affreder først.
Borgmester i Roskilde, Joy Mogensen (S), der også er formand for Vikingeskibsmuseets bestyrelse siger til Politiken:
Jeg håber derfor virkelig, at de øvrige partier på Christiansborg vil se positivt på dette forslag. Det nuværende museum er simpelthen bygget af den forkerte beton. Og selv om vi naturligvis har fuld respekt for fredninger og alt muligt, så står der nogle skibe inde i den bygning, og vi ved ikke, om den kan klare en stormflod til.
Professor Christoffer Harlang fra Kunstakademiets Arkitektskole og tidligere formand for Det Særlige Bygningssyn, mener, at der er tale om utidig indblanding:
I Afghanistan sprænger Talebanerne den del af kulturarven de ikke kan lide, væk med dynamit, og i Syrien bulldozer IS umistelige kulturskatte, fordi de repræsenterer et andet værdisæt end deres eget. Det er en kradsbørstig blanding af manglende respekt for vores fælles værdier og en hån mod det armslængdeprincip, der siden enevælden har været bærende for vores kulturpolitik herhjemme, siger han til Politiken i en anden artikel.
Læs også artikel med Harlangs protest i Politiken