Frederik den V’s Stenbrudsgaard ved Nexø er meget mere end en fredet ejendom. Det er et af Danmarks mest helstøbte kulturmiljøer, hvor arkitektur, industrihistorie og landskab går op i en højere enhed. Nu er det enestående anlæg sat til salg.
Der findes fredede bygninger, som fortæller en historie. Og så findes der steder, hvor selve landskabet, bygningerne og de kulturhistoriske spor tilsammen udgør fortællingen. Frederik den V’s Stenbrudsgaard på Bornholm hører til den sidste kategori.
Stenbrudsgaarden blev opført i 1759 af kong Frederik V som bolig for de ledende medarbejdere ved det kongelige stenbrud, der leverede sandsten til opførelsen af bl.a. frihedsstøtten i København. Anlægget blev tegnet af Jacob Fortling og udviklede sig gennem næsten 200 år til centrum for stenbrydningen på Bornholm.
I dag betegner Slots- og Kulturstyrelsen Stenbrudsgaarden som Bornholms vigtigste industriminde.
Restaureret og ført tilbage til sit oprindelige udtryk
Da stenbruddet lukkede i 1957, begyndte bygningerne langsomt at forfalde. Efter fredningen i 1988 overtog Statens Bygningsfredningsfond ejendommen og iværksatte en af de mest omfattende restaureringer af et dansk industriminde.
Med udgangspunkt i historiske tegninger, registreringer og bygningsundersøgelser blev anlægget gradvist ført tilbage til sit oprindelige udtryk. Arbejdet fortsatte helt frem til 2015, hvor de sidste udlænger stod færdigrestaurerede.
De nuværende ejere overtog Stenbrudsgaarden i 2022 og har siden genetableret hovedbygningens oprindelige boligstruktur fra 1759. Dermed opleves anlægget igen, som det var tænkt ved opførelsen, med de historiske boliger omkring den brostensbelagte gårdsplads.
En fredning, hvor helheden er kulturarven
Noget af det særlige ved Stenbrudsgaarden er, at fredningen ikke alene omfatter bygningerne.
Slots- og Kulturstyrelsen fremhæver hele anlæggets sammenhæng som den væsentligste fredningsværdi: hovedbygning og længer, sandstensgærder, brønde, gårdsplads, portal, tøjringssten, haveanlæg og de omgivende arealer udgør tilsammen et usædvanligt helstøbt kulturmiljø.
Indvendigt er de historiske planløsninger bevaret eller genskabt med stor respekt for stedets historie. Materialerne spænder fra brede plankegulve og Nexø-sandsten til kalkede vægge, synlige bjælkelag, fyldingsdøre og traditionelle overflader, mens de tidligere driftsbygninger fortsat fortæller historien om stedets industrielle funktion.
Kulturarv med nyt liv
Stenbrudsgaarden viser samtidig, hvordan fredede bygninger kan få nyt liv gennem nye anvendelser.
I dag anvendes boligerne både til ferieudlejning og som studieboliger for studerende ved Det Kongelige Akademi, Glas- og Keramikskolen i Nexø. På den måde er gården fortsat et levende sted med aktivitet året rundt.
Nu får en ny ejer mulighed for at overtage et af Danmarks mest markante fredede kulturmiljøer – et sted, hvor næsten 270 års historie fortsat kan aflæses i både arkitektur, landskab og materialer.
Læs mere på Stenbrudgårdens hjemmeside
Stenbrudsgården er til salg – se under Huse til salg og leje.
