Ejerne er forudsætningen for bevaringen
Historiske Huse glæder sig over, at ekspertgruppens anbefalinger peger på et mere tillidsbaseret system for forvaltningen af Danmarks fredede bygninger. Tillid er ikke det modsatte af kontrol – tværtimod forudsætter en tillidsbaseret forvaltning både tydeligere ansvar og et mere målrettet, risikobaseret tilsyn, der beskytter de vigtigste fredningsværdier bedre end i dag.
Vi ser det som et vigtigt skridt, at ejerne – som jo er en forudsætning for, at vi overhovedet får passet på vores fredede bygninger – er blevet inviteret ind i ekspertgruppens arbejde som en ligeværdig part. Uden engagerede ejere er der ingen praktisk bevaring, og derfor er det positivt, at anbefalingerne tager udgangspunkt i, at ejere generelt ønsker at gøre det rigtige, når rammerne er klare, og samarbejdet med myndighederne er smidigt.
Tillidsbaseret forvaltning med ansvar og kontrol
Vi hilser især velkommen, at ekspertgruppen anbefaler et egentligt paradigmeskifte fra en kontrolbaseret administration til en mere tillidsbaseret tilgang, hvor flere almindelige vedligeholdelsesarbejder kan gennemføres uden unødig sagsbehandling, og hvor straksafgørelser og digital understøttelse skal reducere ventetid og usikkerhed. Det giver bedre mulighed for rettidig vedligeholdelse og kan forhindre, at skader vokser sig så store, at fredningsværdier reelt går tabt, længe før systemet når at reagere.
Fokus på de vigtigste fredningsværdier
Vi ser også positivt på, at ekspertgruppen anbefaler en mere differentieret forvaltning med fokus på de væsentligste fredningsværdier og en særlig opmærksomhed på de mest signifikante bygninger. Ideen om kategorier og en særklasse kan – når den udmøntes rigtigt – skabe større klarhed for ejere om, hvad der er mest sårbart og vigtigt at bevare, samtidig med at den administrative energi samles dér, hvor konsekvenserne af fejl er størst.
Tillid kræver klogt, risikobaseret tilsyn
Samtidig deler vi mange af de bekymringer, som kritikerne rejser, herunder ICOMOS Danmark og By & Land Danmark i kronikken Pas på, Jakob Engel-Schmidt: Vi er ved at sætte Danmarks fine bygningskulturarv over styr i Berlingske Tidende. Vi er helt enige i, at kulturarven ikke må udhules “én sten ad gangen”, og at den indre autenticitet i de fredede bygninger er en uerstattelig del af vores fælles historie. Netop derfor mener Historiske Huse/BYFO, at tillid og styrket tilsyn skal gå hånd i hånd: Når flere arbejder kan gennemføres med større frihed, skal det følges af et klogt, risikobaseret tilsyn, en bedre datainfrastruktur og mere åben viden om bygningerne – ikke af laissez-faire.
Økonomien er stadig elefanten i rummet
Vi er også opmærksomme på, at ekspertgruppens kommissorium ikke gav mulighed for at adressere ejernes økonomi og kompensation, selv om det lykkedes at få det indføjet i anbefalingerne. Historiske Huse/BYFO vil derfor fortsat arbejde for, at den politiske opfølgning på anbefalingerne også omfatter en seriøs diskussion af tilskud, skatteregler og finansieringsmuligheder, så de skærpede forventninger til ejernes ansvar, følges af reelle muligheder for at løfte opgaven.
Et vigtigt skridt
For os er ekspertgruppens arbejde et længe ventet skridt mod en mere tillidsfuld og samarbejdende tilgang, hvor vi – ejere og myndigheder – i fællesskab kan styrke beskyttelsen af den byggede kulturarv.