I Danmark har man anvendt kapillarbrydende teknikker siden middelalderen. Efter brandene i 1728 og 1795, blev det lysende klart at man måtte regulere byggeri væsentlig hårdere i tæt bebyggelse.
Et af tiltagene var at alle trappeopgange skulle udstyres med bærende muret grundmur. I løbet af 1600 tallet havde man blot bygget på og op i takt med efterspørgslen for boliger steg i København. Det betød at man gik fra række boliger til etageboliger. 1729 udfærdigede Johan Cornelius Krieger de gældende principtegninger for grundmurede huse med hovedskillevæggen centralt placeret. Fremadrettet var det stort set princippet man anvendte med variationer.
Med øget standardisering for konstruktioner kom også krav til fugtbekæmpelse og fugtsikring. Og det er en spændende udvikling fordi først i 1961 fik hele landet en byggelov der konsekvent indførte kapillarbrydende lag i ydermur og bærende skillevægge.
Kort kronologisk gennemgang af murpappets historie
Den kronologiske gennemgang af de vigtigste ændringer i byggelovgivningen vedrørende fugtsikring, kapillarbrydende lag og fugtspærre, inklusive hvornår resten af landet fik krav om fugtspærre i murværk, kan kort beskrives som nedenstående:
- Byggeloven af 1858: Introduktion af krav om et fugtstandsende lag mellem fundament og vægge for at beskytte bygninger mod fugt. Det kunne være alt muligt man anvendte. I ca. 1863 indfører man i statens byggeri murpap i bærende skillevægge og ydermur 1-2 skifter over terrændæk og i ydermur ml. 1-3 skifte over terræn. Man ser det blandet andet i den gamle Roskilde Kaserne fra 1864, som en af de første bygninger. Søfartsskolens gamle domicil ved Havnegade er det det samme.
- Byggeloven af 1871: Krav om at fundamenter skulle hvile på et fugtstandsende lag. Særligt i København bliver denne ændring nidkært kontrolleret og det bevirkede, at der kom en nogenlunde standardiseret metodik over løsningerne.
- Tillæg til byggeloven af 1875: Revisionen fastholdt kravene om fugtstandsende lag, men tilføjede regler om friarealer, bygningshøjder og afstande. Reelt derfor vi bygger i 5 etager i København.
- Byggeloven af 1889: Udvidelse af krav om fugtstandsende lag til også at omfatte kældervægge. Kravet om lodret fugtisolering mellem to vandrette fugtstandsende lag i ydervægge blev også fastlagt.
- Bygningsreglementet af 1939: Skærpede krav til placering af fugtisolerende lag ved overgang til terræn og lodret isolering mellem vandrette lag. Dette blev gjort for at forhindre kapillær opstigning af fugt gennem vægge.
- Resten af landet – fra 1889 og frem: Købstæderne begyndte at indføre fugtspærrer i murværk efter 1889, og fra 1930’erne blev reglementerne implementeret i over 60 købstæder.
- 1960: Med Landsbyggeloven blev krav om fugtspærrer i murværk udvidet til også at omfatte byggeriet på landet, hvor tidligere regulering havde været begrænset.
Ovenstående gennemgang giver et samlet billede af udviklingen af regler om fugtsikring i hele Danmark, fra de tidlige lovændringer i København til fuld implementering i resten af landet i midten af det 20. århundrede. Det tog 100 år.
Fugtspærreren kunne bestå af alt fra hårde mursten (keramisk glas) til skiffer, flaskebunde, bitumen maling og murpap mm. Fantasien kendte ingen grænser. Først fra 1905-1910 ser vi en murpap standard, der holder en sej konsistens og stadig er kapillarbrydende, mens tidligere løsninger er helt eller delvist forbigået i moderne byggeri.
Institut for Fugtteknik
Bryghuspladsen 8, 1473 København K
soren@institutforfugtteknik.dk
+45 41 74 32 36