Det ligger i ordet ’bevaringsværdigt’, at noget er værdigt til at blive bevaret – til at blive passet på. Men efterhånden er det hverdagskost, at vi læser, hører om eller ser, at der ikke bliver passet på de bevaringsværdige bygninger, men at de over det ganske land i stedet forbygges, ligger ubeboede hen eller ligefrem bliver revet ned.
At det kan lade sig gøre i en tid, der kalder på klimabevidsthed og bæredygtighed som genbrug og renovering af eksisterende bygningsmasse, frem for at bygge nyt i et land, der bryster sig af at være et rigt, kultiveret, ambitiøst og grønt foregangsland på den globale scene, virker dobbeltmoralsk, kortsynet og historieløst.
Som modsvar ser vi heldigvis, hvordan disse nedrivningssager i stigende grad vækker frustration og forargelse. Lokalpolitikere slår på tromme, borgerforeninger samler underskrifter, kultur-ildsjæle og klimaaktivister går amok på de sociale medier, og arkitekter råber vagt i gevær på landsdækkende TV. Heldigvis – siger vi i Historiske Huse. For det viser med al tydelighed, at den byggede kulturarv, velholdt eller ej, har en stor betydning for de lokale fællesskaber, for vores kulturhistorie og den større klima- og bæredygtighedsdagsorden. Det rammer os hver især, når den byggede kulturarv omkring os går til grunde.
Hørsholm kommunalbestyrelses tilladelse til nedrivning af strandvejsvillaen Smidstrupøre, tegnet af arkitekt Carl Brummer, opført i 1918 og efter en storhedstid forfaldet i ensomhed siden 1987, har bragt sindene i kog. Men det er blot sidste skud på en efterhånden tyk stamme, der også tæller bl.a. mulig nedrivning af en bevaringsværdig Hack Kampmann-bygning i Viborg. For slet ikke at tale om de efterhånden mange bevaringsværdige præstegårde, der skal lade livet, bl.a. Idestrup Præstegård på Falster og Jebjerg Præstegård – sidstnævnte er den fjerde præstegård i Skive og Salling Provsti, hvor der er givet tilladelse til nedrivning.
De nævnte sager er sørgelige konkrete eksempler på, at rammen omkring de bygningsfredede bygninger ikke virker. Så hvordan kan man ændre dette, bygningsverdenens svar på det vilde vesten? Hvordan kan der skabes et entydigt politisk ejerskab?
Bevaringsværdige bygninger i politisk ingenmandsland
Hvordan det gang på gang kan komme så vidt, er der mange bud på. De enkelte sager synes ofte komplekse og knudrede. Men en af årsagerne er ret enkel, mener vi i Historiske Huse: Det manglende politiske ejerskab til de bevaringsværdige bygninger i Danmark, og at sagerne falder ned mellem ikke bare to, men flere stole.
Mens der er et entydigt politisk ejerskab til de ca. 7.000 fredede bygninger hos Kulturministeren, der administreres af én myndighed: Slots- og Kulturstyrelsen efter én lov: Bygningsfredningsloven, befinder de over 100.000 (udpegede samt et endnu større mørketal) bevaringsværdige bygninger sig i et delt ansvar mellem mindst tre ministerområder og tre lovgivninger – hvis ikke flere:
- For det første er bevaringsværdige bygninger reguleret af Bygningsfredningsloven, der udstedes af Kulturministeren, som har videredelegeret forvaltningen heraf til Slots- og Kulturstyrelsen. Det er bygningsfredningsloven, der beskriver kriterierne for et bevaringsværdigt hus.
- For det andet reguleres bevaringsværdige bygninger af planloven, der udstedes af By-, Land og Kirkeministeren, og som har videredelegeret forvaltningen heraf til Plan- og Kommunerne er myndighed for de bevaringsværdige bygninger. Planloven bemyndiger kommunerne kompetencen til at udpege værdifulde og bevaringsværdige kulturmiljøer i by- og landområder, herunder enkeltbygninger. I Historiske Huse har vi desværre erfaret, at kommunerne ikke føler sig forpligtet af opgaven med at varetage bevaringsværdierne, så længe de ikke bliver tilstrækkeligt kompenseret herfor.
- For det tredje reguleres de bevaringsværdige bygninger af bygningsreglementet under Social- og Bo Det er bl.a. bygningsreglementet, der sammen med diverse bekendtgørelser om energieffektiviseringer af bygninger, lægger rammen for om klimaet går forud for kulturarven. I realiteten kan bygningsreglementet tilsidesætte øvrig lovgivning, særligt ved renovering af bevaringsværdige bygningers klimaskærm, hvor energieffektivitets tiltag kan overtrumfe bevaringsværdier.Og mens vi er ved Social- og Boligministeriet, skal det lige nævnes, at ministeriet også er myndighed for puljen til landsbyfornyelse, hvorfra kommunerne kan søge midler til udvikling af landdistrikter og landsbymiljøer. I folkemunde bliver puljen dog kaldt for ’nedrivningspuljen’, og vi frygter i Historiske Huse, at midlerne herfra anvendes mere til at nedrive end til at istandsætte bygninger der kan rumme historiske og arkitektoniske bevaringsværdier.
Mange varianter af forvaltning
Et delt ansvar er det samme som intet ansvar. De bevaringsværdige bygninger befinder sig altså i et politisk ingenmandsland med delt ansvar og dermed reelt intet egentligt politisk tilhørssted. Hertil kommer 98 varianter af kommunal forvaltning og lokalpolitik. Beskyttelsen af bevaringsværdige bygninger er helt afhængig af kommunalbestyrelsens politiske prioriteringer. Realiteten er, at nogle kommuner har identificeret og udpeget bevaringsværdige bygninger, mens andre kommuner har prioriteret anderledes. Endnu andre har kun registeret og udpeget end del af bygningerne og især i det åbne land mangler udpegningerne.
Den kommunale selvbestemmelsesret er uangribelig for en kommunalpolitiker, og de bevaringsværdige bygninger lever desværre livet farligt, for de er kun beskyttet indtil en ny kommunalplan eller lokalplan vedtages. Eller til at kommunalbestyrelsen tilsidesætter en udpegning af en bevaringsværdig bygning ved at give tilladelse til en nedrivning. I modsætning til øvrige bygninger, hvor nedrivning blot skal godkendes af det kommunale embedsværk, skal nedrivning af udpegede bevaringsværdige bygninger godkendes af det kommunale byråd.
Endeligt skal nævnes, at ejeren af en bolig – altså ikke nødvendigvis en bevaringsværdig bolig -, ifølge byggelovens § 14 stk.1, har pligt til at holde hele sin grund og ejendom i sømmelig stand, så den ikke er til fare for ejendommens beboere. Sømmelig stand er ikke defineret, men vedrører typisk bygningens ydre. Også her er det op til kommunalbestyrelsen at sikre, at en bygning i usømmelig stand, efter en konkret vurdering, lovliggøres. Det er den enkelte kommune, der vurderer, hvad der er sømmelig stand. Det er også den enkelte kommunens pligt at holde øje med, at en bolig er beboet, så den ikke går til.
Hensynet til den byggede kulturarv kommer ofte til at veje for let i forhold til andre prioriteter som flere varme hænder, klimatilpasning og sikre arbejdspladser. Dette er forståeligt, men kortsigtet, da det går ud over lokalmiljøets attraktivitet at lade kulturarven gå til grunde. For landdistriktsudviklingen kan det være helt afgørende at prioritere den byggede kulturarv, fordi der også er en landspolitisk ambition om at få de kommende generationer af unge familier til at flytte ud til idyl, natur, ro og tryghed. I den forbindelse må man ikke glemme at historiske bygninger udgør en vigtig del af bæredygtig oplevelsesøkonomi og landdistriktsudvikling.
Ét ministerium – ét ansvar
Inspireret af den politiske model, der anvendes i administrationen af de fredede bygninger, foreslår vi i Historiske Huse, at der skabes en klar og entydig ramme for de bevaringsværdige bygninger. Vi foreslår, at ansvaret for de bevaringsværdige bygninger overlades til ét statsligt ressortområde. Det ville naturligvis betyde, at al relevant lovgivning, der har med bevaringsværdige bygninger at gøre, samles i én lov, fx planloven eller bygningsfredningsloven og underliggende bekendtgørelser.
Bygningslovene; byggeloven herunder bygningsreglementet, bygningsfredningsloven og planloven burde administreres af samme ministerium.
Under hvilket ministerium de fredede og bevaringsværdige bygninger ville have det bedst, er svært at svare på, men både Miljøministeriet, By-, Land- og Kirkeministeriet og Social- og Indenrigsministeriet kunne være en mulighed. Planloven har det med at skifte forvaltning efter hvert folketingsvalg. Foreløbig har den været administreret af seks forskellige ministerier.
Administration af reglerne ville fortsat skulle uddelegeres til kommunerne fx med en pligt til periodisk eller løbende at identificere og registrere de bevaringsværdige bygninger efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment, hvor bygningerne får karakterer fra 1 til 9 ud fra forskellige kriterier). En statslig styrelse ville skulle føre tilsyn med, at kommunerne påtager sig opgaven. Og har en kommune først udpeget en bygning med høj bevaringsværdi (mellem 1 og 3) kan ejers ansøgning om en nedrivning heraf kun tillades af den øverste myndighed, og ikke som i dag af kommunalbestyrelsen, hvor armslængde-princippet ofte er sat ud af spil.
Økonomiske incitamenter forpligter
Som repræsentant for ejere af de fredede og bevaringsværdige bygninger er det vigtigt at pointere, at uanset hvilken udpegning ens ejendom har – fredet eller bevaringsværdig – er det en indgriben i den private ejendomsret. De fredede bygninger kompenseres i dag i begrænset omfang med forskellige fradrags-og støtteordninger. Der bør også skabes økonomiske incitamenter for ejere af bevaringsværdige bygninge forat tage ansvar for bygningens bevaringsværdi. For kompensationer forpligter.
Lykkes det at skabe den foreslåede ramme, bliver der taget det nødvendige og entydige politisk ejerskab til de bevaringsværdige bygninger, som igen vil styrke det personlige ejerskab. Det vil forhåbentligt både dæmme op for de ulykkelige skæbner, som nogle af vores bevaringsværdige bygninger lider i dag, og skabe incitamenter for kommende husejere til at investere i et bevaringsværdigt hus. Det vil være til glæde for kommende generationer og alle der bor og færdes i Danmarks by- og landområder, og finder glæde ved at opleve smukke, historiske bygninger.