Tekst af Jørgen Kaarup, fhv. direktør, Stråtagets Kontor
På sin 5.000 år lange rejse har det danske stråtag bevæget sig fra at være det suverænt mest udbredte tag til næsten at udgå som tagtype. Brandsikring og klimavenlig- hed har de seneste år bragt stråtaget tilbage som en bæredygtig tagløsning, der nu igen bruges i nybyggeri.
Vores forfædre i den ældre stenalder, for 6-7.000 år siden, måtte bruge alt muligt til at beskytte sig mod regn, kulde og sne: Dyrehuder, bregner, græstørv, grene og hvad man ellers kunne finde på. Men for 5.000 år siden fandt nogle opfindsomme personer i Bondestenalderen på noget genialt: At lægge høje græsser, der senere fik navnet tagrør, op på et tag, forskyde dem for hinanden og binde dem fast for herved at få et vandtæt, isolerende og holdbart tag. Stråtaget var opfundet.
Igennem flere årtusinder var stråtaget det absolut dominerende på næsten alle huse på landet og i landsbyerne, mens det allerede ved reformationen blev forbudt at benytte stråtag på grund af brandfaren i den tætte bebyggelse. Alligevel fandtes enkelte stråtage i landets købstæder.
Halm på tagene
Helt frem til midten af 1800-tallet boede de fleste på landet og var beskæftiget med landbrug. Det var derfor lettest og billigst at dyrke materialet til sit tag på egne marker. Det var oftest halm fra rug, som blev kaldt langhalm, der var det mest anvendte, i nogen udstrækning også i landsbyerne.
En kombination af forståelig frygt for brand i de letantændelige tage og fremkomsten af alternative tagmaterialer førte fra midten af 1800-tallet til en meget hastig afvikling af strå som det mest brugte tagtype.
Samtidig med at stråtagene blev fortid, begyndte en voldsom ændring af tagene i landområderne; fra strå til asfaltpap, metal og senere eternit.
Pandepladerne kom først og dernæst ”bølgeblikplader”. Begge var tynde, galvaniserede jernplader. De bredte sig meget hurtigt fra midten af 1800-tallet, fordi de var lette og samtidig de billigste tagmaterialer. De kunne lægges på samme tagkonstruktion som stråtagene, og jævnligt blev pladerne lagt oven på gamle stråtag, fordi selv et tyndt stråtag isolerer bedre end de tynde metalplader.
I 1927 begyndte produktion af eternittag i Aalborg, og det blev næste skridt på vejen til afvikling af stråtaget som det mest ud- bredte. Eternitplader afløste stråtagene på især landbrugets stalde og lader, men også på rigtig mange huse overalt i landet. Helt frem til år 2000 fortsatte tilbagegangen i antal stråtækte ejendomme på trods af, at en del sommerhuse i perioden blev opført med stråtag. I nogle områder blev der indført påbud om, at fritidshuset skal have strå på taget for at falde bedre ind i landskabet.
Klimavinderen
Vi er nu i en tid med fokus på forandringerne i klimaet. En af løsningerne er at nedbringe byggeriets store andel af klimabelastningen. Her kommer strå ind som et godt bud på et klimavenligt materiale. Det er tagrørs evne til at omsætte CO2 til ilt, der gør stråtaget til klimavinder.
At stråtaget er det mest klimavenlige tag, der findes i Danmark, har Teknologisk Institut dokumenteret i en livscyklusanalyse i samarbejde med bl.a. Aarhus Universitet.
Derfor står taget med den årtusindelange historie nu over for helt nye muligheder.
I Holland er der de seneste 20 år tækket omkring 2.500 nye bygninger årligt af vidt forskellig art med strå på tag og meget hyppigt også på facader. Meget tyder på, at Danmark nu tager hul på samme udvikling, for de seneste 5 år er der tækket en del nyopførte huse.