For første gang præsenteres denne del af velfærdsstatens udviklingshistorie med eksempler både på arkitektoniske mesterværker og anonyme, men velbyggede statslånshuse fra hele landet. For selv om vi måske ikke er bevidste om det, så har vi alle sammen set et, været i et – eller måske bor vi endda i et af dem. De er en del af vores kulturarv.
I smaa, usle, mørke og ofte slet vedligeholdte Rum, saakaldte Lejligheder, vokser Titusinder af Børn op, den Slægt, der skal bære Fremtiden. Hvordan tror man denne Slægt under disse Forhold vil blive?
Sådan lød det fra Folketingets talerstol i 1930’erne. Bedre Byggeskik og Bauhaus – flere bevægelser havde i perioden sat sig for at skabe bedre boliger til den jævne befolkning, og fra 1933-1959 lykkedes det med en bevidst politisk prioritering at hæve danskernes boligstandard markant. Titusindvis af familier, som ellers ikke ville have haft den mulighed, fik opfyldt drømmen om eget hus med have.
Billige lån gik hånd i hånd med krav til byggeøkonomi, areal og konstruktion, der gav lovgiverne indflydelse på, hvordan statslånshusene kom til at se ud, hvordan de fungerede, og – ikke mindst – hvor holdbare de blev. Samtidig ansatte centraladministrationen et korps af arkitekter, der tydeligvis ikke blev betalt for at strø om sig med superlativer, når de vurderede og kontrollerede ansøgernes byggeplaner. ”Kan passere”, ”uskadeligt” eller ”alt bør spejlvendes” var blandt kommentarerne til husenes planløsninger, materialer og generelle fremtoning.