En af de 47 ruter går forbi Spøttrup Middelalderborg ved Skive. Foto: Museum Salling.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen
Der er mange måder at opleve Danmarks historie på, men intet er som at stå på stedet, hvor det hele skete, og forstille sig, hvordan historien udspandt sig.
Nu får man mulighed for at vandre i kongens krudtproduktion i Frederiksværk, cykle med nonner og munke i Søhøjlandet eller tage med på udflugt i Gudenåens industrieventyr, hvor man kan gå i pramdragernes fodspor.
Slots- og Kulturstyrelsen har i samarbejde med landets museer udvalgt 47 cykel- og vandreture til projektet ”På tur i Danmarks historie”, der skal bringe os alle tættere på Danmarks historie.
Projektet er et initiativ under ”Historier om Danmark”, der er et tværgående samarbejde mellem DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen – og støttet af Nordea-fonden.
Enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen Ole Winther siger:
”Vi håber, at de mange historiske turforslag vil inspirere danskere til at komme ud i landet og få en sanselig oplevelse af Danmarks mangfoldige historie. Det er også vores håb, at vi kan være med til at give alle i Danmark en forståelse af, at vores historie har fundet sted overalt i landet. Den er lige under vores fødder og omkring os – uanset hvor man bor i Danmark.”
De 47 cykel- og vandreture er brudstykker af Danmarks historie, hvor man møder både stendysser og gravhøje, klostre og kirker, slotte og herregårde, landsbyer og købstæder, fæstninger og industrianlæg.
Turene kommer rundt i hele Danmarks historie fra jægerstenalderens bopladser til drømmen om det gode liv i forstæderne og når rundt i hele Danmark fra Skagen i nord til Rødbyhavn i syd og fra Blåvand i vest til Hammershus i øst.
Læs mere om de 47 historiske cykel- og vandreture
Lancering af de historiske ture
Man kan læse mere om de 47 cykel- og vandreture i bogen ”På tur i Danmarks historie”, som bliver udgivet søndag den 11. juni i samarbejde med Gads Forlag.
Turene kan også findes digitalt på HistoriskAtlas.dk, hvor man også kan lave sin egen historiske rute, som man i efteråret kan lade indgå i en konkurrence, hvor man kan vinde flotte præmier.
Et udvalg af de mange ture kommer i spil søndag den 11. juni, hvor Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF) i samarbejde med ”Historier om Danmark” gennemfører den familievenlige, historiske skattejagt ”Fanget i historien”, der finder sted 15 steder i landet.
Skattejagten er et opgaveløb, hvor både hjerne, krop og samarbejdsevner kommer i spil på tværs af familien. En række museer vil desuden formidle et udvalg af turene med mere klassiske guidede ture.
Find aktiviteter på de historiske ture
Læs mere om Historier om Danmark
Yderligere oplysninger:
Konsulent Sofie Amalie Rasmussen, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 30 25 86 64, sam@slks.dk
Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 95