Stensbygaard - en hovedbygning istandsættes

Af Birthe Iuel, direktør, Historiske Huse

Jeg kører mod syd ad snoede veje væk fra landevejen i Stensved, mellem Vordingborg og Kalvehave. Og pludselig ligger Stensbygaard der i det smukke landskab med sit store herregårdsanlæg med den røde historicistiske hovedbygning på toppen af en smukt hvælvet bakke og de stovte driftsbygninger i samme stil symmetrisk placeret for foden.

Herregårdsarkitekten August Klein opførte anlægget for bygherren Peter Neergaard Malling i 1872. Jeg er altså havnet lige midt i et herregårdsmiljø fra 1800-tallet med alt, hvad dertil hører af staldanlæg til heste, grise, køer og får. Lukker man øjnene et øjeblik, fornemmer man et leben af mennesker overalt. Sådan var det engang, sådan er det ikke længere.

Skibsrederens gård
Marie Riegels Melchior er etnolog og ejer gården. Hun og hendes familie er lige flyttet ind i den nyistandsatte hovedbygning, hvor der har gået håndværkere i halvandet år. Der dufter endnu af linoliemaling, da jeg ankommer til huset.

Hun fortæller mig, hvordan hendes morfar, der blev født i 1889, som ganske ung rejste til USA for at gå shippingvejen. Han gjorde det godt – så godt, at han i 1923 kunne vende tilbage til Danmark og købe Stensbygaard. Herefter blev hovedbygningen sat gennemgribende i stand. I 1925 etablerede han eget skibsrederi, som han drev fra gården. Begge dele er på familiens hænder den dag i dag. I de følgende år fødtes der syv piger på stedet. Den yngste, Alison Reimann, uddannede sig til landmand og overtog driften i 1970 sammen med sin mand, Niels Riegels.

Bevidst om at bevare husets identitet
De sidste 8 år har det været Marie, den yngste af Alisons to døtre, der har haft ansvaret, og som nu er flyttet ind med sin familie. I årene efter 1923 er hverken hovedbygningens eller driftsbygningernes grundplan ændret. Maries forældre flyttede først ind i hovedbygningen for 22 år siden og levede stort set blot videre i huset, som det var, uden at ændre noget særligt.

Jeg er kommet for at høre Marie fortælle om sine overvejelser forud for istandsættelsen og også om selve istandsættelsens forløb. Helt overordnet mener hun, at hun har været begunstiget af to forhold: Gennem hele sit liv har hun oplevet, hvordan først hendes mormor og senere hendes forældre levede i bygningen. Det har lært hende at tænke i løsninger, så man i hverdagen undgår at brede sig ud over hele huset.

Hendes faglighed som etnolog har også hjulpet hende. Gennem hele processen har hun været optaget af at bevare husets historiske identitet. Hun var meget bevidst om, at der stort set kun var to lag i husets historie: Det ene var opførelsen, det andet var hendes morfars omfattende ombygning i 1923. Siden da er der ikke sket meget, udover nogle få køkkenændringer og -tilføjelser i 50’erne og 60’erne.

Et sundt hus med det basale i orden
Marie Riegels Melchior var klar over, at hun heldigvis havde overtaget et sundt hus. Hun forventede ikke store overraskelser som eksempelvis skimmel eller svamp, og det kom til at holde stik. De to tidligere generationer havde passet godt på huset. Eneste overraskelse var i tårnet, hvor vand løb ind bag kobberbelægningen og ind til træet. Ligesom de fleste andre, der er begavet med et kobbertårn, bakser og lever hun med den dårlige kombination af kobber og bly, som slider på tagrenderne, der er af bly.
Taget, der er af skifereternit og omlagt så sent som i 60’erne, er stort set tæt. De enkelte steder, hvor det regner ind, sætter man en balje, og på den måde kan man forhåbentligt vente med udskiftning til næste generationsskifte.

Vel vidende, at de basale ting var i orden, startede hun og hendes mand, Christoffer Melchior, med at finde ny placering til et køkkenalrum i stueetagen og et badeværelse på første sal. Herefter gav resten stort set sig selv. Hidtil var køkkenfunktionen blevet opfyldt af et køkken i kælderen, sidst ombygget i 50’erne, og et anretterkøkken i stueetagen fra slutningen af 60’erne. En kort overgang overvejede de at vende huset om, så dagligdagen kunne leves i den del af huset med meget lys og en smuk udsigt, men med det fornødne skub fra arkitekterne blev den oprindelige grundplan fastholdt.

Nyt køkken og badeværelser med respekt for historien
Jeg besøgte første gang huset for 40 år siden. I dag dufter der nymalet af linolie overalt, men ellers er hverken vægge eller døre tilsyneladende flyttet, og umiddelbart er kun farverne ændret.

Harmoni er det ord, der falder mig ind. Drømmen om et køkkenalrum blev ikke helt opfyldt. Løsningen blev i stedet et nyt forrammekøkken, der adskilles fra opholds- og spiserummet af en stor fløjdør. Det var det tætteste, hun kunne komme på at sætte et nutidigt aftryk på historien. Men heller ikke køkkenet stikker af. Lågerne er udført med fyldninger med den profil, der er anvendt flere steder i huset, og som kom ind ved ombygningen i 1923.

Til det nye badeværelse på første sal er brugt materialer, som allerede var i huset. Vasken er genbrug fra et gæsteværelse, hvor den blev pillet ned, og fliserne lå i bunker på loftet. Marie erkender, at hun måske nok også er præget af at være vokset op med forældre, for hvem genbrug var en naturlig ting.

”Hvis ikke vi havde fået rådgivning, ville vi have haft varme i gulvet på første sal, men arkitekterne frarådede det af frygt for udtørring af bjælkelaget, og vi lyttede,” fortæller hun. ”Så vi gik linen ud og lagde vinylsvejset gulv – ligesom i 60’erne. Det føles varmt at gå på og hindrer, at udsivende vand kan trænge ned i bjælkelaget.”

Porcelænskontakter og masseradiatorer falder naturligt ind i rummene
Under så stor en istandsættelse fjerner man normalt de synlige rør, men Marie har valgt, at alle elektriske ledninger skal løbe udenpå væggene. Det var også et spørgsmål om at genbruge de kanaler, der i forvejen lå lige under stukken, og så blot sætte nogle flere op. Rørene til og fra de nye radiatorer er heller ikke gemt væk, men blot malet i panelernes farve. De nye radiatorer er alle masseradiatorer på ben.

I Danmark kan man kun få firkantede, meget designede elkontakter. Hun synes ikke, de ville gøre noget godt for huset, og da det var svært at finde danske genbrugskontakter, som var lovlige, måtte hun til Sverige, hvor hun fandt hvide porcelænskontakter, som sagtens kunne have siddet i huset, fra det fik el indlagt.

Da jeg spørger, om Marie Riegels Melchior ikke havde lyst til at sætte et aftryk fra sin egen tid, f.eks. ved at opsætte moderne pladeradiatorer, svarer hun uden tøven: ”Nej, det havde jeg ikke behov for. Selvom masseradiatorerne var lidt dyrere, var det vigtigere for mig, at de faldt naturligt ind i rummene. Jeg kan lide, at de står på ben, og at man kan sætte sig og varme sig på dem.”

Farveinspiration fra en æske med Liberty-print
Farvesætningen af huset er et helt kapitel for sig. Også her føler hun, at hendes egen viden om stilhistorie har hjulpet hende meget, men også Flüggers stilhistoriske vifte endte med at være en god guide. ”Det var dog vigtigt for mig, at alle farverne var i balance, og at der blev skabt harmoni. Det betød, at vi af og til var nødt til at sprænge den stilhistoriske ramme,” fortæller hun.

Hun havde et ønske om, at alle vægge skulle males med silikat, men nogle gange fungerede pigmenterne i silikatmalingen ikke ovenpå de tidligere malerbehandlinger. Så måtte malerne anvende forskellige hæftegrundere og derefter vandbaseret linoliemaling. Det var af og til en tidskrævende og langvarig proces.

Udgangspunktet for husets farvesætning var dog i sidste ende en æske dekoreret med et Liberty-print fra starten af 1900-tallet, som hun havde fundet på et loppemarked på et nærliggende gods. ”Sjovt nok var det netop æskens farvekombinationer, vi fandt, når vi skrabede på væggene. Så på den måde endte vi med at være ret tro mod den oprindelige farvesætning.”

De fleste af værelserne på første sal blev tapetseret med tapet fra William Morris, et engelsk tapet fra slutningen af 1800-tallet, netop husets periode. Marie fortæller, at ydervæggene ikke er tapetseret, fordi arkitekten frygtede, at opstående kondens i mødet mellem kulde og varme ville løsne tapetet.

Smukke og praktiske tilføjelser
Da vi når til husets store salon, kan jeg se, at der er kommet en ny svensk hvid porcelæns-kakkelovn. Marie fortæller, at den er hentet hos familie på en herregård i Skåne. Den del af familien er tilsyneladende også meget historisk bevidst, og i forbindelse med, at familien har genopsat alle stedets 1700-tals kakkelovne, blev denne her fra 1800-tallet tilovers. Det var jo meget heldigt, for hun drømte netop om en svensk kakkelovn til at skabe stemning og ramme for sin møblering.

I vinterhaven var de sprossede vinduer engang i 60’erne blevet erstattet af meget store ruder uden sprosser. Marie fortæller, at man dengang var meget stolt af sine store glasruder, som rent arkitektonisk passede dårligt til 1800-tals bygningen.

Jeg har aldrig sagt det til nogen, men det misklædte virkelig huset, især udefra. Nu er sprosserne tilbage, og jeg glæder mig over det hver eneste gang, jeg kører forbi.

Turen rundt i Stensbygaards hovedbygning er ved at være færdig. Marie vil dog lige vise mig endnu en tilføjelse nede i kælderen, som hun er ret tilfreds med. Hen over en lav radiator midt for en væg er der bygget et skab i helt almindelige brædder på højkant. Det ser ud som om, det kunne være bygget sammen med huset. Når man åbner, viser det sig at være et tørreskab til gummistøvler og vådt overtøj. Genialt. Det store problem, når man bor på landet, er løst. Det våde overtøj, som jo er en del af hverdagen, tørres hernede og kommer aldrig ovenpå.

Stedets og familiens ånd er intakt
Jeg besøgte som nævnt huset første gang for cirka 40 år siden. Det virker lidt som om, tiden er stået stille. Befriende og helt imod tidens ånd har parret undladt at vende op og ned på alt. Huset er helt sig selv, og stedes ånd er intakt. Det føles, som om alt bare har fået en gang maling. Og dog, så provokeres man behageligt af Le Corbusier i biblioteket og hallens imponerende moderne amerikanske kunst.
Her kan man virkelig tale om en istandsættelse med respekt for huset og dets historie samt indbo, der spiller bold op ad og sammen med historien. Tingene klæder hinanden, og Marie lover, at der med tiden kommer mere af den slags.

Da jeg i starten spurgte hende om hendes bevaringsholdninger, og hvordan hun havde værdisat husets forskellige bevaringsværdier, så hun desorienteret på mig. ”Det har jeg ikke tænkt over,” sagde hun. Jeg, som kender hendes forældre og kendte hendes bedstemor, ved dog, hvor det kommer fra. Den slags kan man nemlig ikke tilegne sig på Københavns Universitet.

Store stue