Af Noah Boe-Whitehorn, arkitekt
Ulla og Richard er drømmen om hvem vi så flytte ud i de små landsbyer efterhånden som landbruget forandres og håndværket svinder for industrien. Jeg har været til et hav af konferencer hvor vi gang på gang sætter vores håb til at en blanding af informationsteknologi, natur og skønhed skal revitalisere disse byer. Det er desværre tit blot et håb; mere end 1.000 mennesker flytter fra landet hver måned.
Alene af denne grund var det helt fantastisk at det faktisk kan fungere, og det gav et helt særligt drive. Der er mange værdier man skal tage hensyn til. Gl. Lejre er ikke bare en helt almindelig landsby men beliggende på et af de mest betydningsfulde steder i Danmark. Desværre har udviklingen ikke alle steder været heldig til dels hjulpet af en bevarende lokalplan der langt fra afspejler hvordan vi ser bevaring i dag og en teknisk forvaltning der har været overordentlig imødekommende.
For os var landsbyen og ikke mindst familiens behov i centrum. Huset var en sammenbygning af et lille 1700-tals hus og et meget større fra 1800-tallet. Hverken ift. planen eller det ydre så vi muligheder for at bygge videre. Når kravet desuden var at det skulle ske som en efterligning af det traditionelle byggeri – i hvert fald som staffage – blev det nærmest en umulighed. I stedet var løsningen at tegne et nyt hus der underordnede sig det eksisterende og faldt ind i landsbyens særegenhed og materialer. Det skulle samtidigt være helt nutidigt ligesom de øvrige to bygninger var helt nutidige da de blev opført.
Løsningen blev et stramt og simpelt længehus med tjæret træbeklædning på tag og facader. Den lavere højde og de skarpe kanter ift. Pandekagehusets bløde former ville få det til at underordne sig uden at blive anonymt. Indvendigt ville det løse alt det det gamle hus ikke kan og give det store rum, man savner i små huse.
Desværre blev det ikke sådan. Efter mere end et halvt års sagsbehandling vendte fredningsnævnet tommelfingeren ned. Familien kan få lov til at forlænge 1800-tals bygningen som en historisk kulisse, men det tjener hverken de kulturhistoriske værdier eller familiens behov.
Som restaureringsarkitekt får jeg sjældent skudt i skoene at jeg ikke er bevarende nok. Bevaring i min optik er ikke stilstand – med mindre vi taler helt særlige huse beskytter man dem ikke ved musealisering. Her var fredningsnævnet og særlig naturfredningsforeningen ikke enig, og med tiden betyder det at Pandekagehuset bliver for småt på trods af de ændringer vi lavede i det gamle hus.
Jeg synes det er vigtigt at få gjort op med at et fredet hus eller sted skal stoppes i sin udvikling på et givent tidspunkt. Det gør sagen meget svær at forsvare og meget få forstår meningen. Lad os håbe at et fokus på hvilke værdier det egentlig er vi beskytter i det lange løb er med til at flytte begrebet.
Jeg håber trods alt at I fik glæde af historien og den gav grund til at tænke over hvad vi beskytter og for hvem.