Af Noah Boe-Whitehorn, arkitekt
At ændre for at bevare
Da vi åbnede huset stod stadig de to store røde diselmotorer, een for nødstrøm og een for tyfonen, nypudsede og klar som var huset forladt blot for en kort stund. Taget der var understrøget stod uden en løs fuge og som bevis på den nidkærhed huset var holdt med sad mellem to spær et værktøjsbræt med pensler og skeer for murerarbejder ved understrygningen. Stod man alligevel på loftet kunne man lige så godt gøre sig nyttig. Det samme så man alle steder hvor maler-, puds- og snedkerarbejder var holdt til perfektion.
Allerhelst havde man vel nok set at tårnet havde kastet sit lys over havet i mange år endnu, men ny teknologi har gjort det overflødigt. Som i så mange af industriens bygninger skulle funktionen ændres markant – her til et sommerhus og måske på sigt en helårsbolig. Huset er ikke fredet, hvad der måske kan undre, men stadig både signifikant og værdifuldt. Det har stor betydning for Svaneke, som pejlemærke og er tæt vævet ind i byens historie. Mange jeg mødte huskede varme sommernætter på skæret nedenfor og ingen ved hvor mange liv det har skabt eller reddet. Samtidigt er det en vigtig brik i Danmarks selvforståelse som en søfartsnation.
Tårn, lanterne og maskinrum
Opgaven var på mange måder klar; at forvandle fyrtårnet uden at miste betydningen. Som når et menneske vælger en ny levevej midt i livet men stadig er den samme. Vi har på intet tidspunkt været i tvivl om at det i høj grad handlede om lanternen – den var hjertet i fyrtårnet og hele forklaringen på den særlige form. Sekundært om de knappe elegante bygningskroppe og murenes tykkelse som værn mod det voldsomme vejr. Der er mange metoder til at analysere sig frem til en bygning eller et steds værdier. Jeg kan her varmt anbefale Kulturstyrelsens metode og vejledning der er lige til at hente, hvis man har lyst til at se konkret, hvad det handler om.
Da vi havde styr på, hvad der var vigtigt at bevare, men også at forstærke, viste det sig, at der var gode muligheder for at komme Jan og Pia i møde med deres mange ønsker og drømme om stedet. Selve fyrtårnet består dels af en forbløffende god trappe ift. de trænge kår og dels af små værelser eller kamre. Nederst lå et højt rum der tidligere var brugt til tyfonens tryktank. Rummene havde så megen stemning, nærmest som klosterceller at de var perfekte til den fremtidige funktion. Sommerboligen skulle indrettes med minimale sove-, toilet- og garderoberum for at give så megen plads som muligt til de fælles rum, primært den store stue.
Vi fandt en løsning der nærmest på centimeter kunne lade sig gøre. Maskinrummet med den ekstra loftshøjde blev stue og herudover kunne vi udvide det med et semiåbent køkken. Et par finurlige løsninger med skabe af varierende dybder, halvkælder og en “bilrude” mellem kogeøen og stuen fik det hele til at gå naturligt op.
Huset var i sin funktion meget tilknappet. Motorerne krævede ikke meget lys og snarere ønskede man at beskytte dem bedst muligt. Det harmonerede dårligt med den nye funktion. Vi var ikke glade for at åbne en masse vinduer rundt omkring da det ville ødelægge fornemmelsen af den fasthed, nærmest som huset selv var en del af den klippe det stod på. I stedet valgte vi at give hvert af de vigtige rum een formidabel udsigt hver og holde tårnet helt urørt.
Vi ville ikke begynde at digte; fabrikeret historie skal man holde sig fra. Selv for folk uden vores baggrund begynder huset at knirke og virker falsk. Har man nøjagtig historisk viden som f.eks. når man tilføjer et ekstra vindue, en dør eller panel som de øvrige kan det gå an, men er ændringen radikal og uden forlæg må man stå ved den og skabe den i sit eget formsprog. Vi valgte derfor at løse lysindtaget i huset med eet vindue mod syd der tegnede sig tydeligt i facaden og fyldte næsten hele den indvendige væg. Et djærvt greb der gav mulighed for at bevare langt mere end vi ellers ville have haft mulighed for og samtidigt et billede i det ydre på husets forvandling. Som i megen historisk arkitektur krævede det i øvrig en proportionering udvendigt og en andet i rummet – og som historien har lært os blev det løst med paneler og synsbedrag ganske som man altid har gjort.
Godt håndværk, traditionelle materialer
Jeg håber at I lagde mærke til det fantastiske håndværk. Særligt vil jeg fremhæve maleren der har præsteret et helt enestående arbejde – det er sjældent jeg møder så dygtige mennesker. Som I måske bemærkede fandt vi et utroligt fint kassetteloft i træ der var skjult under et nedhængt gipsloft i maskinrummet. Loftet er blevet linoliemalet som oprindeligt og står i dag med en dybde og karakter ingen plastmaling kunne komme i nærheden af. Går I forbi fyrtårnet en aften hvor der er lys i stuen så er det virkelig en ting man bør nyde.
Skal I igang med en ombygning kan jeg varmt anbefale at prøve traditionelle malingstyper som linoliemaling til træværk og metal, mosfarve til lofter, emulsionsmaling til vægge og silikatmaling eller kalk i f.eks. kældre. Limfarve til vægge må også nævnes – det er nok den smukkeste farve man kan forestille sig – men desværre er den ret skrøbelig. Jeg køber selv min maling hos Byens Farve på Esplanaden eller Københavns Farvehandel på Badstuestræde – her kan I få en rigtig god vejledning til traditionelle malingstyper. Bor I i andre dele af landet så brug Bygningskultur Danmarks liste over håndværkere og farvehandlere med speciale i dette.
Bedste sommerhilsner
Noah