Af Marcelle Meier, Restaureringsarkitekt
Udgangspunktet er den tidligere præstegård i Sønder Hygum. Et hus fra 1910 med intet mindre end 22 værelser. Arkitekturen er lidt tung og afspejler en tyskinspireret byggetradition med grundighed, kvalitet og et lettere autoritært udtryk. Men ikke desto mindre et hus med mange smukke detaljer som fortjener at blive værdsat og bevaret.
En klassisk udfordring
Alle bygningsdele og rum var nedslidte og der var (og er) behov for gennemgribende istandsættelse fra kælder til kvist.
Det er en helt klassisk udfordring – stort hus med store investeringsbehov og kun et ganske begrænset budget pr. år til at uføre forbedringer. Boligpriserne er relativt lave i området, og derfor er mulighederne for at lånefinansiere ikke gode. Opgaven skal derfor løses med masser af knofedt og så meget selvbyg som muligt. Der er kun en måde at løse sådan en opgave på, nemlig at udarbejde en målrettet plan, som opdelt i etaper vil kunne gennemføres og finansieres over en overskuelig årrække.
Første etape – en plan lægges
I første etape af projektet blev det derfor lagt en plan for det samlede projekt, med tydelige endemål og fokus på bevaringsværdierne. Et skitseprojekt og en gennemgang af vedligeholdelsesbehovene hjalp ejerne til at se de muligheder og prioriteringer, som var oplagte for huset. Vigtigst var det, at afgrænse og præcisere opgaven, og sætte et realistisk budget op. Det gav god mening at reducere ambitionerne, og fokusere på stueetagen. Her er der masser af plads, og med få ændringer vil familien (på snart 5 medlemmer) nemt kunne indrette sig uden at anvende tagetagen.
Med et reduceret areal kunne arbejdet for den første etape iværksættes, og vi kunne påbegynde missionen om at sikre husets værdier og hjælpe ejerne med at etablere et godt afsæt for renovering af huset.
Planen for første etape havde det hovedformål at genskabe præstegårdens oprindelige atmosfære i de fine stuer, og med få midler få rummenes kvaliteter frem igen. Størstedelen af byggebudgettet blev brugt på indvendige arbejder herunder isolering af terrændæk, gulvvarme, renovering af elinstallationer samt overfladbehandling af gulve, vægge, lofter og alle de snedkrede dele (døre, paneler, gerichter, vinduer).
2. etape: Gulve, vægge og lofter
Der blev etableret et nyt snedkerlavet køkken i den gamle konfirmandstue og aksen mellem de tre stuer mod haven, blev understøttet af en ny fløjdør.
De originale gulve blev nummeret og genplaceret efter etablering af ny gulvopbygning var færdiggjort. Gulvet blev slebet og behandlet med fernis. Alle vægge blev afrenset og malet op med traditionel temperafarve. Hos Original Linoliemaling hjalp Thor Grabow med at rive nogle smukke pigmenter og blande de relativt store mængder maling der skulle bruges. Valget faldt på tempera og ikke ren limfarve for at skabe nogle smukke men samtidig rengøringsvenlige/børnevenlige overflader.
De valgte farver tager afsæt i den klassiske farvepalette dog tilpasset parrets ønsker. Særligt har de smukke kakkelovne været med til at afgøre valg af farver, så der kunne skabes helheder i både de enkelte rum og rummene imellem.
Istandsættelse af husets lofter gav anledning til mange diskussioner – og fordommene mildest talt væltede ud af skabet. Heldigvis blev den endelige løsning at reparere de originale rørpudslofter, og ikke den ’nemme løsning’ med gipsplader.
At rørpuds har tendens til at slå revner skræmmer mange husejere, og valget falder derfor ofte på opsætning af gipsplader. Det er en rigtig kedelig udvikling, som virkelig forarmer rummenes udtryk. De håndbearbejde lofter har en langt smukkere overflade, som aldrig kan erstattes af de lige og ucharmerende fabriksplader.
Det skræmmer de fleste, at skulle forpligte sig til løbende vedligehold – og det gjordet det også i Rødding. Smårevner i et pudsloft er trods alt ret nemme at reparere, og alternativet står på ingen måde mål med oplevelsen – og alligevel valgte parret at opsætte væv på det reparerede loft. Dermed er loftets diffusionsåbenhed ødelagt, og loftets smukke strukturer er delvist udvisket. Skal vævet trækkes af igen risikerer man at store partier af pudsen rykkes med. Altså ikke en særlig nænsom løsning.
Hvis loftet har tendens til mange revnedannelser – og det vil typisk kun være i etageejendomme – kan rørpudsede lofter sikres med lærred, opsat med en svag og vandbaseret binder. Så kan det altid fjernes igen, og pudsen kan repareres når der er behov for det.
Endeligt blev lofterne hvidtet med hjemmelavet mosfarve. Opskriften kommer fra firmaet Fyra Vindar. Denne malingstype har mange fordele.
3. etape: Det udvendige – bislag og murede detaljer
Udvendigt blev der taget hånd om to detaljer som vi mente var afgørende for husets helhed.
Den ene detalje er det snedkererede bislag, som var i en temmelig dårlig tilstand. Med hjælp fra en lokal snedker blev den restaurereret og står nu atter rigtig smukt. Underdelen var ikke original, og blev rekonstrueret til en helhed som vi formoder den må have set ud oprindeligt. Endeligt er den malet med linoliemaling, og pryder husets hovedadgang.
Den anden væsentlige detalje var at vise, hvordan de murede detaljer bør istandsættes. Under vinduerne var næsten halvdelen af sålbænkene enten kraftigt forvitret eller allerede udskiftet med nye utilpassede teglsten. Det var vigtigt for os at formidle, at huse med murede detaljer mister uendelig meget værdi hvis ikke reparationer udføres i overensstemmelse med husets originale detaljer.
Med hjælp fra et lille specialiseret teglværk i Tyskland – Neue Ziegel-manufaktur Glindow – fik vi produceret nye formsten, så de mest nødvendige facadereparationer kunne udføres. Teglværket kunne i løbet af få uger producere og sende 80 helt nye tegl til Rødding i samme form og farve som de originale. Mange tror at sådanne specialfremstillede produkter koster spidsen af en jetjæger, og afholder sig derfor helt fra at undersøge mulighederne. Sandheden er, at prisen og indsatsen er begrænset, hvorimod glæden ved at se det færdige resultat næsten er ubegrænset!
Det er her vigtigt at arbejde med kalkmørtler uden cement, så de stærke fuger ikke river teglstenene fra hinanden. Kalkfugerne har en smuk hvidlig eller gullig farve afhængig af tilslaget af sand, og ikke den kedelige grå farve som cementen giver. Med kalkmørtler er det altid nemt og enkelt at foretage reparationer, og de relativt bløde fuger er nemme at fjerne. Tegl kan godt forvitre på ydersiden med tiden, og kan nemt vendes med bagsiden udad, så man slipper for at skulle fremskaffe nye sten der passer pænt i farve, størrelse og tekstur.
Så med få midler og lidt håndelag kan mange reparationer lade sig gøre.
Cementfuger er hårde som sten og kan stort set kun fjernes med maskinkraft og med beskadigede sten som følge.