I efterkrigstidens almene boligområder er omgivelserne med deres parkagtige karakter helt afgørende for det samlede indtryk af bebyggelsen og understøtter den fortælling om mere lys, luft og sundhed, som var en væsentlig del af den funktionalistiske tanke om gode boliger til alle. Udformingen af omgivelserne understøtter arkitekturen og bidrager til den samlede fornemmelse af en stor, grøn oase og er en de helt store kvaliteter ved disse etageboliger.
Tidens landskabsarkitekter skabte disse uderum med brug af få gennemtænkte elementer og inddelte dem i forskellige funktionelle rum, der var tilpasset forskellige gøremål (tøjtørring, depotrum, leg, afslapning m.m.). I flere henseender er det først nu, hvor f.eks. træerne er vokset helt til, at alting er som planlagt og tænkt. Man skal derfor nøje gennemtænke renovering og tilpasning af disse uderum, så man værner om de kvaliteter, der er opbygget gennem lang tid. Der er dog ofte behov for fornyelse, for at tilgodese nye og ændrede behov hos beboerne og selvfølgelig spiller økonomien også en rolle i forhold til pasningsniveau og driftsomkostninger til vedligeholdelse.
Se film fra mødet med oplæg af
- Ellen Braae: Rum, landskab og fællesskabsfølelser
- Annemarie Lund: Dansk landskabsarkitektur i 1940erne-1950erne
- Patrick Martinussen: C.Th. Sørensens boligbebyggelser i går og i dag