Historiske Huses forårsmagasin er udkommet – og i dette nummer sætter vi fokus på de politiske rammer for Danmarks fredede og bevaringsværdige bygninger.
Vi bringer et interview med kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som klart tilkendegiver, at det skal være lettere at eje en fredet bygning. Mindre bureaukrati og større frihed i hverdagen skal gøre det muligt for historiske bygninger at fungere i en moderne kontekst.
Magasinet går også tæt på arbejdet med revisionen af bygningsfredningsloven. Vores direktør, Birthe Iuel, har deltaget i ekspertgruppen og bidraget med ejernes perspektiv: Hvordan opleves reglerne i praksis – og hvor opstår barriererne? Gruppens forperson, Poul Mollerup, uddyber anbefalingerne og peger på behovet for enklere regler og en mere tillidsbaseret forvaltning.
Vi løfter desuden blikket mod Polen og ser på, hvordan historiske bygninger dér er præget af brudte kontinuiteter og skiftende politiske systemer – og hvad vi kan lære af de polske erfaringer om ansvar og langsigtet ejerskab.
Endelig sætter vi fokus på energimærkning. Når standardiserede beregningsmodeller møder historiske bygninger, kan den grønne omstilling få utilsigtede konsekvenser. Vi undersøger, hvordan energikrav og bevaring kan forenes – og hvorfor kulturarv og bæredygtighed ikke må stilles op som modsætninger.
Magasinet inviterer til både fordybelse og debat.
God læselyst.
Medlemmer af Historiske Huse modtager et fysisk eksemplar med posten. Er du ikke medlem kan du læse magasinet her.