Af Kasper Lægring – Ph.d.-stipendiat i arkitektur
Kongens Nytorv med rytterstatuen som fikspunkt, hvor enevælden hylder sig selv, er (og bør være) et af landets mest forandringsresistente byrum. Pladsen har med held afpareret forslag om både Teaterfugl og parkeringskælder, men har dog måttet kapitulere til Metroen, som nu atter skaber kaos på den velordnede plads, hvor selv en banal rundkørsel – Krinsen – altid har været ophøjet til sproglig prunk.
Pladsen er anlagt efter fransk forbillede 1670, og den franske indflydelse er ikke ophørt. Vi rundede 2012 af med to nye – og vidt forskellige – manifestationer af fransk kultur i hver sin ende af pladsen. Nyligt hjemvendt til fædrelandet har jeg naturligvis ikke kunne undgå at bemærke forandringens vinde.
I’m Loving Modernism
Lad os tage den mest gennemsnitlige, men mest opsigtsvækkende fornyelse først. Paradoksalt nok har de danske byer efterhånden langt flere McDonald’s og 7-Eleven-kiosker i gadebilledet end de store amerikanske byer på Østkysten. Danskerne er på det punkt mere amerikanske end den ægte vare.
Nu har McDonald’s så gjort sit indtog i den hedengangne Café à Porta (opkaldt efter en schweizisk konditor). Hvor selve huset er gammelt, var lokalerne en biedermeier-pastiche fra 1999, hvis atmosfære burgerkæden – efter højlydte indvendinger – lovede at bevare: “Vi synes selv, bygningen er blandt de smukkeste i København, og derfor samarbejder vi tæt med en arkitekt om at ombygge restauranten med respekt for stedets historie og det miljø, den ligger i”, udtalte McDonald’s kommunikationsdirektør.
I december åbnede så på byens fineste adresse en burgerbar, hvis interiør ikke helt svarer til de forventninger, som McDonald’s fik skabt. En navnløs fransk arkitekt, som kæden end ikke har fundet værdig til at nævne i pressemeddelelsen, har nemlig skabt et forretningslokale, hvor hvert et spor af historie er fejet bort. Ombygningen er en veritabel tabula rasa-løsning, som ville have gjort Bauhaus-professorerne stolte, og resultatet af en anonym alliance mellem massekonsum, hygiejnefokus og modernisme. “Hvis man blev beamet herind, ville man kigge sig omkring og tænke, at man befandt sig hvor som helst i verden og ikke nødvendigvis i København”, siger Christian Holm Donatzy rammende.
Måske er McDonald’s for tiden den eneste aktør, som helhjertet og konsekvent bekender sig til modernismen, men som samtidig pakker sin æstetiske nivelleringsambition ind i flovt nysprog.
SEB på slingrekurs
Langt værre end McDonald’s indtog, men helt upåagtet i medierne, er imidlertid den misère, som udspiller sig et stenkast derfra, nemlig i det gamle Hafnia-hovedsæde, som SEB Bank i bogstaveligste forstand har tømt for indhold. Bygningen vil være velkendt af nogle, for det var her, at Hafnia-skandalen udspillede sig i det ovale mødeværelse i den solide bygning tegnet af en af dansk arkitekturs store navne, Ulrik Plesner. SEB har tidligere fået berettiget ros for at have været bygherre for Lundgaard & Tranbergs elegante kontortårne på Kalvebod Brygge omgivet af en lige så sofistikeret landskabsarkitektur af tegnestuen SLA.
Af samme grund forekommer fremgangsmåden i Holmens Kanal ubegribelig: SEB har for at opnå “moderne” kontorlokaler flået alt inventar – selv egetræshovedtrappen – ud af bygningen, og de sørgelige rester falbydes nu på bygningskirkegården Genbyg.dk. Meget betegnende er to smukke vægure smidt på møddingen: Tid er ikke længere penge, mursten er penge. Heller ikke SEB vil dog stå ved sin modernistiske ambition: “Flyt ind i moderne kontorer i historiske lokaler” stod der på et tidspunkt på facaden, selvom de historiske lokaler er blevet “historiske” i en helt anden betydning af ordet. I stedet for et originalt gesamtkunstwerk har København K fået en hadegave – en tom murstensskal fyldt op med forstadens kontorceller.
Vive la France!
Men lad mig runde af med en glædelig og opbyggelig historie, og lad den, ikke de foregående, blive i hukommelsen, nemlig at den franske republik sidste år afsluttede en fornem restaurering af sin ambassade, Thotts Palæ, på det ovale torv. Klenodiet er tegnet af den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin under hans tid i Danmark, så rammen for fransk diplomati kunne ikke være mere passende.
Her var situationen den, at den franske stat i princippet kunne have skaltet og valtet med sit domicil, eftersom bygningen som fransk ejendom ikke kan fredes. I stedet valgte den udenlandske ejer at gøre tingene på eksemplarisk vis. Den engagerede ingen ringere end chefarkitekten for Versailles-slottet, Frédéric Didier, og foretog en minutiøs arkiv- og malerigranskning, som har resulteret i en ny, genskabt farvesætning af facaden med grå puds og okkerfarvet indgangsport. Sandstensfigurerne er desuden blevet nyhuggede i Alsace. Palæet har i sine klassiske gevandter generobret sin retmæssige plads som torvets førende bygningsværk, og diplomaterne har sendt det signal, at på trods af Metro-helvede, kulturløse banker og franchise-monotoni står den franske nation fast på, at arkitektur er en alvorlig sag. Lad denne mentalitet være ledestjernen i år. Godt Nytår!
Skrevet den 04.02.13