Lav kulturhuse i kirkebygninger

Af Sidsel Kjems – Humanistisk Samfund

Skribenten som er medlem af Hovedbestyrelsen i Humanistisk Samfund opfordrer til, at man sørger for at anvende de kirker folkekirken ikke kan fylde til verdslige formål, så alle kan få glæde af den fine bygningskultur. Indlægget stammer fra Politiken den 20. februar.

Der bliver i øjeblikket skrevet meget om kirker, der skal lukke i København og hvad de kan bruges til.

Her er min vision: Københavns Kommune kan overtage de kirkebygninger, som folkekirken vil tage ud af brug og gøre dem til kulturhuse, som vi alle kan få glæde af.

Det er afgørende, at der er kommunen, der driver kulturhusene og ikke folkekirken. Folkekirken gør meget for at gøre deres kirker til en slags medborgerhuse med alt fra fællesspisning til babytræf. Alle arrangementerne i kirkerne lyder umiddelbart gode, men problemet for mange danskere er, at arrangementerne kommer sammen med det kristne budskab.

Det kristne budskab kan ikke længere samle den danske befolkning: vi tror ikke på det og vi ønsker ikke at få det prædiket længere. Det er derfor afgørende, at folkekirken ikke driver medborgerhuse for skattekroner. Medborgerhuse skal være for alle og skal ikke drives af en religiøse forening.

Fornyligt var der fastelavn og tøndeslagning for de mindste mange steder – også i Grundtvigskirken i København. Her blev tøndeslagning blandet op med børneprædiken og kristne salmer. Så længe kirken har et religiøst budskab, så er kirken ikke et sted for mig.

Samtidig synes jeg at kirkebygningerne er smukke og en del af vores fælles kulturarv. Jeg bliver glad når jeg ser en smuk kirkebygning. Jeg vil synes det er synd hvis en pæn kirkebygning blev revet ned eller ombygge til luksusbolig eller kontorer uden offentlig adgang.

Kulturhuse i kirkebygningerne skal være uden religion. Det skal være et sted som alle, uanset baggrund og livssyn kan bruge. De kan få en vigtig funktion i lokalsamfundene med at skabe sammenhold og kendskab til ens naboer. Det er jo helt oplagt med folkekøkken, fællesspisning og samvær ved langborde med familie og naboer. Vel at mærke uden religiøs prædiken eller salmer sammen med suppen.

Og der er en masse andet vi også kan bruge kirkebygningerne til. Koncerter, teater og kunstudstillinger. Til ceremonier uden religiøst indhold – det kan både være borgerlige begravelser og borgerlige bryllupper. Pensionist cafe, foredrag og debatter. Musik, dans og bevægelse for børn og unge – ja, vel for alle aldre.

Blot lov mig dette – alt sammen uden religiøs prædiken.

Skrevet den 27.02.13