30. jun 2014 – Genanvend Gården
Under navnet Hverringe Centrum for Restaurering søsatte Hverringe i 2010 et projekt, der skal føre til etableringen af en netportal/butik samt et besøgscenter for bygningsbevaring på herregården.
Det langsigtede mål er, at portalen – sammen med kursusaktiviteter, værksteder og guidede ture med fokus på bygningsbevaring – skal gøre Hverringe til det oplagte sted, hvor husejere, håndværkere og arkitekter kan søge viden, lære om og købe materialer til bygningsbevaring.
I tråd med visionen afholder Hverringe en fem dage lang sommerworkshop i uge 30 samt fem workshops af én dags varighed til efteråret: Lær om bevaringsværdierne i de gamle huse, energirenovering og vedligeholdelse af facade og sokkel. Udvendig maling, reparation af træ- og støbejernsvinduer samt istandsættelse af historiske interiører, tapeter, marmorering o.l. er også på programmet.