Grønlands fredede og bevaringsværdige bygninger – kulturarv i et globalt perspektiv

Niels Peter Schack-Eyber, medlem af bestyrelsen i Byfo – Historiske Huse, har skrevet et indlæg om Grønlands fredede og bevaringsværdige bygninger og deres betydning i et globalt kulturarvsperspektiv. Aktuelt er der nu mulighed for at søge støtte til kulturprojekter, der styrker den gensidige forståelse mellem Grønland og Danmark gennem bl.a. kulturarv og fællesskab. Ansøgningsfrist den 10. april 2026.

 

I en tid hvor verdens øjne retter sig mod Grønlands strategiske placering, råstofrigdomme og klimatiske udvikling, står et andet – og ofte overset – lag af betydning: den byggede kulturarv. For selv om fokus i geopolitik ofte er på undergrunden, hviler overgrunden på værdier, identitet og fortællinger, som fortjener opmærksomhed.

Som medlemmer af Historiske Huse ved vi, hvad det vil sige at eje og vedligeholde en fredet bygning. Vi kender balancen mellem respekt for historien og de praktiske realiteter: økonomi, materialer, myndighedskrav og klimatiske påvirkninger.

Fredede bygninger er udpeget, fordi de har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, der fortæller om centrale perioder i Grønlands historie. Mange af disse huse er træbygninger fra kolonitiden, over 100 år gamle, og mange står som autentiske vidnesbyrd om mødet mellem inuitkultur og europæisk tilstedeværelse. Bevaringsværdige bygninger har værdi på et lokalt eller regionalt niveau, men er også vigtige for forståelsen af byggeskik, lokal identitet og samfundets udvikling.

I Danmark findes der omkring 6.800 fredede bygninger. Systemet er gennemarbejdet, rådgivningen etableret, og foreningen er en stærk stemme i kulturarvspolitikken. I Grønland er tallene langt mindre og vilkårene hårde. De ca.158 fredede bygninger er ikke blot lokale aktiver; de er en del af en fælles nordatlantisk historie. De er af træhuse fra 1700- og 1800-tallet – opført i et klima, hvor frost, storme og salt slider voldsomt på materialerne. De fortæller om mødet mellem inuitkultur og dansk administration, om handel, mission og selvstyrets udvikling. De repræsenterer identitet i et samfund, der i disse år gennemgår markante politiske og økonomiske forandringer.

Administrativt er det Grønlands Selvstyre, repræsenteret ved Nationalmuseet og Arkivet i Nuuk – Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, der fører listen over både fredede og bevaringsværdige bygninger og behandler tilladelser til ændringer. Alle ændringer i en fredet bygning – udvendigt som indvendigt – kræver godkendelse for at sikre, at kulturhistoriske værdier bevares. I dag er der en igangværende, systematisk gennemgang af fredningsværdierne i Grønland, hvor hver bygning vurderes og beskrives for at skabe et mere solidt grundlag for fremtidig bevaring og vedligehold.

Bevaringsarbejdet står over for konkrete udfordringer:

  • Et barskt arktisk klima, der slider hårdt på træ, tag og facader
  • Logistik og omkostninger, fordi materialer og håndværk ofte skal bringes lange distancer
  • Begrænset lokal ressourcetilgang, hvilket kræver specialiseret ekspertise og langsigtet planlægning

Mange ejere oplever i disse år stigende forsikringsudgifter, energikrav og pres fra klimaforandringer. I Grønland er disse udfordringer mangedoblet af geografi og logistik. Materialer skal fragtes over enorme afstande. Specialiseret håndværk er begrænset. Hver restaurering er en økonomisk og praktisk kraftanstrengelse.

Samtidig står Grønland i et globalt spotlight. Råstoffer, strategiske mineraler og nye sejlruter i Arktis tiltrækker international interesse. I den debat fylder undergrunden mest. Men kulturarven – det, der er bygget oven på den – risikerer at træde i baggrunden.

For medlemmer af Historiske Huse er der her et naturligt kulturarvspolitisk perspektiv: Hvis vi mener, at fredede bygninger i Danmark er en samfundsmæssig opgave og ikke blot en privat byrde, gælder det samme princip i Rigsfællesskabet.

Kulturarvsarbejde i Grønland er derfor ikke blot en historisk opgave, men et aktivt kulturpolitisk ansvar. Når verden diskuterer Grønlands rolle i råstofstrategier, klima og geopolitiske alliancer, er det vigtigt også at rette opmærksomheden mod de kulturhistoriske lag, som udgør en essentiel del af Grønlands samlede værdigrundlag. For dansk kulturarvspolitik og samarbejde i Rigsfællesskabet er dette en mulighed for at understøtte, anerkende og værne om kulturarv, der ikke kun tilhører Grønland – men også vores fælles nordatlantiske historie.

Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvordan Grønland prioriterer sin kulturarv – men også hvordan vi i Danmark forholder os til den. Hvis hele verden har travlt med Grønlands undergrund, bør vi have travlt med at værne om dem og det, der står ovenpå.

På baggrund af et mangeårigt forskningsprojekt udført af restaureringsarkitekt Søren Vadstrup udkommer der her i sommeren 2026 en stor bog på Arkitektens Forlag om ‘Nordatlantens arkitektur’ – der beskriver den historiske, og herunder også nyere, arkitektur i Grønland, Færøerne og Island.  Det er en yderst spændende historie, der ikke mindst afspejler bygningernes tilpasning til et skiftende klima i Nordatlanten, gennem tiden. En tilpasning, som vi helt sikkert også kan lære noget af i dag, og som også giver et yderligere argument for at bevare og udvikle ældre bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.

Søg støtte til projekter mellem Grønland og Danmark

Der er mulighed for at søge støtte til kulturprojekter, som arbejder for at fremme den gensidige forståelse mellem Grønland og Danmark, herunder projekter med fokus på kulturarv og bygningskultur. Ansøgningsfristen er den 10. april 2026, og puljen udgør 970.000 kr. årligt i perioden 2023-2027. Læs mere om puljen her.