Forsømte bygninger søges

undefined

Foto: Realdania By & Byg

Kilde: Realdania

I byer over hele landet er der mange fine og ofte historiske byrum. Mange er velbevarede og med til at stimulere detailhandel, turisme og bosætning. Men nogle steder kan der være behov for et lille løft. En enkelt bygninger er måske gennem årene forsømt, eller en bygning har et udtryk, som kunne passe bedre ind i sammenhængen. Denne udfordring er grundlaget for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur og Realdania By & Bygs projekt ”Forsømte bygninger i danske byer”. 

Vi er fælles om bygningsarven

I projektet vil Realdania By & Byg købe1-3 ejendomme og ombygge dem, så de igen bidrager til det samlede byrum. Erfaringerne skal omsættes til et inspirationskatalog, der viser, hvordan små indgreb kan gøre en positiv forskel til gavn for byer og borgere over hele landet. 

”Bygninger danner rammer og giver den særlige stemning, der er i byen. De fortæller byens historie. Der, hvor vi færdes og bor, er noget helt særligt for os alle. Derfor skal vi passe på den enkelte bygning og alle dens fine detaljer. Sådan passer vi på hele gaden. Vi skal stolt kunne vise vores by frem til venner og gæster. Det er vigtigt for livet i byen og for livet i butikkerne”, udtaler formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Karen Margrethe Olsen.

Du kan hjælpe

Der er brug for hjælp til at finde de huse, som skal være med. Det drejer sig om bygninger, der:
– Er væsentlige for byrummet eller gadeforløbet.
– Er beliggende i byer med omkring 4.000-50.000 indbyggere.
– Kan købes til en pris, der afspejler områdets markedspriser.

Forslag til bygninger kan stilles via Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs hjemmeside, hvor du kan udfylde et skema. 

Kom med dit forslag her: www.byogland.dk/bygninger

Deadline for forslag er 22. oktober 2017.