Forsikring af fredede bygninger – en gordisk knude

Kun få selskaber vil i dag forsikre fredede bygninger, halvdelen af alle ansøgninger afvises, og præmierne stiger markant. Historiske Huse har nu bedt kulturministeren gribe ind.

Historiske Huse har nu rettet henvendelse til kulturministeren om de alvorlige problemer med at forsikre fredede og bevaringsværdige bygninger.

Situationen er blevet kritisk:

  • Kun 1–3 forsikringsselskaber tilbyder i dag forsikring af fredede bygninger.

  • Omkring halvdelen af alle ansøgninger om forsikring afvises.

  • Præmierne er steget markant – og i år kan vi se stigninger på helt op til 100%.

Forsikringsselskaberne begrunder udviklingen med manglende “risikoappetit” på dette nichemarked, bl.a. fordi myndighedernes krav til genopførelse efter skade er uklare og uforudsigelige.

Konsekvensen er uholdbar – både for ejerne og for de kulturhistoriske værdier, som er truet, hvis bygningerne ikke kan forsikres.

Historiske Huse har derfor anmodet kulturministeren om at gribe ind. Vi vil fortsætte med at presse på, indtil der findes en reel løsning på problemet.

Læs vores brev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt her: Brev fra Historiske Huse til Kulturministeren om forsikring.