- Denne begivenhed er allerede afholdt.
På Engelsholm Slot kan gæsterne nyde både udstillinger, koncerter, glaspustning, rundvisning/introduktion til skolen og en kop kaffe med tilhørende lækkerier.
I ugerne op til knokler eleverne på Engelsholm Højskole dag og nat for at blive færdige til en af årets store begivenheder: afslutningsudstillingen.
Her præsenterer malere, glaskunstnere, smykkedesignere, keramikere, fotografer, VJ’s, sangskrivere og elektroniske musikere deres værker og produktioner.
Resultaterne overrasker år efter år, og der er også mulighed for at købe en unik kunstgave, da de fleste værker er til salg. Forstander Jakob Bonderup fortæller:
”I 4 uger op til udstillingen gennemgår eleverne et projektforløb med fokus på processen fra inspiration, idé, konceptudvikling til det færdige produkt. Der arbejdes fokuseret og målrettet med idéerne og der modtages individuel vejledning undervejs. Disse intense uger er utrolig vigtige for elevernes kunstneriske udvikling. Det er her, de for alvor får fundet og eksponeret deres eget, personlige udtryk”.
Engelsholm Højskole fokuserer på kunst og musik, og undervisningen bygger på, at eleverne udfolder sig kreativt og skaber deres egne værker.
Interesserede kan høre mere om slottets historie, skolen og næste års undervisning, når forstander Jakob Bonderup viser rundt både lørdag kl.12 og søndag. kl.13.30
Der er koncert med skolens to musiklinjer: elektronisk musik og sangskrivning.
Der vil være åbent i glaspusterværkstedet, så alle kan opleve, hvordan det glødende glas forvandles til vaser og skåle.
Endelig vil der være mulighed for at købe kaffe, te, kage, øl og vand og der er fri entré.