- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Danmarks bygningskultur skylder den klassiske tradition, også kendt som klassicismen, meget. Skønt varierende i form og intensitet kan man reelt tale om studiet af det klassiske formsprog, som en ubrudt akademisk tradition fra Kunstakademiets oprettelse i 1754 og frem til de radikale omstyrtninger i slut-1960’erne. Således har den klassiske tradition bidraget væsentligt til det meget høje æstetiske niveau, der kendetegner dansk arkitektur i den periode.
I sin Ph.D. afhandling præsenterer arkitekt Christoffer Thorborg et systematisk studie af den klassiske arkitekturs tematikker, der kan tjene til en nutidig gentolkning og anvendelse i den byggende praksis.
Afhandlingen undersøger særligt klassicismens proportioneringskunst, den doriske bygningskunst såkaldte “optiske korrektioner” samt den klassicistiske arkitekturs retoriske evne til at bevæge.