- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Næsten en halv million danskeres hverdag er berørt af demens – enten fordi de selv har en demenssygdom, eller fordi de er nære pårørende, venner eller kollegaer til en person med demens, og hvert år kommer 14-15.000 nye tilfælde til.
Man ved stadig ikke, hvorfor demenssygdomme opstår og der er ikke fundet en kur. Men der er behov for en massiv forskningsindsats i demenssygdomme både i Danmark og resten af verden. Håbet er at forskningen vil bidrage til større viden om hvorfor de opstår, hvordan de forebygges og dermed medvirke til, at der en dag findes en kur, som kan behandle Alzheimers sygdom.
Vi kan sammen nå at stoppe den negative udvikling. Det kræver en massiv forskningsindsats. Du kan gøre en positiv forskel. Styrk håbet. Støt forskningen.
Hvad støttes?
Alzheimerforeningen støtter via Alzheimer-forskningsfonden forskning i demenssygdomme. Fonden giver penge til grundlæggende forskning i:
- Hvorfor demenssygdomme opstår
- Hvordan demenssygdomme forebygges
- Nye metoder til behandling og pleje
Fonden uddeler bl.a. hvert år en forskerpris til to personer, hvis arbejde har stor betydning for mennesker med en demenssygdom og deres pårørende. Prisen uddeles hvert år i forbindelse med den Internationale Alzheimerdag d. 21. september.
Ride for a Cure
Broholm Horseshow og Alzheimerforeningen er gået sammen om at indsamle penge til forskning i demenssygdomme. Samarbejdet omfatter bl.a. en række fundraisingaktiviteter, hvor sponsorer, leverandører og publikum har mulighed for at støtte forskning i demenssygdomme ved DM i dressur 2016. Broholm Horseshow, der hvert år afholder DM i dressur, er stiftet af Anne og Frederik Lütken. Anne Lütken har selv haft demens tæt inde på livet, og mistede i 1998 sin far John Grice til Alzheimers sygdom og i 2011 sin mand Frederik Lütken til demensrelateret sygdom forårsaget af en blodprop.