Flyt aktiviteten fra produktion af materialer og bygninger til service, reparation og renovering
Det, vi producerer, skal på sigt være billigere at reparere, servicere, opgradere, transformere eller genbruge, end det er at udskifte. Og det skal kunne holde længe. Det er en helt anden logik, end den markedet fungerer efter i dag, og derfor kræver det også en helt anden tankegang.
På verdensplan står byggeriet og brugen af bygninger for cirka 40 procent af den samlede CO2-udledning. Halvdelen kommer fra materialefremstilling, byggeprocesser og vedligeholdelse. Derfor skal vi arbejde på at bevare det, vi har, og at bygge mindre – meget mindre. Og kun bygge huse, der kan stå længe – meget længe. Huse, der kan stå uden behov for udskiftning af store mængder materiale, men blot med jævnligt vedligehold.
Se vedligeholdelse som kvalitet og ikke fejl
Vi har på mange måder vænnet os til at se vedligeholdelse som et problem. At skulle reparere eller vedligeholde er en belastning, fordi vores tid er sparsom, og fordi arbejdsløn er dyr. Derfor står vi ofte i situationer, hvor det bedre kan betale sig at smide ud end at reparere. Også selv om vi ved, at det er absurd at skrotte en vaskemaskine, fordi pumpen går i stykker. Vi er udmærket klar over, at vi sender en regning videre til natur og miljø.
At ting skal holdes og passes, er ikke en produktfejl. Det er en selvstændig kvalitet, der øger produktets levetid
Hvis det skal ændre sig, skal vi tænke anderledes. At ting skal holdes og passes, er ikke en produktfejl. Det er en selvstændig kvalitet, der øger produktets levetid.
Det, der ikke skal vedligeholdes, kan som regel ikke vedligeholdes. For eksempel plastikvinduer, der blot smides ud og erstattes af nye, eller meget af den pladebeklædning, vi sætter uden på byggeri i dag. Desværre er vi ofte ligeglade med, at det skal udskiftes. Det er den næste ejers problem – ikke vores.
Historiske huse er bygget af færre materialer
Vi kan lære meget af de historiske huse, der har stået i flere hundrede år og stadig står. Ikke som nye og fejlfrie bygninger, men med den patinering og ufuldkommenhed, der kommer af materialer, der reagerer på tidens tand og skiftende tiders arbejde med at holde dem.
Nyere byggeri består af hundreder eller tusinder af forskellige materialer, ofte uadskillelige, med tvivlsomme miljøegenskaber og uden nogen historik i forhold til holdbarhed eller vedligehold. Derfor oplever man for eksempel at skulle udskifte flere 100.000 kvadratmeter MgO-vindspærreplader, fordi de suger fugt og slet ikke kan bruges i det danske klima. For ikke at tale om den kræftfremkaldende asbest, der fra 1950’erne blev monteret i tusinder af huse.
Ældre huse, fra før 1950, består kun af ganske få materialer – for eksempel træ, mursten, kalk, og smedejern. Materialer, der er langtidsholdbare, sunde og giftfri, men i større eller mindre grad kræver jævnlig vedligeholdelse.
I dag skal vi selvfølgelig ikke holde os til så få materialer, men vi skal kræve, at nye materialer har lignende egenskaber. At de kan udskiftes og vedligeholdes og er sunde og holdbare. Vi skal skabe en økonomisk struktur, der fremmer det fleksible, genanvendelige og langtidsholdbare byggeri og gør det muligt at betale det løbende vedligehold, som er nødvendigt, når man for eksempel arbejder med træ.
Renoveringsjobs kan ikke sendes til Kina
I en fremtid, hvor vi bevarer mere og bygger mindre, kommer der til at være mindre arbejde til håndværkere og producenter inden for nybyggeri. Men der kommer til gengæld masser af nye bæredygtige jobs, både for rådgivere, håndværkere og producenter inden for transformation, renovering og restaurering. Attraktive arbejdspladser, der kun vanskeligt kan udflyttes.
At bygge langtidsholdbart og reducere nybyggeri kræver, at man som bygherre, husejer eller håndværker ikke ser det som et selvstændigt mål at slippe for at passe en bygning. Og at bygningens levealder ikke dikteres af løbetiden på et realkreditlån, så man som bygherre tænker, at 30-40 år er fint. Men især kræver det, at vi slipper vores evige jagt på og hyldest af alt nyt, men også sætter pris på istandsættelse, som man for eksempel gør med Renover Prisen.
Og selvfølgelig skal der andet til end blot at efterligne fortiden på byggeområdet. Selv om vi kan lære meget af de historiske huse, skal vi ikke tilbage til en svunden tid eller kopiere historiske bygninger eller byggeprocesser én til én. Der skal investeres massivt i automatisering og effektivisering, der kan løfte den store opgave med at vedligeholde, men det er til gengæld muligt, hvis det er tænkt ind i design og materialebrug fra starten.