De bevaringsværdige bygningers registreringshistorie

Af Allan Tønnesen, cand.mag. i historie

 

Det Særlige Bygningssyn udgiver de første bevaringsplaner

Omkring 1960 blev der fra flere sider taget initiativ til udgivelse af beskrivelser og historiske redegørelser for bygningerne i større samlede byområder, dem der under ét kaldes bevaringsværdige bygninger. Den første var Bevaringsplan Christianshavn, udgivet 1961 af Det særlige Bygningssyn, den institution hvis hovedopgave ellers var at tage vare på de fredede bygninger.

Bygningssynet havde allerede i sin 25 års jubilæumsbog fra 1943 berørt emnet, idet det her påpeges, at der var behov for en form for beskyttelse af de bygninger, der omgiver de fredede bygninger, som uden selv at have kvalitet til at kunne fredes udgør et vigtigt bagtæppe for de egentlige fredninger. Der var hermed givet en vigtig idé videre til en fremtidig revision af bygningsfredningsloven fra 1918. Men da denne omsider blev revideret i 1966, var det uden bestemmelser herom. Det springende punkt var, at enhver form for regulering var at opfatte som en rådighedsindskrænkning i forhold til den private ejendomsret, som der måtte ydes kompensation for. Det ville med andre ord koste penge.

Men det havde vist sig, at når der var tale om regulering i henhold til planlovgivningen, kunne der vedtages bestemmelser, som ikke medførte erstatning, selv om der var tale om rådighedsindskrænkning i forhold til ejendomsretten. Derfor finder man også følgende passus i forordet til Bevaringsplan Christianshavn: ”Den her fremlagte plan forudsætter, at hovedlinjerne i Generalplanskitsen udsendt 1954 af Stadsingeniørens Direktorat fastholdes. Ifølge skitsen bør man søge at bevare det forhold, at Københavns cityområde omgives af et bælte af boligkvarterer … Derved bibeholder man bebyggelsens proportioner og de fredede husrækker…” Bevaringsplan Christianshavn henviser med andre ord til bestemmelser i medfør af anden lovgivning, end hvad der direkte vedrører bygningsfredning, og den må opfattes som et forsøg på at påvirke de kommunale myndigheder i en bevaringsvenlig retning. Ja, den gik så vidt, at den ligefrem foreslog enkelte bygninger nedrevet og en ny gade (Philip de Langes gade) anlagt i stedet. Dette forslag blev aldrig realiseret, og lignende eksperimenter forekommer ikke i senere registranter.

Året efter – 1962 – udgav Det særlige Bygningssyn Bevaringsplan Mariager. Også her er der i forordet gjort rede for udgivelsens bevarende sigte: ”Den tanke er opstået, at der i forbindelse med byplanarbejdet burde foretages en gennemgang af byen med henblik på at få fastlagt, hvorledes det forholder sig med de værdier, man kunne risikere at miste i den forrygende udvikling, som mange af vores byer er inde i …. En bevaringsplan der ikke tilsigter en fuldstændig bevaring af byen, som den er i dag, men som søger at angive hvilke værdier, der er tale om, og hvordan disse værdier kan bevares under tilpasning til nutidens og den nærmeste fremtids forhold”.

Det var Bygningssynets idérige og aktive sekretær, kunsthistorikeren Harald Langberg, der stod bag disse tidlige initiativer. Han havde set de muligheder for bygningsbevarende tiltag, som flere nyere love gav mulighed for, og indså, at der for at udnytte disse måtte tilvejebringes et grundlag, som kunne motivere byråd og lokaladministrationer til at engagere sig i sagen. Bygningssynet rådede kun over en yderst beskeden, fast medarbejderskare, hvis aktiviteter var begrænset til administrationen af de egentlig fredede bygninger, men han ansatte ad hoc yngre studerende: arkitekter og historikere til at fotografere, beskrive og undersøge arkivmateriale for de byområder, der blev sat ind overfor. De første publikationer af denne art blev kaldt ”bevaringsplaner”, formentlig for at understrege sammenhængen med planlovene og anden form for lovgivning, som udgjorde baggrunden for det nye initiativ.

En overgangstid hvor også Nationalmuseet og Arkitektskolen er udgivere 

Efter nogle få års pause blev udgivelsen genoptaget med Bevaringsplan Christiansfeld (1966) og Bevaringsplan Rønne (1967). Den sidste blev til på direkte anmodning fra Rønne Kommune, og det samme var tilfældet med Bevaringsplan Sæby, der udkom 1968. For første gang er det ikke Det særlige Bygningssyns sekretariat, der står som udgiver, men Nationalmuseet. Baggrunden herfor var, at Harald Langberg dette år måtte forlade posten som sekretær for Bygningssynet for at blive overinspektør for Nationalmuseets 2. afdeling. Den nye sekretær, Bent Rud, havde rigeligt at se til med de fredede bygninger og tog med glæde imod Langbergs tilbud om, at han videreførte arbejdet med bevaringsplanerne.

Den næste udgivelse var Bevaringsplan Ribe (1969). Den udgør på flere områder noget for sig, idet den hverken har Bygningssynet eller Nationalmuseet som udgiver, men til gengæld – modsat alle de tidligere bevaringsplaner – har et forfatternavn på titelbladet: Hans Henrik Engqvist. Engqvist var lektor ved Kunstakademiets arkitektskole og havde en flok af unge arkitektstuderende, for hvem han nærmest havde status som ”guru”. Det fremgår af forordet, at han til denne opgave havde to af disse, Agnete Blinkenberg og Erik Einar Holm som medarbejdere. Arkivarbejdet var udført af historikeren Bodil Stiesdal og kunsthistorikeren Hans Helge Madsen. Det fremgår desuden, at en stor del af de med forarbejderne og udgivelsen forbundne udgifter var afholdt af Det særlige Bygningssyn. Også Ribe byråd havde bidraget.

Samme år udkom Bevaringsplan Svaneke, udgivet af Nationalmuseet. Den ansvarlige for denne udgivelse var en nyansat museumsinspektør, historikeren Robert Egevang som også var ansvarlig for de næste mange bevaringsplaner udgivet af Nationalmuseet. Til hjælp havde han en række unge studerende, overvejende historikere.

Men igen optræder der her et overgangsfænomen, nemlig Viby på Hindsholm, udgivet 1971 af Det særlige Bygningssyns sekretariat som et led i bestræbelserne på at få fredet nogle af gårdene i den usædvanlig velbevarede bindingsværkslandsby. I forordet hed det bl.a.: ”Som et første skridt på vejen foreslår Det særlige Bygningssyns sekretariat, at kommunen lader tinglyse en særlig deklaration på alle byens ejendomme (jfr. Landsbyggelovens § 43). Denne deklaration siger bl.a., at hvor arkitektoniske hensyn kræver det, kan det forlanges, at en bebyggelses ydre fremtræden bevares i samme skikkelse, i hvilken den forefindes …”. Desværre lod beboerne sig ikke overbevise af den lille tryksag, og sagen blev henlagt.

Ny æra med Nationalmuseets ’Historiske huse i….’

Med den næste publikation markeres det for alvor, at en ny æra er indledt. Det drejer sig om Historiske huse i det gamle København med undertitlen Fortegnelse over bevaringsværdige ældre bygninger i ”Bispestaden” og ”Ny-København”, der udkom i 1972. Det er den første registrant af den lange række, der hedder noget med ”Historiske huse i …” og som markerer, at Nationalmuseet nu har taget over. I forordet hedder det: ”Det er ingen bevaringsplan, der her foreligger, men bogen indeholder det væsentligste af det materiale, der fra antikvarisk side må fremdrages, for at den videre planlægning kan ske med fornøden hensyntagen til de særlige antikvariske værdier. Tillige skulle den være en hjælp for husenes ejere og brugere”. Den 252 sider store bog med et stort antal kortbilag var den hidtil mest ambitiøse registrant, og den blev da også udgivet med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Herefter fulgte i rask tempo en længere række registranter med titlen ”Historiske huse i …”. Listen afsluttes med den meget vægtige ”Historiske huse på Christianshavn” fra 1993, en udgivelse der fandt sted under store vanskeligheder og blev den sidste af Nationalmuseets registranter.

Men allerede ca. 15 år tidligere så det ud til, at serien af udgivne registranter skulle ophøre. Samtidig med at Harald Langberg flyttede til Nationalmuseets 2. afdeling og tog registrantarbejdet med sig, fulgte også et ikke betydeligt beløb fra Det særlige Bygningssyns midler til aflønning af de studenter, som udførte det grundlæggende arbejde med arkivalierne.

Engang sidst i 1970’erne meddelte Nationalmuseet Det særlige Bygningssyns sekretariat, at museet ikke længere så sig i stand til at fortsætte registrantarbejdet. Sekretariatet, som nu var blevet overført til Miljøministeriet og udgjorde et kontor i den nyoprettede Fredningsstyrelse, tog udfordringen op og indledte sin egen serie af registranter med anvendelse af ad hoc-ansatte medarbejdere med baggrund i en ekstraordinær bevilling til bekæmpelse af arbejdsløshed blandt akademikere. Fredningsstyrelsen registrerede med undren, at Nationalmuseet på trods af sin udmelding fortsatte udgivelsen af sin serie af Historiske huse i forskellige lokaliteter.

Fredningsstyrelsen udgiver ’Huse i……’

Den første af Fredningsstyrelsens udgivelser var Bevaringsværdige huse i Køge (1978) udarbejdet af Hans Henrik Engqvist i samarbejde med et større antal unge arkitekter, der var udgået fra hans afdeling på Kunstakademiet. Senere fulgte en lang række registranter, de fleste med titler der begynder med ”Huse i…”. Rent praktisk blev arbejdet efterhånden organiseret således, at flere af de unge arkitekter, kunsthistorikere m.fl. gik sammen og etablerede en række tegnestuer, som styrelsen kunne entrere med, og som efterhånden udviklede sig til specialister på området.

Planstyrelsens Fredningskontor under Miljøministeriet 

Bygningsfredningsområdet blev i 1987 overført til Planstyrelsen, der herefter kom til at stå som udgiver af serien af registranter. Denne serie og Nationalmuseets serie blev afsluttet i henholdsvis 1992 og 1993. For styrelsens vedkommende var baggrunden, at et nyt koncept for registrering af alle bygninger opført før 1940 var blevet udviklet af Planstyrelsens Fredningskontor ved Kell Elgstrøm, Hanne Christensen og undertegnede, mens kontorchef Sys Hartmann stod for det politiske benarbejde. Hun indså, at det var vigtigt at ikke blot regeringen og dens tre partier gik ind for projektet, men at også oppositionen bakkede op. Således fik det en varm fortaler i SF’eren Leif Hermann.

Der blev foretaget prøveregistrering af tre sjællandske kommuner, og der blev udarbejdet et lovforslag som indebar, at landets kommuner skulle kunne pålægges at forestå registreringen. Lovforslaget fik en positiv modtagelse ved 1. behandling i Folketinget, og der blev oprettet et nyt kontor i Planstyrelsen, Bevaringskontoret, hvis hovedopgave skulle være at udvikle og organisere det fremtidige arbejde.

Fra Skov- og Naturstyrelse til Kulturarvsstyrelse – SAVE og Kommuneatlas

Så langt var man nået, da statsminister Poul Schlüter omdannede sin regering i 1988. Den hidtidige miljøminister, Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti, gik af og blev erstattet af Lone Dybkjær fra Det radikale Venstre. Hun havde som ordfører for et af oppositionspartierne stemt for lovforslaget under 1. behandling, men havde nu skiftet mening og ville ikke genfremsætte forslaget til 2. behandling. Det bortfaldt dermed. Til gengæld blev der bevilget midler til registrering i de kommuner, der frivilligt gik med. Det blev det nye kontors opgave at forestå dette arbejde. Denne nye form for registrering fik betegnelsen SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment) og blev publiceret i form af en lang række ”Kommuneatlas”, hvis første bind udkom 1990, og hvis sidste udkom 2002. Som udgiver stod gennem det meste af 1990’erne Skov- og Naturstyrelsen og til sidst Kulturarvsstyrelsen, hvilket var en følge af, at bygningsfredningsområdet i 2002 blev overført fra Miljøministeriet til Kulturministeriet.

Fonden for Bygnings- og Landskabskultur

Samtidig med Det Særlige Bygningssyns sekretariats aktiviteter i 1960’erne begyndte Fonden for Bygnings- og Landskabskultur en serie udgivelser, der sigtede mod bevaring af især gamle landbygninger. Fonden var blevet oprettet på initiativ af arkitekten, professor Palle Suenson. En central skikkelse i denne tidlige periode var arkitekten, tidligere professor Kaj Gottlob, der stod som forfatter til nogle af de første af fondens udgivelser, bl.a. den første, der omhandlede bebyggelsen på Helnæs (K. Gottlob 1966). Senere fulgte et hæfte om Strynø (Vibeke Fischer Thomsen 1970), Assens (K. Gottlob 1970), Rømø (Aksel Skov 1971) og Nyborg, Bovense sogn, Nyborg landsogn og Vindinge sogn (K. Gottlob og Frants Mortensen 1976).

Serien adskiller sig fra Det Særlige Bygningssyns sekretariats og Nationalmuseets udgivelser, derved, at de ikke bygger på arkivundersøgelser, men stort set udelukkende på de informationer, som kunne læses ud af bygningerne selv. Serien var i høj grad beroende på inspirationen fra Kaj Gottlob, og den døde hen allerede inden Gottlobs bortgang i 1976.

Lokalt udgivne registranter

Nationalmuseets og Det særlige Bygningssyns sekretariats, senere Fredningsstyrelsens registranter har tydelig leveret inspiration til en gruppe registranter, der er udarbejdet og udgivet på lokalt initiativ. Nogle af de største kommuner – Odense, Århus og Esbjerg – udgav deres egne registranter. Også denne gruppe af registranter synes nu ophørt.

Bevaringsplan Viborg 1972, redigeret af Erik Einar Holm og udarbejdet af en lang række fagfolk og andre.

Registranternes tid ovre

Det er mærkeligt her efter denne lange liste over udgivne registranter at måtte konstatere, at denne for få år siden blomstrende aktivitet nu synes helt ophørt. Bevaringsplaner, registranter og kommuneatlas er begreber, som nu nærmest har historisk interesse. De frugtbareste år var 1970’erne og 1980’erne, hvor der ligefrem udspillede sig en slags konkurrence mellem Nationalmuseet og Fredningsstyrelsen om at producere mest. De meget populære registranter, som beskrev og redegjorde for de enkelte huses historie, hørte op nogenlunde samtidig, dels på grund af nøglepersoners forsvinden fra scenen, dels fordi der i politiske kredse opstod en interesse for digital registrering, inspireret af Boligministeriets Bygnings- og Boligregister (BBR), en interesse som affødte rundhåndede bevillinger til udvikling af SAVE-systemet og en lang serie udgivelser under fællestitlen Kommuneatlas.

Denne aktivitet stod på i godt og vel 10 år. Så svandt også interessen for denne form for registrering. Midlerne blev færre, og området blev overført fra Miljøministeriet til Kulturministeriet. De stærkt planorienterede kommuneatlas blev udvandet til en form for registrant over kulturmiljøer (kulturmiljøatlas) og ophørte helt efter nogle få forsøg i denne nye retning. Ser man på udgivelsesårene for registranter og kommuneatlas kan man ikke undgå at bemærke, at den seneste kommunalreform i 2007 tilsyneladende markerer et skel, idet der kun er udgivet én registrant og slet ingen kommuneatlas efter reformens gennemførelse. Var der en forbindelse? Svaret blæser i vinden.

Efterord

Denne redegørelse kan ikke afsluttes uden et par ord om den seneste udvikling inden for området bevaringsværdige bygninger, selv om det ikke direkte drejer sig om registranter, bevaringsplaner eller lignende udgivelser i bogform.

Bygnings- og boligregisteret

I 1977 oprettede Boligministeriet Bygnings- og boligregistret (BBR), som skulle være et register over samtlige bygninger i Danmark. Det var baseret på de oplysninger, der i forvejen fandtes i offentligt regi, dvs. ejendomsvurderinger, byggesager mv. samt oplysninger indhentet hos ejerne, herunder husenes opførelsesår. De sidste vil ofte vise sig at være mildest talt ukorrekte, hvilket alle ved, som har haft anledning til at beskæftige sig med BBR.

FBB-databasen

Men oplysninger om bygningernes størrelse og materialer samt ejendommens matrikelnummer var i alt væsentligt korrekt, og da Fredningsstyrelsen påbegyndte sit SAVE-projekt, var det med BBR som grundlag. Det vil sige, at BBR leverede basisoplysningerne, som bevaringsværdierne supplerede som en overbygning. Det således udbyggede system fik betegnelsen FBB (fredede og bevaringsværdige bygninger). Hvor bygninger fik en værdi tilknyttet i forbindelse med en SAVE-vurdering, blev det efter aftale med Boligministeriet tilknyttet BBR.

Det var indtil videre interne oplysninger, kun tilgængelige for stat og kommuner, men i 2006 blev de gjort tilgængelige for offentligheden. FBB-delen blev vedligeholdt af den statslige fredningsmyndighed (siden 2016 Slots- og Kulturstyrelsen).

Offer for ”opgavebortfald” 

Desværre har kulturministeren nu besluttet, at den del af FBB-databasen, som vedrører de bevaringsværdige bygninger skal fjernes, så kun de fredede bygninger bliver tilbage. Formålet skulle være, at staten sparer 2 mio. kr. årligt samt tilsynet med bygningerne.  Efter pres fra flere sider, har Kommunernes Landsforening, (KL)nu påtaget sig opgaven med at varetage og vedligeholde den del, der vedrører de bevaringsværdige bygninger.

Kulturministeren har hermed sendt et signal om, at de bevaringsværdige bygninger fremover ikke er en statslig opgave, men nu helt er overladt til kommunernes prioritering. Man kan frygte, at et i forvejen trægt bevaringsarbejde i mange kommuner nu helt mister momentum. I hvert tilfælde kan man konstatere, at arbejdet med at beskytte de bevaringsværdige bygninger nu har nået sit absolutte nulpunkt siden begyndelsen af 1960érne, hvor Harald Langberg tog de første initiativer til ”bevaringsplaner”. Et bevaringsarbejde, der stort set hele vejen har været båret af personligt engagement – og i realiteten af ganske få personer, der greb muligheden fordi de sad i positioner, der gav dem mulighed herfor. Vi må håbe, at det går, som det plejer – at der dukker nye ildsjæle op.

Appendix Udgivne registranter 

Det særlige bygningssyns sekretariat

• Bevaringsplan Christianshavn 1961
• Bevaringsplan Mariager 1962
• Bevaringsplan Christiansfeld 1966
• Bevaringsplan Rønne 1967
• Bevaringsplan Ribe 1969
• Viby på Hindsholm 1971

Nationalmuseet

• Bevaringsplan Svaneke 1969
• Historiske huse i det gamle København 1972
• Historiske huse i Helsingør 1973
• Historiske huse i Fåborg 1974
• Historiske huse i Ærøskøbing 1975
• Historiske huse i Aabenraa 1975, udarbejdet af Hans Henrik Engqvist og Viggo Petersen
• Nordby på Samsø 1978
• Historiske huse i Dragør [1978]
• Historiske huse i Nibe 1979
• Historiske huse i Grenå 1981
• Listed Fiskerleje 1981
• Historiske huse i Sorø 1982
• Historiske huse og gårde på Strynø 1984
• Historiske huse i Frederiksværk 1986
• Historiske huse i Rudkøbing 1988, af Jørgen Elsøe Jensen
• Historiske huse i Gilleleje Fiskerleje 1989
• Historiske huse i Kerteminde 1989
• Historiske huse på Christianshavn 1993

Fredningsstyrelsen

• Bevaringsværdige huse i Køge 1978
• Gamle Huse i Præstø 1979
• Bevaringsværdige huse i Tønder 1980
• Gamle huse i Sønderho 1980
• Stege inden for volden 1981
• Et stykke af Lyngby. Bondebyens bygninger 1981
• Gammel Lejre 1981
• Huse i Skagen I-II 1981, 1982
• Huse i Nysted 1982
• Huse i Haderslev I-II 1982, 1987
• Kalundborgs Historie III. Byens huse 1983
• Gårde og huse i Brøndbyøster og Brøndbyvester 1984
• Husene i Hesnæs 1984
• Huse i Vester Ulslev 1984
• Møgeltønder. Slotsby og Bondeby 1985
• Huse i Maribo 1985
• Huse i Frederikshavn 1986
• Huse i Stubbekøbing 1986
• Huse i Nordby på Fanø I-II 1986
• En forstadsbebyggelse i København I-II 1986
• Huse i Hellebæk 1987

Planstyrelsen

• Højby by og jorder 1987
• Huse i Aakirkeby 1989
• Huse i Sandvig gennem 200 år 1989
• Korsør gamle by. Bygningsregistrant 1989
• Huse i Rødby 1992

Lokalt udgivne registranter

• Bevaringsplan Viborg 1972. Redigeret af Erik Einar Holm og udarbejdet af en lang række fagfolk og andre.
• Farum Landsby. Miljøbevaring. Dansk bevaringslovgivning 1974. Udarbejdet af lærere og studerende ved Kunstakademiets arkitektskole. Udgivelsen er især interessant ved den grundige omtale af de forskellige former for lovgivning, der kan komme i spil i forbindelse med lokale bevaringsinitiativer.
• Bevaringsværdige huse i Svendborg gamle Købstad 1975. Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn. Udarbejdet af Erik Schultz, Henning Nielsen. Kristian Isager m.fl.
• Historiske huse i Esbjerg 1979. Esbjerg Kommune, Stadsarkitektens kontor, byplanafdelingen.
• Albanikvarteret i Odense. Registrant 1977. Odense Magistrat, 2. afd. Udarbejdet af Kristian Isager, Finn Grandt-Nielsen m.fl.
• Vesterbrokvarteret i Odense 1979. [som foregående].
• Overgadekvarteret i Odense 1981 [som foregående].
• Vestergadekvarteret i Odense 1984 [som foregående].
• Registrering af bevaringsværdige bygninger og miljøer i Nykøbing F. Udgivet af Kulturmindeforeningen i Nykøbing Falster [udateret, efter 1980].
• Den indre by. Århus. Registrering af bevaringsværdige bygninger og miljøer 1984. Magistratens 2. afd. Og udvalget for bygnings- og miljøbevaring.
• Tårnby Landsby. Historie og Bygningsregistrant 1989. Udarbejdet af historikeren Karl-Erik Frandsen.
• Nexø. Historiske huse og byens borgere. Købstad i 650 år. Nexø Museum 1995. Skrevet af Robert Egevang.
• Lyngby Hovedgade 1996. Udarbejdet af Finn Solgaard, Lise Skjødt-Petersen og Jeppe Tønsberg. Udgivet af Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune.
• Huse i Sakskøbing på købstadsjord 2007. Udgivet af forskergruppen Støvmiderne.
• Huse i Nysted 2008. Udgivet af Nysted Bevaringsforening. Revideret udgave af registranten af samme navn, udgivet 1982 af Fredningsstyrelsen. Revisionen er udført af Trine Teglbjærg, Peter Berings Tegnestue.

Værn af smukke danske huse af bygningskulturel værdi. Fonden for Bygnings- og Landskabskultur.

• Del 1. Helnæs: Båg herred. Kaj Gottlob. U.å.
• Del 2. Assens. Bygningskulturelle værdier af bebyggelse og bygninger: 1964-1969. Kaj Gottlob.
• Del 3. Sæby-Gjershøj sogne. Bygningskulturelle værdier etc. 1967-1969. Kaj Gottlob.
• Del 4. Vestkysten: Lønne – Henne – Ål – Oksby – Ho sogne. Bygningskulturelle etc. Kaj Gottlob 1965-1970.
• Del 5. Rømø: Bygningskulturelle værdier etc. 1967-1971. Aksel Skov.
• Del 6. Sønderborg: Dybbøl og Ulkebøl sogne. Bygningskulturelle værdier etc. 1965-1971. Kaj Gottlob.
• Del 7. Bandholm og omegn, Askø, Fejø, Femø, Vejrø: Bygningskulturelle værdier etc. 1965-1972. Kaj Gottlob.
• Del 8. Nordals: Sognene Nordborg, Oksbøl, Havnbjærg, Svenstrup, Egen. 1966-1971.
• Del 9. Nyborg: Bovense sogn, Avnslev sogn, Nyborg landsogn, Vindinge sogn. U.å. Kaj Gottlob.
• Del 10. Fiskerklyngen, Frederikshavn. U.å. Kaj Gottlob.
• Del 11. Boes landsby i Dover sogn, Ry kommune. U.å. Kaj Gottlob.
• Hæfte 4. Vestkysten: Nymindegab-Blåvand. 1965-1970.
• 1. Vestkysten ødelægges af feriehuse 1970. Kaj Gottlob.
• Særhefte. Farum og Stavnsholt: Foreløbig registrering og byplan særlig med hensyn til udseende. 1968

Kommuneatlas udgivet af Planstyrelsen, senere Skov- og Naturstyrelsen

• Præstø