Dansk arkitektur i Kroatien

16. okt 2014 – Kulturstyrelsen

Den 22. oktober afholdes arkitektursymposiet ”TRANSFORMATIONS” på Zagreb University. Seminaret er arrangeret af Croatian Chamber of Architects og Arkitektforeningen fra Danmark. Omdrejningspunktet er en stor interesse blandt kroatiske arkitekter for dansk arkitekturpolitik og en særlig interesse for, hvordan arkitekturpolitikken er med til at forme byudvikling og transformationen af bydele.

Samme dag besøger H.K.H. Prinsgemalen udstillingen ”Sådan levede vi” på Gliptoteka i Zagreb, hvor historien om dansk arkitektur fra 1950 til 1970 fortælles gennem tegninger, arkitekturmodeller og fotos.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Arkitekturen i Kroatien har siden kommunismens fald gennemgået hurtige og dramatiske forandringer. Og i takt med at det politiske system er blevet reformeret, er en mere fri og udtryksfuld arkitektur vokset frem. Det harmonerer med den danske tilgang til arkitekturen, hvor vi i den nationale arkitekturpolitik og i de kommunale arkitekturpolitikker vægter såvel respekt for den arkitektoniske kulturarv som udfordringen med at tilpasse arkitekturen til de nye krav om økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed. I takt med globaliseringen har kroatisk arkitektur oplevet en større international orientering, som vi også i Danmark har tradition for blandt vores arkitekter. Derfor tror jeg på, at vi kan lære meget af hinanden på arkitekturområdet. Jeg glæder mig til at følge de nye samarbejder.”

På Gliptoteka i Zagreb vil nysgerrige kroatere få mulighed for at opleve dansk arkitektur fra 1950 til 1970. Udstillingen ”Sådan levede vi” fortæller historien om arkitekturen under opbygningen af velfærdsstaten i Danmark. Fokus er blandt andet på efterkrigstidens Danmark, hvor der var mangel på alt: boliger, skoler, sygehuse osv. I 1950’ene og 1960’erne byggede Danmark sig ud af nøden, og arkitekter havde en nøgleposition i denne proces.

Udstillingen åbnede den 9. oktober 2014 i Zagreb i forbindelse med 5-års jubilæet for Croatian Chamber of Architects. ”Sådan levede vi” er kurateret af Jannie Rosenberg Bendsen og Vera Noldus.

Arkitekturprogrammet under det danske statsbesøg i Kroatien er arrangeret af Arkitektforeningen og Croatian Chamber of Architects med støtte fra Den Danske Ambassade og Kulturstyrelsen.

Læs mere om kulturprogrammet i forbindelse med statsbesøget i Kroatien på www.kulturstyrelsen.dk