Arrangementet samlede deltagere omkring de aktuelle udfordringer, som mange ejere af fredede bygninger oplever med stigende præmier, komplekse krav og begrænsede muligheder for forsikringsdækning. Clausholm Slot fungerede som konkret case på, hvordan forsikringsforholdene har direkte betydning for både restaurering, drift og den langsigtede bevaring af kulturarven.
Vært for dagen var ejer af Clausholm Slot, Christian Alexander Berner, som fortalte om arbejdet med at drive og udvikle det fredede barokanlæg i en moderne kontekst. Her går kulturarv hånd i hånd med blandt andet landbrugsdrift, skovbrug, boligudlejning og gæsteaktiviteter.
Deltagerne fik desuden mulighed for at opleve slottets enestående hovedbygning med barokke interiører, stuklofter og originale detaljer samt den historiske barokhave, der er genskabt med respekt for de oprindelige barokprincipper.
Dagen blev afsluttet med frokost og erfaringsudveksling om drift, udvikling og bevaring af fredede ejendomme.
Har du spørgsmål vedr. forsikring af din historiske ejendom, så kontakt sekretariatet på sekretariat@historiskehuse.dk