Det er ikke nogen nyhed, at Kulturstyrelsens håndtering af byggesager gang på gang har givet anledning til frustrerede medlemmer. Medlemmerne har ofte følt, at der ikke var en klar linje i afgørelserne.
Præsenteret herfor har Styrelsens svar været: ”Der findes ingen facitliste. Hver enkelt sag er genuin, og vi tager stilling fra sag til sag”.
Under forberedelse til det kommende bygningssynsmøde, fandt jeg dog alligevel forleden retningslinjer, som siger en hel del om Styrelsens holdninger til nyindretning af tagetager, som jo er aktuelt for mange ejere af især huse i byerne.
Styrelsen skriver, at den de sidste 20 år har ændret sin almindelige praksis. Det er der for os, som arbejder med emnet til hverdag, ikke noget nyt i. For den ejer, der sjældent har kontakt til Styrelsen, giver det derimod anledning til undren, når holdninger til for eksempel vinduesrenovering resulterer i, at man i det samme hus kan aflæse tre forskellige bevaringsholdninger, fordi vinduesrenoveringen har fundet sted over en periode på 30 år.
Til det er der vist kun at sige, at Styrelsens forskellige bevaringsholdninger i sådanne tilfælde også kan aflæses som en slags ejendomsretlig udviklingshistorie….på lige fod med fortidens ejeres arkitekturholdninger, men med den pointe, at det det sidste århundrede har været samfundet, i skikkelse af fredningsmyndigheden og ikke den private ejer, der har ret til at disponere bygningerne. Vi kan konstatere, at den private ejendomsret i vidt omfang er sat ud af spil for de fredede bygningers vedkommende!
Tilbage til retningslinjerne for indretning af tageetager til boligformål skriver Styrelsen, at det over tid er blevet åbenlyst, at konsekvenserne ved indretning af tageetager ofte kræver mange uheldige gennembrydninger og etablering af nye kviste på tagfladerne. Styrelsen mener, at disse arbejder ofte har en uheldig og dermed svækkende værdi på de fredede værdier. Styrelsens almindelige praksis er derfor IKKE at tillade ny indretning i tageetager
- hvis der ikke tidligere har været beboelse
- hvis projektet kræver etablering af nye trapper
- hvis det kræver tilføjelse af kviste på bygninger, der aldrig har haft kviste
- hvis tagværket udgør en bærende fredningsværdi i sig selv
- hvis indretningen kræver, at hanebånd skal hæves.
Styrelsen skriver videre, at den ligeledes over tid har ændret praksis i forbindelse med såkaldte ”tilbageføringer” og rekonstruktioner af fredede bygninger. Nyere tilføjelser og ændringer, som ikke svækker de bærende fredningsværdier, kan have en kulturhistorisk eller arkitektonisk interessant fortælleværdi, idet ændringerne ofte fortæller om bl.a. arkitektoniske modestrømninger, bygningernes funktion eller det liv, der i øvrigt har været levet i bygningerne.
Man kan være enig eller uenig i denne håndtering af de fredede bygninger. Ønsker man at ændre på denne praksis, kan det imidlertid kun gøres gennem BYFOs stemme i Det Særlige Bygningssyn, hvor foreningen har én ud af tolv pladser.
For øjeblikket repræsenterer jeg BYFO i Det Særlige Bygningssyn. Præsenteret for mange forskellige byggesager med ønske om at udnytte tageetagen, er jeg enig med Styrelsen i, at der må tages stilling fra sag til sag, fordi ”tålegrænserne” fra bygning til bygning er vidt forskellig, når vi taler om bevaring af fredningsværdier.
Jeg kan f.eks. ikke anbefale, at man køber en fredet bygning med store gennemgående rum og ubrudt tagflade med ønske om at ændre bygningen til lejligheder – uden først at kontakte myndighederne. Det kan blive en meget kostbar affære, at få et nej til projektet!
Det betyder dog ikke, at der ikke kan arbejdes for, at den generelle holdning til udnyttelse af tagetager kan lempes. Det er vel også en del af den arkitektoniske og kulturhistoriske udviklingshistorie, at vi lever i en tid, hvor kvadratmetrene er kostbare, og at bygningerne derfor må udnyttes til det yderste.
Birthe Iuel
Formand for BYFO