Lige nu er Danmarkskanonen ved at blive til med opsamling og filtrering af en lang række idéer og emner, herunder nu også bygningsbevaring, konkretiseret for mere end 100 år siden i et sæt af værdier – med Bygningsfredningsloven af 1918 som en milepæl. Men rødderne til, hvad og hvordan, vi vælger at bevare – altså alt fra Kronborg til kaserner, fra middelalderlige herresæder over højhuse fra 50’erne, til sportshaller fra 70’erne – går længere tilbage i tiden, og de fortæller en hel del om vores arvegods og om, hvem vi er.
En folkesag og en demokratisk del af vores DNA
”Bygningsbevaring i bredeste forstand er en del af vores DNA, vores kultur og identitet, som peger fremad, hvorfor bevaringens værdigrundlag naturligt hører til i en Danmarkskanon. Vi skal værne om de værdier, som vi er rundet af – og dermed også den måde, vi bevarer på her i landet – som adskiller os fra andre lande,” siger formand Birthe Iuel, Bygningskultur Danmark. Hun fortsætter:
”Bygningsbevaring er og har altid været en folkesag. For vi er meget dygtige til at inddrage befolkningen – repræsenteret i en lang række råd, interesseorganisationer, udvalg, følgegrupper mv. i diskussionen om hvad, der skal bevares, og hvordan vi gør det. Vi har en meget fin demokratisk tilgang til bevaring, hvor vi diskuterer og forhandler på tværs af nationale, regionale og lokale interesser, hvilket er noget nær unikt.”
Giver respekt uden for Danmark
Med andre ord er der en indgroet, folkelig tradition for bygningsbevaring i Danmark, forfinet gennem historien, og derfor ligger bevaringen ikke kun i hænderne på eksperter. Hele befolkningen inddrages i processen. Det er karakteristisk for Danmark og har inspireret myndigheder og aktører i udlandet.
”Vi har ganske enkelt en meget engageret befolkning og en meget tæt dialog mellem myndigheder, håndværkere, arkitektskoler, bygherrer, fonde, organisationer – og ikke mindst lokale ildsjæle, når det gælder bevaring,” fortæller Birthe Iuel, samtidig med, at hun slår på dannelsesaspektet af bevaringsmentaliteten. For gennem processen med bygningsbevaring lærer vi om tilblivelsen af vores fælles historie, vores identitet – fx fra fortidens bindingsværksgårde til almene boliger i dag.
Tyskland er mindre nænsom
Bygningskultur Danmark har i snart 15 år arbejdet for at sætte bygningsbevaring på dagsordenen hos parcelhusejeren, hos den enkelte håndværker, i byggecentrene og på de store tegnestuer.
Alex Ahrendtsen, kulturordfører og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, støtter helhjertet forslaget om optagelse af bygningsbevaring i Danmarkskanonen og udtaler:
”Ånd og kultur manifesterer sig i sten og bygninger, og derfor kan man aflæse danskernes immaterielle arv, når man dvæler ved historiske bygninger.”
Birthe Iuel supplerer: ”Kører man over den dansk-tyske grænse, kan man straks se forskel på vores byggestile og på den måde, vi bevarer på. Mens man i Tyskland går mere radikalt til værks og gerne opfører kopier af forsvundne huse og slotte, ville det aldrig ske og blive accepteret i Danmark. Vi fastholder spor af det levede liv med dets autenticitet, atmosfære, anvendelse, slid, stedets ånd og patina, når vi bevarer,” siger Birthe Iuel.
Forfatter og medlem af Det Etiske Råd, Signe Wenneberg, der en af de andre prominente støtter af forslaget, siger:
”Vi er vores kultur – også vores bygningskulturarv. Danmark og de forskellige egne af Danmark har en bygningskulturarv, der er særegen netop for os. Man kan aflæse, hvad vi er for et folk via vores måde at bygge på, hvad der har været vægtet de forskellige tidsperioder.”
Tilsvarende understreger Alex Ahrendtsen, at ”det også er vigtigt at sætte bygningsbevaring på dagsordenen, så vi undgår de mange kedelige bevaringssager rundt om i kommuner, hvor man nogle steder har haft meget lidt respekt for vores kulturarv og bymiljø.”
Skaber vækst og merværdi
Mens man på Læsø har bygget huse med tang på tagene, i Sønderjylland har anvendt brændte sten lang tid før andre steder i landet på grund af den lerholdige jord og de opståede teglværker, at stråtagene på Bornholm bliver lagt anderledes ift. andre steder i landet, er alt sammen en del af vores fælles historie.
”At vi sørger for at bevare bygninger med vores nænsomme og forhandlingsorienterede tilgang, skaber i sidste ende vækst for borgere, erhverv, turisme og betyder investeringer, hvilket er tilfældet i fx Ribe. Her skaber bygningsbevaring stigende huspriser og øget turisme, fordi tilgangen, traditionen og den store omhu betyder, at man har valgt at bevare alt fra den store middelalderlige domkirke til det mindste byhus fra renæssancen,” fortæller Birthe Iuel.
I Danmark er der anslået 375.000 bevaringsværdige bygninger. Danmarkskanonen offentliggøres af Kulturministeriet til december.
Der er indsendt både en kort begrundelse og en længere redegørelse til Kulturministeriet.
FAKTABOKS – Bygningsbevaring i korthed
- Ideen om at beskytte nationale bygninger og monumenter mod ødelæggelse, hærværk og forfald kom især på dagsordenen lige efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet.
- Den Franske Revolution var gået hårdt ud over kirker og klostre, og flere aktører i Frankrig og i andre europæiske lande begyndte at tale om juridisk beskyttelse af kulturarven. I løbet af 1900-tallet blev indsatsen for bevaring stadfæstet igennem UNESCO under FN, som har udarbejdet flere konventioner om bevaring af naturværdier og kulturværdier.
- I Danmark kan tanken om beskyttelse af værdifulde historiske bygninger føres tilbage til cirka 1770’erne og den gryende nationalfølelse. I 1861 blev Folkekirkens kirker taget under de beskyttende vinger i Det Særlige Kirkesyn, og i 1918 fik landet sin første bygningsbevaringslov. Fredning er siden da sket på initiativ af Det Særlige Bygningssyn. Mellem 1918-1919 blev 1.156 bygninger fredet. I dag er tallet på ca. 9.000.
- Siden 1980’erne har der været fokus på at beskytte kulturmiljøer og de ca. 375.000 bevaringsværdige bygninger i Danmark. Kortlægningsværktøjerne SAVE og KIP er siden 1987 blevet udviklet i det øjemed.
- I dag har Danmark syv steder på UNESCO’s liste over verdens kulturarv: Fire bygningsværker og tre naturområder.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen og Bygningskultur Danmark
Foto: Suste Bonnén