3. feb 2015 – Bygningskultur Danmark
Det følgende er et resumé af nogle få af pointerne fra forelæsningen
Juhani Pallasmaa er fortaler for et opgør med den meget blikorienterede tilgang til arkitekturen:
Rummets kvaliteter er langt fra begrænset til de visuelle kvaliteter vi opfatter med vores øjne, hvilket ellers er den målestok vi normalt opstiller og anvender. Opfattelse af vores omgivelser er en uhyre kompleks fusion af utallige sanser, der umiddelbart og uden ophør opfanger og danner et samlet indtryk af f.eks. en bygnings indre – det vi opfatter som atmosfære, følelse eller stemning.
Ifølge Pallasmaa er den traditionelle opfattelse af vores sanseapparat som begrænset til 5 sanser slet ikke dækkende for kompleksiteten i den menneskelige sansning:
Den fornemmelse for rum, balance, skala, belysning, tyngde, stabilitet, bevægelse som mennesker får i løbet af en brøkdel af et sekund et nyt sted er ikke dækket af de 5 sanser og der er da også forskning, der peger på både 12 og 33 forskellige sanser. Visse former for sansning er vi først nu ved at opdage – f.eks. den kommunikation på tværs af kroppe, som finder sted via de endokrine kirtler. En kommunikation der gør at vrede, angst, depression kan sprede sig fra et menneske til et andet. Den form for atmosfæriske sansning er noget vi først begynder at udforske nu.
Pallasmas pointe er dog ikke at denne form for “multi-sansning” er automatisk eller givet på forhånd. Fantasi og kreativitet er en helt afgørende del af den proces, hvilket også betyder, at det sansende subjekt er afgørende del af atmosfæren.
Robert Polk en amerikansk litterat udtrykker det poetisk: “Der hvor sjælen og stedet mødes er sjælen lige så meget en beholder for stedet, som stedet er en beholder for sjælen”. Sjælen og stedet kan ikke adskilles. Det bedste billede til at illustrere denne sammenhæng er måske möbiusbåndet, der har to sider, men kun én flade.
Moebius.jpg For Pallasma er andre kunstarter, hvor atmosfærebegrebet måske allerede har en større plads, en måde at åbne vores forståelse for arkitekturen. Lars Von Triers “Dogville”, Rodins skulpturer og Olafur Eliassons installationer, er værker, der både subtilt og kraftfuldt udnytter det atmosfæriske, hvor de færreste arkitekter har den samme forståelse.
Blandt arkitekter synes atmosfære at henhøre under det romantiske eller overfladiske – den vestlige arkitekturtradition er stærkt knyttet til opfattelsen af arkitekturen som en rent materiel og geometrisk størrelse. Man skal som arkitektstuderende lære at skabe klarhed og transparens gennem en fokuseret indsats. Men i virkeligheden er den kreative proces ikke fokuseret og rettet men diffus og polyfonisk – blandt andet fordi den ubevidste opfattelse er i stand til at behandle så utroligt mange informationer på et øjeblik, at den er den rettede bevidsthed overlegen. Vores nervesystem er indrettet til altid at prioritere det ubevidste, før informationer flyder til vores mere bevidste selv.
Således synes Pallasma at opfordre til en langt bredere tilgang til arkitekturen, hvor vi både når vi skaber og dokumenterer bygninger bruger flere af vores sanser og er mere åbne over for at netop de kvaliteter, som vi beskriver som “atmosfære” er noget andet en blot det visuelle og materielle og at det netop er en af de vigtigste aspekter ved god arkitektur.