Af Nina Ventzel Riis – Arkitekt
Gennem uddannelsen, studieturene og den altid igangværende snak med medstuderende og kolleger omkring værdisætning af den arkitektoniske kulturarv har mit fokus sat sig fast på det atmosfæriske i den arkitektoniske kulturarv. Et fænomen, som vi efter min overbevisning alle er klar over, er en stærk repræsentant i den arkitektoniske kulturarv, men også et fænomen, som vi ikke har nogen faste rammer eller entydigt sprogbrug til at diskutere og beskrive. Men hvorfor skal vi til at tale om atmosfæren, kan vi ikke bare opleve den og så lade den være som den er?
For at kunne passe på noget må vi først og fremmest udpege det og dernæst beskrive det. Det kender vi fra de dokumentationer der er lavet gennem de sidste mange år. På en lang række punkter er vi rigtig gode til dette. Der findes dog adskillige eksempler på, at restaureringer ikke tager hensyn til steders atmosfærer, og at disse derfor ødelægges eller helt forsvinder i restaureringsprocessen. Uden at komme ind på den mere videnskabelige definition af begrebet atmosfære i denne tekst, kan det dog siges, at disse tanker bygger på en opfattelse af atmosfære som et fænomen, der opstår som summen af alle tilstedeværende elementer på et givent sted.
Det vil sige, at materialer og deres slid gennem tid og måden, hvorpå materialet spiller sammen med omgivelserne og dermed tager/ikke tager dagslys ind, er med til at skabe atmosfære. Således kan øvrige tilstedeværende elementer som f.eks. aptering, indretning, overfladebehandling, møblering og menneskelig tilstedeværelse også ændre på en atmosfære et givent sted. Det vil derfor sige, at så snart vi ændrer på noget i en bygning, uanset om det drejer sig om større eller mindre elementer, sker der en transformation af bygningen og af stedets atmosfære. For at kunne bevare eller styre denne atmosfæretransformation i den retning, vi ønsker, må vi nødvendigvis kunne beskrive det i forvejen eksisterende fænomen.
Nuværende arbejde
I forsøget på at komme med et bud på en optimering af dokumentationen af den arkitektoniske kulturarv har jeg derfor siden min afgang arbejdet med at sætte fokus på atmosfæren i kulturarven og vores omgang med dette fænomen. Målet er, at de atmosfærer, vi holder så meget af og derfor tillægger værdi i den arkitektoniske kulturarv, bevares på baggrund af en bevidst og kompetent værdisætning.
Helt konkret kan et objekt opmåles, og dimensionerne kan herudfra bestemmes. Et mål kan dog også være andet end et tal, måske især når et begreb som arkitektonisk kulturarv skal vurderes og værdisættes forud for fremtidig bevaring. Arkitektur er tegnet, bygget, brugt og dokumenteret af mennesker, og netop derfor bør menneskets oplevelse af en bygning også indgå i dokumentationen og den efterfølgende værdisætning og bevaring.
En opmålingstegning eller en nøgtern beskrivelse af en bygning er altid god at have, når man dokumenterer en bygning inden for den arkitektoniske kulturarv. Dog kan man spørge, om denne type dokumentation er nok, og om denne type dokumentation skal fortsætte med at være den primære i fremtidige dokumentationer af den arkitektoniske kulturarv.
Fremtidens dokumentationer – hvad vil vi gerne give videre?
Den arkitektoniske kulturarv er en mangfoldig størrelse, der rummer fortid, nutid og fremtid i samme materiale og form. Af samme grund bør dokumentationen af kulturarven afspejle dette; både mangfoldigheden i materiale og form samt det faktum, at arkitektonisk kulturarv er mere end mursten, stilarter og godt håndværk. Når linealen er i brug, er svaret som udgangspunkt altid et tal. I stedet for at fokusere på om svaret er korrekt, skulle vi måske i fremtiden fokusere mere på, hvilke spørgsmål vi vælger at stille. Stiller man nye spørgsmål til kulturarven, er der en god mulighed for at der også dukker nye svar op.
Mennesker kan måles med linealer på højde og drøjde, det er dog sjældent de mål, der er interessante for eftertiden at kende til. I stedet vil vi hellere høre, læse og lære om, hvad mennesker har præsteret, sagt og gjort. Uden at personificere bygninger vil jeg vove den påstand, at dokumentationen af den arkitektoniske kulturarv ville blive rigere og mere interessant for eftertiden, hvis vi udover de gængse dokumentationsmetoder supplerede vores nuværende metoder, med et lignende syn på kulturarvens bygninger.
Nina Ventzel Riis dimitterede fra afdelingen i 2008 med et afgangsprojekt om dokumentation af det gamle børneasyl Mejlen i Aarhus. Hun har efterfølgende arbejdet som ph.d.-studerende med fokus på dokumentation og atmosfære og forventer at aflevere sin ph.d.-afhandling i 2014.
Køb bogen i Bygningskultur Danmarks boghandel
Skrevet den 25.11.13