Åh SKAT!

Langt de fleste boligejere har nu modtaget deres deklaration, som danner grundlaget for den længe ventede 2020-vurdering. Det betyder, at genberegningen af ejendomsskatter for 2021-2023 kan begynde. Men især ejere af fredede ejendomme bør være ekstra opmærksomme på oplysningerne om grundskyldsfritagelse – og reagere hurtigt, hvis noget ser forkert ud.

Den Gl. By i Århus med højhus

I de senere år har boligejerne betalt ejendomsskat ud fra en foreløbig ejendomsvurdering. Men ifølge Vurderingsstyrelsen er der nu lys for enden af tunnelen:  99 % af 1,76 millioner deklarationer er udsendt til boligejerne oplyste styrelsen i en pressemeddelelse 9. april.

Mange af jer har sikkert modtaget deklarationen. Den indeholder de data om jeres ejendom, som danner basis for styrelsens vurdering af værdien af ejendom og grund pr. 1. januar 2020 – den såkaldte 2020-vurdering. Med den i ryggen kan SKAT udrulle genberegning og efterregulering af ejendomsbeskatning for 2021, 2022 og 2023. Det er derfor en god ide at gå deklarationens data igennem. Har du rettelser eller er du uenig i deklarationen, kan du gøre indsigelse senest fire uger efter modtagelsen af deklarationen.

Har du modtaget 2020-vurderingen, og er du ikke enig i den, så kan du klage over den indenfor 90 dage, når din klageadgang er åben. Det koster 1.200 kr., som du får retur, hvis du får medhold i klagen. Klagemyndigheden ændrer vurderingen, hvis din klage resulterer i en ændring af ejendoms- eller grundværdien på mere end 20 %. Når du ikke fristen, kan du få sagen genoptaget, hvis der er fejl i oplysningerne. Du kan ikke klage over vurderinger fra før 2020.

Når du gennemgår din deklaration og 2020-vurdering bør du som ejer af en fredet ejendom bl.a. holde øje med, hvad der står om evt. grundskyldsfritagelse. Om muligt tjek det areal, der er grundskyldsfritaget. Efter ejendomsskattelovens § 5 stk.1 pkt. 6) kan grundskyldsfritagelsen omfatte den bebyggede grund, gårdsplads og have. Der mindes om, at mens det er kommunalbestyrelsen, der skal fritage en fredet ejendom for grundskyld, hvis der er tinglyst en særlig bevaringsdeklaration på ejendommen, så er det Vurderingsstyrelsen, der vurderer, hvor stor en del af ejendommen, der kan fritages for grundskyld.

Vurderingsstyrelsen gav mulighed for, at man kunne anmode om ændring af fritagelsen senest 31. oktober 2020 i forbindelse med offentliggørelse af styresignalet. Hvis ikke fristen blev overholdt dengang, var instruksen, at man først kunne gøre indsigelse i forbindelse med den endelige ejendomsvurdering.

Læs mere her:

Pressemeddelelsen: Vurderingsstyrelsen har nu udsendt 1,76 millioner deklarationer til boligejerne | Vurderingsstyrelsen

Proces for 2020-vurdering: Forstå din 2020-vurdering

Indsigelse: Har du ændringer til din deklaration? Send en indsigelse

Om grundskyldsfritagelse af en fredet ejendom: C.H.4.3.3.1.1.5 Fredede ejendomme – info.skat.dk.

 

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte Historiske Huses jurist, Christine Ravnholt Hartmann på crh@historiskehuse.dk