Fremtiden bygges på historien

Et dansk-vestindisk samarbejde skal bevare de historiske bygninger på St. Croix og samtidig uddanne en ny generation af lokale håndværkere. Med restaureringen af den tidligere danske militærkaserne i Christiansted skal den fælles kulturarv være med til at skabe uddannelse, kompetencer og arbejdspladser på øerne.

Tekst af Bo Manderup

I mere end 250 år var De Dansk-Vestindiske Øer en del af Danmark. Da øerne i 1917 blev solgt til USA, skete det uden hensyn til den befolkning, der gennem generationer havde levet med konsekvenserne af kolonitiden. Slaveriet og behandlingen af de slavegjorte mennesker er et mørkt kapitel i dansk historie, men også en del af vores fælles kulturarv og et ansvar, vi fortsat må forholde os til.

På øerne står stadig bygninger, gader og bymiljøer, der vidner om den dansk-vestindiske historie. De udgør et enestående eksempel på dansk bygningskultur og traditionelle håndværk, men mange af bygningerne er i alvorligt forfald. Hvis de skal bevares, kræver det både økonomiske ressourcer og mennesker med de rette håndværksmæssige kompetencer.

Fra studierejse til samarbejde

To studierejser arrangeret af Historiske Huse i 2015 og 2017 blev begyndelsen på et ambitiøst samarbejde om at bevare denne fælles kulturarv. I forbindelse med 100-året for salget af øerne til USA blev ”The Centennial Legacy Project – In Search of Identity” etableret i et samarbejde mellem Historiske Huse, repræsentanter for regeringen på US Virgin Islands, lokale ildsjæle samt arkitektskolerne i København og Aarhus.

Projektets overordnede mål er at bevare den byggede kulturarv og samtidig sikre, at de traditionelle håndværk, som bygningerne er skabt med, ikke går tabt. Restaurering og uddannelse er derfor to sider af samme sag.

Som en del af dette arbejde har Historiske Huse sammen med lokale kræfter etableret ”Virgin Islands Architecture Center for Built Heritage and Crafts (VIAC)” på St. Croix. Centret ledes af en bestyrelse med lokale, amerikanske og danske repræsentanter. Den daglige ledelse varetages af bestyrelsens arbejdende formand Mary Dema, en engageret og visionær lokal drivkraft. Historiske Huse er repræsenteret i bestyrelsen ved direktør Bo Manderup-Jensen, og direktør Birthe Iuel, arkitekt Ulla Lunn og advokat Michael Keldsen bidrager gennem projektets Advisory Board.

Et center for håndværk og uddannelse

Visionen er at restaurere den tidligere danske militærkaserne fra 1823 i Christiansted og omdanne den til et levende center for kulturarv, uddannelse og traditionelle håndværk. Her skal unge uddannes i restaureringsteknikker og klassiske håndværksfag, mens de samtidig medvirker til at bevare øernes historiske bygninger. Samarbejdet omfatter både lokale og danske håndværkere, restaureringseksperter og undervisere samt arkitektskolerne i København og Aarhus.

Projektet handler derfor om mere end mursten og mørtel. Det handler om at skabe uddannelsesmuligheder for øernes unge, bevare en enestående kulturarv og styrke forbindelsen mellem Danmark og US Virgin Islands gennem et ligeværdigt samarbejde om vores fælles historie.

Vejen dertil har imidlertid været længere end forventet. Kort efter projektets begyndelse blev øerne ramt af to voldsomme orkaner, som forårsagede omfattende ødelæggelser af bygninger og infrastruktur. Genopbygningen af hospitaler, skoler og boliger måtte naturligt have førsteprioritet. Herefter fulgte Covid-19-pandemien, og samtidig har et omfattende administrativt bureaukrati forsinket projektets gennemførelse.

Trods disse udfordringer er visionen intakt. Den samlede udviklingsplan repræsenterer investeringer på omkring 100 millioner kroner, og det er allerede lykkedes at rejse omkring 25 millioner kroner fra amerikanske fonde og offentlige programmer.

Hertil kommer en generøs donation på 3 [EE1.1]millioner kroner fra Orient Fond[EE2.1], der giver Historiske Huse mulighed for at igangsætte to konkrete projekter, hvor restaurering, uddannelse og kulturarv går hånd i hånd.

Historisk restaurering i praksis

Det første projekt omfatter restaureringen af kasernens markante hovedtrappe. Trappen blev opført sammen med bygningen i 1823 og er et af anlæggets vigtigste arkitektoniske elementer. Efter mange års forfald kræver den nu en gennemgribende restaurering, som udføres med traditionelle materialer og metoder for at bevare dens historiske autenticitet.

Samtidig bliver restaureringen et praktisk undervisningsforløb. Lokale lærlinge skal arbejde side om side med erfarne murere og danske restaureringseksperter og lære de teknikker, som er nødvendige for at restaurere historiske bygninger. Målet er ikke alene at genskabe hovedtrappen, men også at opbygge lokale kompetencer, som kan videreføre restaureringen af kaserneanlægget og andre historiske bygninger på øerne.

Det andet projekt omfatter udviklingen af prototyper til de vinduer, skodder og jalousier, som skal indgå i restaureringen af den bygning, der fremover skal rumme undervisningslokaler og værksteder. Bygningen har en karakteristisk facade mod Hospital Street med åbne gallerier på begge etager, og alle nye bygningsdele skal udføres med respekt for det oprindelige historiske udtryk. Derfor fremstilles først en række fuldskalaprototyper, som skal danne grundlag for de håndværksmæssige og tekniske standarder i den videre restaurering.

Viden, der forankres lokalt

Også her er uddannelse en central del af projektet. Unge lærlinge skal gennem et længere praktik- og undervisningsforløb lære traditionelle snedkerteknikker, fremstille vinduer, bygge jalousier og arbejde med tropiske hårdttræ-sorter. Når uddannelsen er afsluttet, vil de kunne indgå i den fortsatte restaurering og samtidig være med til at sikre, at den nødvendige håndværksmæssige viden forankres lokalt.

Orient’s Fonds donation er derfor mere end en støtte til restaurering af historiske bygninger. Det er en investering i mennesker, uddannelse og fremtidige arbejdspladser. Når unge på øerne lærer at restaurere deres egen kulturarv, bevares ikke blot bygningerne, men også den viden og de håndværkstraditioner, der gør det muligt at føre historien videre.

Det er netop kernen i VIAC: at bygge bro mellem fortid og fremtid – og dermed skabe fremtidens historie.

Artiklen blev bragt i Historiske Huses efterårsmagasin 2026. Læs magasinet her.