HVORFOR HAR I VALGT AT ARBEJDE MED HISTORISKE OG FREDEDE BYGNINGER?
Arbejdet med historiske bygninger har på mange måder formet vores tilgang til arkitektur generelt.
Vi kommer fra en restaurerings- og konserveringstradition, hvor man begynder med at forstå og værdisætte det, der allerede findes, før man beslutter, hvad man vil ændre. Det gælder de åbenlyse kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, men også materialerne, håndværket, konstruktionerne, sporene efter tidligere brug – og bygningens relation til det sted og landskab, den står i.
Vi plejer at sige, at alt byggeri i virkeligheden er transformation. Også når vi bygger nyt, bygger vi ind i noget, der allerede findes – et sted, et økosystem, en materialekultur og en historie.
Historiske bygninger lærer os samtidig at tænke i længere tidsperspektiver. En bygning er ikke et færdigt produkt.Den bliver vedligeholdt, repareret, tilpasset og ændret gennem generationer. Det perspektiv mener vi er enormt relevant for den måde, vi bør bygge på i dag.
HVORDAN ADSKILLER JERES PROJEKTTILGANG TIL GAMLE HUSE SIG FRA TILGANGEN TIL NYBYGGERI ELLER ALMINDELIG RENOVERING?
Vi begynder helst med at gøre mindre, ikke mere.
Restaurering har lært os, at reparation og vedligeholdelse i sig selv er en arkitektonisk praksis. På engelsk findes det meget fine udtryk “making good”: at bringe noget eksisterende videre gennem omhu, reparation og præcise indgreb frem for automatisk at erstatte det.
Når man arbejder med en eksisterende bygning, kan der være en naturlig trang til straks at løse alt det, der ser slidt, skævt eller uhensigtsmæssigt ud. Men vores første opgave er ofte at forstå, hvorfor bygningen er, som den er: Hvordan er den bygget? Hvad er ændret undervejs? Hvilke materialer fungerer stadig? Hvad er faktisk et problem – og hvad er bare et spor af tid?
Vi arbejder derfor med at læse bygningen, før vi tegner løsningen.
Det kan betyde, at et gammelt gulv repareres frem for at blive skiftet, at et vindue istandsættes frem for at blive erstattet, eller at en planløsning justeres ganske lidt i stedet for at bygningen bygges grundlæggende om.
Den tankegang tager vi med os langt ud over klassisk restaurering.
HVORDAN ARBEJDER I MED AT BALANCERE BRUGERNES BEHOV OG NUTIDIGE KRAV MED HENSYNET TIL BYGNINGENS VÆRDIER?
Her er anvendelsen helt afgørende.
Særligt ved en anvendelsesændring kan man komme til at bruge enorme ressourcer på at få en historisk bygning til at opføre sig som en helt anden type bygning. Det kan kræve store strukturelle ændringer, nye installationer, omfattende efterisolering og mange nye materialer.
Derfor spørger vi tidligt: Hvad er denne bygning egentlig egnet til?
Hvis man kan skabe et godt match mellem bygningen og dens fremtidige anvendelse, kan man ofte reducere behovet for indgreb markant. Det betyder ikke, at historiske bygninger ikke må ændres. Tværtimod er transformation ofte nødvendig for, at de fortsat kan være levende og brugbare. Men den nye anvendelse bør så vidt muligt arbejde med bygningen frem for imod den.
På Hedeskov transformerede vi eksempelvis en tidligere landsbyskole fra 1910 til et center for regenerativ praksis. I stedet for først at fastlægge et nyt program og derefter tilpasse hele bygningen til det, arbejdede vi med at matche de nye funktioner – fællesskab, arbejde, ophold og formidling – med de eksisterende rums størrelser, karakter, konstruktioner og bygningsfysik. På den måde bliver selve programlægningen et vigtigt redskab til at reducere behovet for nye indgreb.
Det er for os også en vigtig del af ressourcebevidst arkitektur. Den mest bæredygtige tekniske løsning kan nogle gange være at undgå behovet for den tekniske løsning i første omgang.
HVILKEN ROLLE MENER I, AT ARKITEKTER SPILLER I ARBEJDET MED AT SIKRE DEN BYGGEDE KULTURARV?
Arbejdet med historiske bygninger har lært os, at arkitektur nødvendigvis er tværfaglig. Arkitekten kan ikke sidde alene med alle svarene.
Viden findes hos håndværkere, ingeniører, konservatorer, producenter og bygningsarkæologer – men afhængigt af stedet kan biologer, hydrologer, geologer, landskabsfaglige og andre specialister være lige så relevante. Og noget af den vigtigste viden findes i selve bygningen og stedet, når man begynder at undersøge, hvordan de faktisk er blevet til og fungerer.
Vi ser derfor projektet som en form for projektøkologi, hvor arkitektens rolle blandt andet er at samle forskellige former for viden og holde blik for relationerne mellem dem: bygningens kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, dens materialer og konstruktioner, menneskerne, landskabet, ressourcerne og det liv, stedet skal kunne rumme fremover.
På Hedeskov betød det eksempelvis, at arbejdet med den historiske bygning blev koblet til undersøgelser af stedets egne lerarter, sand, plantefibre og andre ressourcer og til samarbejder på tværs af arkitektur, håndværk, materialeforskning og bygningsfysik. Det eksisterende blev dermed ikke kun forstået som selve huset, men som et større fysisk og økologisk system.
Historiske bygninger gør også tid til en meget konkret del af arkitekturen. Det, vi tegner i dag, er forhåbentlig kun ét lag i et meget længere liv. Derfor bør vi ikke kun spørge, hvordan et projekt bliver færdigt, men også hvordan det efterfølgende kan vedligeholdes, repareres og forandres igen.
HVILKE TENDENSER SER I I DAG I ARBEJDET MED HISTORISKE BYGNINGER?
Vi tror, at transformation og ændret anvendelse bliver en stadig større del af arkitektens arbejde.
Vi har allerede en enorm bygningsmasse, som repræsenterer både kulturhistoriske værdier og store mængder materialer, energi og arbejde. Samtidig ændrer samfundets behov sig. Produktionsbygninger, skoler, landbrugsbygninger, institutioner og andre eksisterende strukturer mister deres oprindelige funktion og skal kunne rumme nye former for arbejde, kultur, fællesskab og hverdagsliv.
Det interessante spørgsmål bliver derfor ikke kun: Hvordan bevarer vi en historisk bygning? Men også: Hvordan finder vi det næste relevante liv til den?
Her mener vi, at restaureringsfagets tradition for værdisætning, vedligeholdelse og reparation har noget meget vigtigt at bidrage med til den bredere diskussion om transformation og klima. Hvis vi kan forstå det eksisterende bedre, matche nye anvendelser mere præcist til bygningerne og acceptere reparation og løbende forandring som en del af arkitekturen, kan vi ofte bevare langt mere og bygge langt mindre.
For os handler kulturarv derfor ikke kun om fortiden. Den handler også om at skabe forudsætningerne for, at eksisterende bygninger kan få lange, relevante og fortsat foranderlige liv.
