I en tid med voksende klimakrav, ressourceknaphed og energibehov burde det være en selvfølge, at det skal være nemt og attraktivt for ejerne at vedligeholde og bevare eksisterende bygninger – især de mange fredede og bevaringsværdige ejendomme, der udgør en vigtig del af vores kulturarv.
Men virkeligheden viser desværre det modsatte.
En ny analyse fra den grønne tænketank CONCITO viser, at det på grund af en række lovgivningsmæssige skævheder kan være lettere og mere økonomisk fordelagtigt at rive ned og bygge nyt end at bevare og renovere. Det er både ulogisk og uholdbart – og det spænder ben for de mange ejere, der faktisk gerne vil gøre det rigtige.
Et kludetæppe af regler
Cirkulær økonomi – som netop handler om at forlænge bygningers levetid og genanvende materialer – er ikke reguleret i én samlet lovgivning, men strækker sig i stedet ud over et virvar af forskellige love og regler.
Det gælder fx affaldshåndtering, bygningsreglementet, skatteforhold, offentlige indkøb og planlægning. EU-lovgivning spiller også ind. Resultatet er, at både ejere, myndigheder og rådgivere møder et uoverskueligt system, der ikke belønner bevaring – men i stedet gør det lettere og mere lukrativt at starte forfra.
CO2-regnskabet ignorerer det meste
Ifølge CONCITO tæller kun de udledninger, der sker i en bygnings levetid, med i Danmarks officielle klimaregnskab. De meget store mængder CO2, der udledes i forbindelse med nedrivning, transport og fremstilling af nye byggematerialer, ignoreres i klimamålene.
Dermed fremstår nybyggeri klimamæssigt mere ”effektivt” på papiret, selvom det reelt er langt mere belastende end renovering og vedligeholdelse.
Genbrug og renovering presses ud
Dertil kommer, at dokumentationskrav og certificeringsordninger i høj grad er tilpasset nye, jomfruelige byggematerialer. Genbrugsmaterialer har svært ved at opfylde kravene, fordi de mangler fabriksdokumentation – selvom de ofte er fuldt funktionsdygtige og kan bruges forsvarligt.
Det betyder, at ejere og håndværkere, der gerne vil genbruge eksisterende materialer, fx gamle mursten, bjælker eller vinduer, bliver mødt af unødigt bureaukrati og højere omkostninger.
Skatten belønner nedrivning
CONCITO peger også på en anden vigtig faktor: Der er skattemæssige fordele ved at rive ned og bygge nyt, frem for at investere i bevaring og renovering. For en ejer betyder det i praksis, at det kan være økonomisk mere attraktivt at lade en bygning forfalde og rive den ned, end at tage det ansvar det er, at bevare kulturarven og holde den ved lige.
Vi skal give ejerne bedre vilkår – ikke flere barrierer
Hos Historiske Huse arbejder vi hver dag med ejere, der ønsker at gøre det rigtige: Bevare, vedligeholde og udvikle deres bygninger i respekt for både historien og fremtiden.
Men det kræver, at lovgivningen spiller med – ikke imod. Vi har brug for en politisk indsats, der:
-
Ligestiller bevaring og nybyggeri skattemæssigt
-
Regner indlejret CO2 med i klimamålene
-
Gør det lettere at bruge og godkende genbrugsmaterialer
-
Forenkler regeljunglen og samler ansvar på færre hænder
Bevaring er ikke et romantisk tilbagesyn. Det er en konkret og klimaklog handling – og det bør være nemt og attraktivt for bygningsejerne at tage det ansvar.
📄 Kilde: BygTek.dk