Historisk ejendom på Sydfyn
Rødegaard i Skårup er på alle måder et exceptionelt hjem – fra de gedigne byggematerialer og de flotte håndværksdetaljer til det imponerende antal kvadratmeter. Der er tale om en ejendom, som udgøres af et hovedhus og tre længer, hvoraf den ene indeholder en separat bolig. Med den megen plads er her selvsagt alle muligheder for at realisere jeres idéer med storfamilie, flere generationer, kombineret bolig og erhverv – det er vitterligt kun fantasien, som sætter grænser. Det skal desuden nævnes, at ejendommen er fredet, hvilket giver en række økonomiske fordele, såsom gunstige fradrag, fritagelse for ejendomsskat og vedligeholdelsesstøtte.
Rødegaard ligger i en smuk og afskærmet lomme i Skårups gamle bykerne – et særtilfælde for en ejendom af denne størrelse og kaliber. Her kombineres private hjemmerammer således med nærheden til alle byens faciliteter, deriblandt skole, børnehus og kultur- og idrætshal samt indkøb. I har heller ikke langt til skov, badestrand og Svendborg centrum, og der er endvidere kort afstand til motorvejen.
Plankegulve, høje vægpaneler og loftrosetter pryder det stemningsfulde hovedhus, som byder på ideelle forhold for den moderne børnefamilie. Planløsningen inkluderer hele fem værelser, tre stuer og et spisekøkken med viktualierum, og hertil følger et badeværelse og et gæstetoilet. Tre af værelserne og den ene stue findes på førstesalen, der har loft til kip med synlige bjælkekonstruktioner.
Pris: 4.995.000 kr.