Pressemeddelelse fra Københavns Museum
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) er forventningsfuld:
”Tænk, at vi nu på Københavns Museums udstilling får et vist et udvalg af de mange hundrede tusinder tegninger af byens bygninger – som aldrig har været vist offentligt frem før – og kommer tættere på deres historie, kan beundre de rette linjer eller dvæle ved en finurlig detalje” siger hun og uddyber:
”Til daglig tænker vi måske ikke det store over de arkitektoniske overvejelser, der ligger bag vores smukke hovedstad. Men det får vi nu en særlig anledning til at blive klogere på. Og i en tid, hvor vi gerne skal skabe en endnu bedre og mere bæredygtig byudvikling bliver det inspirerende også at opleve, hvilke tanker man gjorde sig før i tiden.”
Alt er tegnet – og det er rigtig meget
Det er lidt af en skattekiste, som Københavns Museum trækker på i den nye udstilling: Et helt særligt arkiv under Stadsarkivet udelukkende med arkitekttegninger af københavnske byggerier. I en periode på lidt over 100 år (1886-1998), havde Københavns Kommune landets største tegnestue, Stadsarkitektens Tegnestue. Her stod en større gruppe medarbejdere for at tegne en lang række kommunale bygninger, lige fra skoler og boliger til gadebelysning, gadeinventar og tekniske bygninger. Den gamle stadsarkitekt Otto Käszner samlede en gruppe med særlig indsigt i samlingen, som har hjulpet med at finde det bedste frem fra gemmerne. Det kan vi nu fra februar vise på Københavns Museum.
Bygningerne – og menneskerne bag
Udstillingen viser aldrig før udstillede originale tegninger, mens historiske fotos er hentet frem fra museets samlinger. Alt dette står side om side med fotografen Jens Marius Lindhes nyeste fotos af byen og bygningerne.
Københavns Museum følger en række bygninger, der bliver opført, får tilbygninger og bliver revet ned igen alt imens stilarterne skifter fra rig brug af ornamentik til rette linjer. Den store tilvandring fra land til by og ny teknologi i perioden ændrer arkitekturen og brugen af byens huse. På udstillingen får du indblik i tankerne bag, ser tegningerne til, og hører oplevelsen af dem, der skabte husene, dem der brugte dem og dem, der stadig bruger dem. Eksempelvis fortæller en elev levende om sin skolegang i 1940’erne på Rådmandsskolen, hvor drenge og piger gik hver for sig.
Hvordan var det at arbejde for Stadsarkitekten?
”Mit første indtryk af tegnestuen, da jeg startede som studentermedhjælper i 1969 var et noget stift og støvet foretagende. Opmåling af et tomt hospitalsafsnit på var noget af det første, jeg blev sat til, men jeg fandt hurtigt ud af, at det i høj grad var en spændende tegnestue, og en af landets største. Det største og mest spændende projekt, jeg var med på, var Lynette-anlægget op gennem 70’erne, og igen i 90´erne.
For mig var det omfattende tegningsarkiv ikke bare noget, der hørte fortiden til. Det var et arbejdsredskab, når der skulle laves ændringer, fx nye toiletter til skolerne, og en vigtig inspirationskilde, når der skulle bygges nyt” udtaler Svend Baggesen, tidligere afdelingsarkitekt i Projekteringsafdelingen i Stadsarkitektens Direktorat.
Praktisk
Særudstilling på Københavns Museum:
Byen på tegnebordet – Drawing a City
26. marts – 14. november 2021
Alle dage kl. 9-18, torsdag kl. 9-21
Stormgade 20
1555 København V