Register over fredede og bevaringsværdige bygninger

 

www.kulturarv.dk/fbb, som er Slots- og Kulturstyrelsens register over både fredede og bevaringsværdige ejendomme, kan man indhente information om de registrerede ejendomme bl.a. deres fredningsstatus eller bevaringsværdi. I nogle tilfælde findes der også en liste over eksisterende dokumenter og undersøgelser om ejendommen.

Ønsker man specifikke informationer om en fredet ejendom, kan man søge om aktindsigt i Slots- og Kulturstyrelsens arkiv og finde tegninger, korrespondance, tidligere tilladelser m.m., der vedrører den pågældendeejendom. Dette kan evt. gøres digitalt via Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

Alle bygningsfredede ejendomme er optaget i FBB-registeret. Det er dog ikke alle bevaringsværdige bygninger, der endnu er registreret. Man kan også finde oplysninger hos kommunen, hvis bygningerne fx står nævnt i en bevarende lokalplan. Nogle kommuner har udgivet såkaldte kommuneatlas, hvor en digital version normalt kan ses på kommunens hjemmeside. Her vil der stå, hvilke bygninger, der er bevaringsværdige.

En bevaringsværdig bygning kan også være beskrevet i en kommuneplan, lokalplan eller i byplanvedtægterne med de krav, kommunen stiller til husets ydre. På kommunens hjemmeside kan man se, hvilke retningslinjer, der er for bevaringsværdige bygninger i ens kommune. Det er dog ikke alle områder i Danmark, der endnu er blevet registreret.

Det vil altid være en god idé at spørge kommunen til råds, inden man går i gang med en istandsættelse eller ombygning.