De historiske huse kræver ofte en særlig indsigt i husenes arkitektur, således at husenes frednings- eller bevaringsværdier forbliver intakte. Huset kan fx være opført i en særlig stilart, af specielle materialer eller i en tidstypisk konstruktion.

Som ejer eller ”forvalter” af et historisk hus er der mange muligheder for selv at opsamle viden og inspiration. På den måde er man bedre rustet til at tale med rådgivere, håndværkere eller leverandører.

Stilguide

Ejer du en fredet eller bevaringsværdig bygning, er det altid en god idé at finde ud af så meget som muligt om bygningens arkitektur og historiske forudsætninger. Bygningskultur Danmarks Stilguide giver en kort beskrivelse af de arkitektoniske stilarter, der i forskellige perioder har præget byggeriet.

Stilguiden gennemgår de typiske kendetegn for hver stilart, opdelt i tre kategorier: Perioden overordnet, enfamiliehuse og by- og etagehuse. Stilbladene er tænkt til inspiration og vejledning og kan bidrage til at åbne ejernes øjne for den ofte spændende historie, som husene gemmer på.

Byggeguide

byggeguide.org kan du læse om, hvordan en byggesag kan forløbe. Når du skal bygge om eller istandsætte dit fredede eller bevaringsværdige hus, er det vigtigt, at byggeprocessen gennemføres uden at forringe husets værdier og arkitektoniske kvaliteter.

Den private bygherre guides gennem hele byggeforløbet – fra de første drømme til den endelige aflevering af byggeriet. Byggeguiden giver også svar på, hvordan nogle af de mest almindelige faldgruber kan undgås for at opnå et godt resultat. Siden er udgivet af Bygningskultur Danmark.

Energiguide

”Energiguide for fredede og bevaringsværdige bygninger” giver dig som ejer inspiration, råd og vejledning til, hvordan et historisk hus kan energioptimeres.

Guiden giver letforståelige anvisninger til energirenoveringer, der kan foretages uden at skade husets historiske og kulturelle kvaliteter. Guiden er udgivet af Bygningskultur Danmark.

Guiden kan downloades som pdf eller købes for 95,- i Bygningskultur Danmarks netboghandel

Information om bygningsbevaring

Information om bygningsbevaring 2014 er en række informationsblade, udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen. Bladene giver overordnede vejledninger og anvisninger på, hvordan fredede og bevaringsværdige bygninger kan vedligeholdes og istandsættes.

Informationsbladene henvender sig til ejere, arkitekter og håndværkere, der beskæftiger sig med ældre, historiske huse. Vejledningerne kan være en hjælp til at vælge den rette restaureringsmetode, således at frednings- eller bevaringsværdierne bevares eller i bedste fald øges.

Bladene indeholder vejledninger til vedligeholdelse og reparation af fx tage, vinduer og døre, facader, malerteknikker m.m. med basis i traditionelle materialer og håndværksmetoder. Desuden er der afsnit om fx arkitekturhistorie og byggeskik og planlægning og projektering.

Bøger om bevaring

Bygningskultur Danmark har udgivet en række bevaringsguides, der henvender sig til ejere, håndværkere og alle, der interesserer sig for bygningskultur. Bøgerne gennemgår en periodes særlige arkitektur, kendetegn og materialer og belyser overordnet, hvordan man som ejer kan bevare, istandsætte og passe på sit eget særlige hus.

I serien er foreløbig udgivet bøger om Bedre Byggeskik-huset, Parcelhuset og Funkishuset.

Se alle udgivelserne i Bygningskultur Danmarks netboghandel.