Tag på tur til Danmarks Smukkeste Steder

Langt færre skal til Italien eller Frankrig denne sommer, fordi de på grund af Corona-krisen vælger de hjemlige himmelstrøg. Men hvor tager man så hen, hvis man leder efter skønhed og ånd? Vi har de sidste 7 år ladet danskerne kåre Danmarks smukkeste steder – landsbyer, købstæder, herregårde, bondegårde, vandmøller m.m. I denne guide har vi samlet 20 af dem i ikke prioriteret rækkefølge. Alle er nominerede eller vindere i konkurrencerne.

Herregårde

Voergaard – Kåret som Danmarks Smukkeste Herregård 2018

Voergaard i Vendsyssel blev i 2018 kåret som Danmarks Smukkeste Herregård og er en af vores største renæssance-herregårde. Det er Biskop Stygge Krumpen, der har opført det imponerende anlæg, man kan se i dag. Anlægget har brede voldgrave, og et større fæstningsanlæg omgivet af vand på alle sider. Den to-fløjede bygning er opført med henblik på forsvar i de ustabile tider omkring Christian 2.s fald.  I dag kan man bl.a. se en enestående kunstsamling og høre om fangehuller, hvide damer og blodpletter, der ikke kan vaskes af.

Voergaard 6, 9330 Dronninglund / www.voergaardslot.dk

 

Borreby – nomineret som Danmarks Smukkeste Herregård 2018

Borreby er en af de 5 såkaldte ”herreborge” i landet og det befæstede voldsted blev opført i 1556 af rigskansler Johan Friis. Perioden var præget af erfaringerne fra den danske borgerkrig, ”Grevens Fejde”, og det er baggrunden for Borrebys dobbelte voldgrav, skydeskår og skoldehuller. Hovedbygningen er en af de mest imponerende renæssancebygninger i landet med fire firkantede tårne, murene hvilende på en svær kampestenssokkel og de enkelte etageafsnit afgrænset af rundbuefriser. Der er året rundt et væld af aktiviteter på godset, der i øvrigt også rummer Danmarks eneste herreborgsteater.

Borrebyvej 41, 4230 Skælskør / www.borrebygods.dk

 

Ledreborg – nomineret som Danmarks Smukkeste Herregård 2018

Ledreborg Slot blev bygget i 1740-45 af  Lensgreve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg, den daværende leder af Det Danske Kancelli under Christian VI,  og har været Holstein-Ledreborg familiens domicil i over 250 år. Der er tale om et af de mest imponerende barokanlæg i landet, og de enestående terrassehaver folder sig ud som et imponerende totalteater, der i dag danner ramme om DRs store Slotskoncerter. Og så er der mulighed for at svæve gennem trætoppene i slotsparken på Fly High svævebanen.

Ledreborg Allé 2D, 4320 Lejre / www.ledreborg.dk

 

Krengerup – nomineret som Danmarks Smukkeste Herregård 2018

Krengerup Gods er en fornem repræsentant for klassicismen i Danmark og den nuværende hovedbygning er opført i 1772 af Hans Næss, en elev af den danske og franske hofarkitekt Nicolas-Henri Jardin. Hovedbygningen ligger for enden af et storslået gårdrum omkranset af avlsbygninger i gulkalket bindingsværk. Og så er der både et Skodamuseum og et Hørvævsmuseum på stedet.

Krengerupvej 96, 5620 Glamsbjerg / www.krengerup.dk

Søholt – nomineret som Danmarks Smukkeste Herregård 2018

Flere tider forenes i herregårdsanlægget Søholt, der ligger helt op af Maribo Sø.  Stedets smukke, hvide hovedbygning med svungne gavle er opført i 1804, men grundigt ombygget i midten af 1800-tallet i historicistisk stil. Øst for hovedbygningen ligger en af de mest velbevarede barokhaver anlagt i 1690’erne efter fransk forbillede med stramme alléer og stier, omkranset af figurklippede hække. Haven blev renoveret i 2009 og der er adgang for offentligheden. På den anden side af vejen ligger en række imponerende driftsbygninger i røde mursten bygget omkring 1920.

Søholtvej 20, 4930 Maribo / www.soeholt.nu

 

Bondegårde

Klægager – kåret som Danmarks Smukkeste Bondegård 2017

Den gamle digegrevegård i Østerende, Ballum er en stor smuk gård opført i vestslesvigsk byggeskik i 1857. Gården har i de seneste år gennemgået en meget omfattende og imponerende restaurering og bl.a. fået sit stråtag tilbage. Den firlængede gård blev kåret som Danmarks Smukkeste Bondegård i 2017 og fungerer som Bed and Breakfast.

Østerende 13, 6261 Bredebro / www.klaegager.dk

Bankgården – nomineret som Danmarks Smukkeste Bondegård 2017

Bankgaarden, også kaldet Fjordgaarden, er den største og ældste af de vestjyske klitgårde. Den er opført 1797 og beliggende markant i et storslået fredet klitlandskab. Gården har dannet forbillede for en lang række af senere klitgårde, der er karakteriserede ved en solret beliggenhed med stuehus imod syd og den bredere og højere agerumslade imod nord. Gården er med i T.H. Dreyers film “Ordet” fra 1955. Gården blev fredet i 1971. Gården er ikke tilgængelig for offentligheden, men man kan se den ved at køre ad den billedskønne Husby Klitvej gennem klitterne. Og så kommer man også forbi den lige så smukke Mette Banks Gård.

Husby Klitvej 23, 6990 Ulfborg

Vandmøller

Hellebæk Hammermølle – nomineret som Danmarks Smukkeste Vandmølle 2019

 

Hellebæk Hammermølle er den sidste tilbageværende af syv møller, som var del af Kronborg Geværfabrik. Møllen har to store underfaldshjul. Det ene driver 2 blæsebælge, som giver luft til essen, det andet driver 2 hamre, hvorunder man udsmedede geværløbene. Sidst i 1700-tallet blev der leveret ca. 6.000 geværer årligt til den danske hær og møllen var en af Hellebæks største virksomheder. I dag er der restaurant på stedet.

Bøssemagergade 21, 3150 Hellebæk / www.hammermollen.dk / www.cafehammermøllen.dk

Børkop Mølle – Kåret som Danmarks Smukkeste Vandmølle 2019

Børkop Mølle er opført omkring 1830, men der har sandsynligvis været mølle på stedet siden 1100-tallet. Møllen har et dobbelt vandhjul af overfaldstypen og fungerende mølleri med produktion af mel og gryn. Der fremstilles i dag 13 forskellige produkter – udelukkende med vandkraft. Derudover er der restaurant og kursusfaciliteter på møllen. Møllen blev i 2019 kåret som Danmarks Smukkeste Vandmølle.

Vandmøllevej 4b, 7080 Børkop / www.borkopmolle.dk

Moesgård Skovmølle – nomineret som Danmarks Smukkeste Vandmølle 2019

Møllen omtales første gang skriftligt i 1570 som én ud af tre møller hørende under Moesgaard. Foruden en vandtrukken kværn til formaling af korn bestod møllen også af en stampe, sandsynligvis til forarbejdning af klæde. I 1797 opføres underetagen til den eksisterende møllebygning og i 1852 tilføjes endnu en etage i forbindelse med at møllens produktionsapparater udvides. Møllen har et overfaldshjul, kornmølleri og udvendigt vandrevet savværk, der stadig fungerer. Møllen hører under Moesgaard Museum og der er også en restaurant på stedet. Lige nu er selve mølleværket lukket pga. istandsættelse, men Restaurant Skovmøllen er åben.

Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg / www.skovmollen.dk

Tadre Mølle – nomineret som Danmarks Smukkeste Vandmølle 2019

Midt i det naturskønne område Elverdamsdalen finder man Tadre Mølle. Den sidste af i alt 13 vandmøller, der tidligere fandtes i Elverdamsdalen omkring Aastrup Gods. Tadre Mølle, der stadigvæk er fuldt funktionsdygtig,  fungerer i dag som naturcenter og kulturhistorisk museum. Der har været vandmølle på stedet siden 1300-tallet, og den nuværende møllebygning og mølleri er opført 1840. På Tadre Mølle finder du “Mølle-Maries” hus, der i dag fungere som møllens butik, café, billetsalg og information.

Tadre Møllevej 23, 4330 Hvalsø / www.tadremølle.dk

 

Slusegårds Mølle – nomineret som Danmarks Smukkeste Vandmølle 2019

Slusegårds Vandmølle ligger ved Øle Å på Bornholm i et enestående naturfredet område næsten ud til vandet. Der er opdæmmet en mølledam og foruden selve møllehuset er der et ørredhus. Her kan man lukke af og tage ørreder, hvorefter man stryger rognen og lægger den til udklækning i et klækkehus. Selve møllehuset er en stråtækt bindingsværksbygning med et overdækket møllehjul, der trækker en kornkværn. I en gammel stald i nærheden har ejerne af møllen indrettet Café.

Strandvejen 10, 3720 Aakirkeby / www.cafe-slusegaard.dk

Landsbyer

Sønderho – kåret som Danmarks Smukkeste Landsby 2011

Den gamle skipperby på Fanø blev i 2011 kåret som Danmarks Smukkeste Landsby. Sønderho voksede sig stor i sejlsøfartens storhedstid, før de maskindrevne dampere, og her boede både redere, skippere og søfolk. Byen, der ligger helt ud til kysten på Fanø, tæller over 70 fredede huse. De fleste er opført af smukke, mørkbrændte, rødviolette, vestjyske sten og med stråtag.  Og man finder både kro, hotel, camping og restaurant.

Landevejen 1, 6720 Fanøwww.soenderho.dk

Viby – nomineret som Danmarks Smukkeste Landsby 2011

Godslandskabet omkring Hverringe ved Kerteminde er noget af det smukkeste, man finder i Danmark. Blandt andet finder man et unikt miljø fyldt med bindingsværksgårde i landsbyen Viby på halvøen Hindsholm. Her er der stråtækt idyl hele vejen langs den slyngede bygade. Hvis man gerne vil opleve Danmark, som det så ud før de store landboreformer, dengang der var fæstebønder og herremænd, skal man tage til Viby.

Viby, 5370 Mesinge

Nyord – nomineret som Danmarks Smukkeste Landsby 2011

Nyord er både en ø, der kan nås via en dæmning fra Møn og en lille landsby med ca. 40 faste beboere. Byen er en af Vordingborg Kommunes største attraktioner på grund af de fine fiskergårde, det velbevarede havnemiljø og den særlige stemning. Der er en ottekantet kirke, Noordbohandlen med lokale specialiteter og spiritus i løs væg samt Restaurant Lollesgård i en idyllisk bindingsværksbygning.

Nyordvej 1, 4780 Stege / www.nyord.nu

Købstæder

Svaneke – Kåret som Danmarks Smukkeste Købstad 2013

Svaneke blev i 2013 kåret som Danmarks Smukkeste Købstad. Byen er en af de bedst bevarede gamle byer naturskønt beliggende på Bornholms nordøst-kyst. Byen har smukke huse, røgeri, bryghus, flere restauranter og lokal produktion af både vingummi, lakrids, is og chokolade.

Svaneke Torv, 3740 Svaneke / www.bornholm.info/svaneke

Ærøskøbing – nomineret som Danmarks Smukkeste Købstad 2013

Med kun 942 indbyggere er Ærøskøbing vores mindste købstad, men også en af de mest idylliske. Blomstrende stokroser, brolagte gader, farverige facader og velholdte huse i noget der minder om dukkestørrelse. På trods af størrelsen har byen hele 39 fredede huse og de utroligste detaljer, der fortæller om århundreders kunstfærdigt håndværk. Bl.a. er byen berømt for de mange fantastiske døre med sirlige udskæringer. Og så er der fuld plade på hyggelige restauranter, cafeer og specialforretninger med lokale varer.

Ærøskøbing, 5970 Ærøskøbing / www.visitaeroe.dk/aeroeskoebing

Ribe – nomineret som Danmarks Smukkeste Købstad 2013

Ribe har over hundrede fredede huse og er en af vores ældste og mest velbevarede købstæder. I centrum dominerer den enestående femskibede domkirke. Fra det 50 meter høje Borgertårn fra 1300-tallet kan man se ud over hele byen og det smukke opland.  Byen har både Vikinge Center, kunstmuseum, gallerier, restauranter og historiske hoteller og kroer.

Torvet, 6760 Ribe / www.visitribeesbjerg.dk

Aabenraa – nomineret som Danmarks Smukkeste Købstad 2013

Aabenraa er en gammel by med utallige smukke bygninger – bl.a. Sankt Nicolai Kirke, der er helt tilbage fra 1200-tallet, men også Brundlund Slot grundlagt omkring år 1400 af Margrete den 1. Sidsnævnte er i øvrigt kunstmuseum i dag og har også egen fungerende slotsmølle med café. Derudover er der flere enestående og velbevarede gader med huse fra 1700 og 1800-tallet – bl.a. Slotsgade i den centrale del af byen.

Storegade 1, 6200 Aabenraa

Sorø – nomineret som Danmarks Smukkeste Købstad 2013

Udover de smukke bygninger tilknyttet Sorø Akademi er selve centrum af byen velbevaret og Sorø Kunstmuseum har formået at skabe en ny tilbygning, der er tilpasset det historiske miljø. Der er masser af se i byen – både den smukke Sorø Akademihave, Klosterkirken og kunstmuseet. Bygninger og have omkring akademiet er nok noget af det tætteste man herhjemme kommer på at opleve et miljø, der minder om universitetsbyerne i Oxford og Cambridge.

Torvet, 4180 Sorø

 

Find endnu flere åbne historiske huse på The Danish Club