Jugendstilen var en international stilart, der opstod i 1890’erne og varede til omkring 1915. I fransk- og engelsktalende lande kaldte man stilarten art nouveau, i USA Modern Style og i Danmark skønvirke. Stilartens navne skulle opfattes bogstaveligt; man ville skabe huse med nye, hidtil usete facadeudtryk dekoreret med en anderledes kunstfærdig ornamentik. En ung stilart i modsætning til historicismen, der genbrugte fortidens stiludtryk. Motiverne til de iøjnefaldende dekorationer kom fra naturen: Svungne linjer, organiske mønstre, vækstmotiver og blomsterbilleder.
Facaderne skulle være elegante og effektfulde; store vinduespartier, ofte med afrundede former, fik tilføjet filigranagtige udsmykninger og stafferinger, karnapper blev båret af store, blødt tilhuggede granitkonsoller, og karnaptaget kunne være formet som blomsterklokker i kobberplader. Man kunne lide kontraster; de massive granitsøjler blev omkranset med løvranker, de tunge huskroppe fik spidse opadstræbende frontispicer og hjørnetårne med spir. Butiksejendomme fik en dynamisk facadeeffekt, når boligetagernes bastante teglfacader tilsyneladende blev båret af stueetagens store, spinkle glas- flader.
Glæden ved kontraster gentog sig i materialevalgets vekslende stoflighed; rustikke murflader med blødstrøgne tegl, glat tilhugget granit, blanke kobberplader, spejlende vinduesruder, skinnende dekorationer belagt med bladguld. Jugend var en krævende, nærmest eksklusiv, stilart, hvor man satte pris på kunstfærdige bygningsdetaljer udført med håndværksmæssig finesse. De svungne og rigt detaljerede smedejernsrækværker blev et særkende for stilarten, ligesom de stærkt kulørte glasmosaikker i døre og vinduer. Uanset den nostalgiske glæde ved kunsthåndværket gav stilarten også originale bud på fremtidens hustyper: Stormagasiner, biografteatre og i udlandet højhuse og jernbanestationer, med indbyggede jernbetonbjælker og stålsøjler. I mellemkrigstiden overlevede stilarten i udlandet i en mere klassicistisk udgave kaldet Art Deco, som kun er sparsomt repræsenteret i Danmark.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Husenes facadeudtryk var livligt med mange dekorationer og kontraster i former og materialer, men de underholdende facadeeffekter var også dele af en afbalanceret helhed. Det taktfaste facadeskema tillod brud med den traditionelle symmetri, f. eks. med en asymmetrisk anbragt karnap eller en fritstående granithjørnesøjle. Murværket kunne være rustikt og sammensat med glat granit eller pudset murværk med ru stokhugget granit.
Vinduerne kunne have svungne former, med både store og små rudefelter, træværket var farvesat som en kontrast til murværket. Blyindfattet farvet glas opsat i organiske mønstre var populært. Buede støbte glasflader var en helt ny effekt. Sokler, søjler, overliggere, konsoller og dørindramninger var ofte af granit, dekoreret med slanke blomsterranker og indviklede organiske mønstre.
De kostbare natursten kunne også erstattes med cementstøbte elementer, der med tilslag af stenpartikler imiterede granit, sandsten osv. Taget var et sadeltag med teglsten eller naturskifer. Stilarten forbløffede omgivelserne med nye former til tårne og spir: tunge, solide teglhængte konstruktioner eller spinkle og metalklædte. Ved tagrender, i zink eller kobber, kunne rendejern og holdere til nedløbsrør være udformet som slyngede ornamenter. Jugendstilen skal gøre indtryk. Facadeudtrykket fungerer i kraft af, at de ekstraordinære – vedligeholdelseskrævende – bygningsdetaljer og dekorationer fremstår i fuld vigør. Det kan ikke anbefales at forenkle vinduesformater, smedejernsgitre mm., neddæmpe farvesætningen eller reducere stofligheden af cementstøbte elementer med plasticmaling.
Bygningsændringer og tilbygninger
Ændringer kan ikke anbefales. Tilbygninger i karrébebyggelser kræver en tilpasning i proportioner, materialer, stoflighed og en arkitektonisk robusthed, der matcher stilarten.
