Af Peter Dragsbo
Med godkendelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen til udbygningen af Nyborg Slot er der nu snart grønt lys for en genopbygning af Nyborg Slot. Slottet var en gang et af det danske riges vigtigste borge, sæde for Danmarks førte ”parlament”, Danehoffet, og i 1500-tallet residens for de danske konger. I 16-1700-tallet blev fløj efter fløj revet ned, og det engang så fornemme slot blev reduceret til en torso: en enkelt længe, som blev restaureret i 1920´erne af Mogens Clemmensen.
Et opgør med en modernistisk dagsorden
Nu skal det gamle slotsanlæg genskabes, ikke som en nøjagtig rekonstruktion, men som en gendigtning, der på én gang er udført i nutidens stil, og samtidig med sine traditionelle materialer og former viser forståelse for ”stedets ånd”. Og ikke mindst har forarbejderne til det nye slotsbyggeri ikke ødelagt noget som helst bevaringsværdigt; tværtimod har de minutiøse udgravninger før byggeriet føjet væsentligt nyt til slottets 800-årige historie.
Når nogle anklager projektet for at ”ødelægge kulturarven”, går de efter min mening galt i byen. Projektet repræsenterer nemlig et opgør med mange års modernistisk dagsorden: At man enten ikke må tilføje noget som helst ved kulturarvens monumenter. Eller at nybyggeri på historiske steder helst ikke må tage hensyn til stedets tradition og historie, men skal være udtryk for ”nutiden”.
Tyskland på vej mod et normalt forhold til historien
I Tyskland har der i mange år været en levende debat om genopbygning af slotte og byer, der blev ødelagt under Anden Verdenskrig. På den ene side synes de traditionelle kulturarvs-forvaltere ofte, at det er ”kitsch” og ”teater” at genopføre f.eks. slottene i Berlin og Potsdam, det gamle Dresden og Frankfurt. På den anden side står den folkelige mening i de tyske byer, der ønsker deres historie tilbage. Ligesom belgierne genopbyggede deres historiske byer efter Første Verdenskrig og polakkerne efter Anden vil også tyskerne gerne have deres historie tilbage. Et lykkeligt tegn på, at Tyskland er ved at få et normalt forhold til historien.
Den første bølge af genopbygninger, som slottene eller det gamle Dresden, bestod i høj grad i kopiering af det forsvundne, ser man nu f.eks. i Frankfurt og Lübeck gendigtninger af gammel bygningsstruktur, med gavlhuse og spidse tage – men med moderne detaljer og spændende materialer. Nøjagtig kopiering af det forsvundne kan forsvares, hvis det forsvundne endnu står ikonisk som et smerteligt tab i nulevende menneskers erindring.
Kulturarven er ikke en sart mimose
Men hvor der, som i Nyborg, er tale om en historie, som har været glemt, men som nu igen skal sættes i centrum, er det mere naturligt at lave en gendigtning, der både respekterer fortiden og nutiden. Lige som man bl.a. har gendigtet havepavillonerne på Sanderumsgård og i Søndermarken.
Genskabelsen af Nyborg Slot viser, at det efter mange års puritanisme nu i Danmark er tilladt at genskabe kulturarv. Kulturarven hverken er en sart mimose, som skal sættes i osteklokke – eller nostalgi, som ikke rager nutidens arkitektur. Tværtimod kan gendigtningen af Nyborg Slot skabe en ny retning, hvor arkitekterne lærer sig at respektere genius loci og arbejde i traditionen, i historiens ånd, i stedet for at presse deres egne senmodernistiske idealer ned over gamle byer og kulturmonumenter.